Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1104Visninger
AA

4. 3

Han kom hen imod mig. Han så skræmt må mig og fik så taget mod til sig "H.. Hvordan gjorde du d... Det" jeg så undrende på ham og hviskede så "Hvordan jeg gjorde hvad?" Jeg prøvede at se modig ud min det gik ikke så godt. Han kom nærmere og sagde så lige så stille "Det med lyset" jeg så skræmt på ham. Han måtte ikke finde ud af at jeg var anderledes. Hvad ville han ikke gøre ved mig hvis han fandt ud af det. Jeg rettede mig op og så så på ham. "Jeg ved ikke hvad det er du snakker om. Men hvad gjorde du for at lave den is der" sagde jeg og plejede på isen. Han grinte af mig og sagde så "Du ved godt hvad jeg taler om. Jeg er lige som dig. Jeg...... Jeg er også en mutant".

Jeg så med store øjne på ham. Hvad havde afsløret mig. Jeg slog mig selv i hovedet med min flade hånd. Sedfølgelig jeg var den værste løgner i verdens historie. Hvor var jeg dog dum. Så kiggede jeg op på ham "Hvad er din evne så?" Dumt spøgrsmål det gav jo sig selv. Han kunne jo lave is. Han grinte lidt "Giver det ikke lidt sig selv?" Spurte han. Jeg svarede med et lille smil på læben "Jo.. Undskyld.. Dumt spørgsmål" jeg tog mig selv i at smile og fik hurtigt et andet ansigts udtryk på. Han skulle jo ikke tro at jeg kunne lide ham. Fordi det kunne jeg IKKE.

Han smilede lidt. Så spurte han stille. "Hvad er din evne?" Jeg ville nærmere sige evner. Jeg kan læse folks tanker ikke mutanters, jeg kan styre og løfte ting med mine tanker og så bliver jeg aldrig ældere. Hov lige en ting mere så kan jeg heller ikke dø. Men hvordan skulle jeg få det til at lyde ordenligt. Uden at lyde overlegen. Det kan man jo stort set ikke. Jeg kom frem til et godt svar. Og svarede så "Jeg kan læse tanker og syre ting med mine tanker. Og så bliver jeg ikke ældere." Jeg lod den del med at jeg ikke kunne dø ude.

Han kiggede lidt overrasket på mig. "Hvor længe har du været sådan?" Jeg kiggede lidt ned i jorden. Det var bestemt ikke noget jeg var stolt af. "Jeg har været sådan her i 80 år" sagde jeg stille næsten lydløst. Han smilede stort. Så udbrød han "Yes jeg er ikke den eneste" jeg så op lidt overrasket. Hvad mente han. "Jeg har været sådan her i næsten 40 år." Der kom et stort smil frem på mine læber selv om at jeg prøvede at tvinge det ned. Der kom et råb oppe fra taget. "Der er han og han har fanget en pige." En mand råbte til mig "Bare rolig vi skal nok rede dig. Bare stå helt stille." Jeg kiggede på drengen og så på manden og så på drengen igen. Drengen så skræmt op på manden. Han tog fat i mit håndled og råbte "Kom" jeg tog min anden hånd op til tændingen og løftede så mine kufferter mens jeg fulgte med drengen.

**

Efter noget tid kom vi til en sø. Drengen slap mit håndled og løb ned i vandet. Da han havde vand til halsen sagde han "Vent her" jeg gjorde hvad han sagde da jeg også var i fare nu. Jeg havde vist normale mennesker mine evner. Hvorfor havde jeg også gjordt det? Efter 5 min. Kom han frem igen. "Kom skynd dig" jeg tog mine kufferter og gik med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...