Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1106Visninger
AA

5. 4

Han ville have mig med ned under vandet. Hvad tænkte han på man kan jo ikke gemme sig under vand. På et eller andet tidspunkt måtte man jo op og have vejret.

Nu kunne man høre mændene komme nærmere. Han tog fat i mit håndled og trak mig med under vandet. Han var hurtig til at svømme. Han trak mig igennem vandet. På bunden af søen var der en kuppel af is den var rat stor. Der var et hul i jorden ved siden af kuppelen. Han trak mig med ned i hullet det var helt sort. Men han kendte det vist ret godt. Pludselig var vi oppe igen men der var ikke vand. Vi var inde i kuppelen. Han hjalp mig op og fant et tæppe frem ti mig. Det var ret koldt. Han så lidt på mig og sagde så lidt genert "Her bor jeg så" jeg kiggede mig omkring og så så på ham "D.. Det er pænt" sagde jeg med en rystende stemme fordi jeg frøs sådan. Han gik hen til en stor trækiste af en slags. Han åbnede den og tog en dyne og et tæppe op. Han gik over til en kuffert og åbnede den. Fra den tog han en skjorte og nogle uldsokker op. "Her tag det på" sagde han og lavede en is væg ude i en side af kuppelen. Så jeg kunne skifte bag den. Jeg tog imod tøjet og takkede. Så gik jeg om bag is væggen. Jeg tog en af mine kufferter med. Det var den der var fyldt med tøj. Jeg åbnede den. Det hele var plask vådt. Jeg op gav at finde noget tørt der i og tog så min trøje af. Min bh var også helt våd. Jeg tog den skjorte på som han havde givet mig. Jeg tog mine bukser og strømper af. De var helt gennembløte. Jeg tog uldsokkerne på og gik væk fra vægen igen. Skjorten var meget stor til mig og sokkerne gik mig til knæerne. Han stod med ryggen til mig. Jeg gav et nys fra mig. Jeg var nok ved at blive syg.

Han vente sig om og gav mig elevatorblikket. Så tog han en dyne og lage den over mine skulere. "Tak" sagde jeg og kiggede op på ham. Han var nok 20 - 30 cm højere end mig. "Det var så lidt" sagde han med et smil på læben. Der var akavet tavshed i noget tid. Det var mig der brød tavsheden. "Jeg hedder Juliet" sagde jeg og stak min hånd frem. Han smilede og tog imod min hånd "Jeg hedder Louis " sagde han. Jeg fik et lille smil på læben. Det kunne jeg godt tillade mig ikk'? Han ville jo ikke dø fra mig. Han var jo ligesom mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...