Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1100Visninger
AA

2. 2

Jeg gik i de tomme gader. Det var blevet mørkt. Jeg hadede mørke. Men det var en del af mig nu. Jeg havde ikke kun en god, selvsikker og livsglad side. Jeg havde også en ond og mørk side som jeg var bange for. Den kom altid frem på alle de forkerte tidspunkter. Og fik mig til at gøre onde ting.

Jeg gik ind af en side gade. Der var to høje huse på vær side så hvis der skete noget bag mig så var der kun en vej. Og det var frem! Jeg kunne høre lyde. De blev højere jo længer jeg gik frem af. Jeg var ved at gå i panik da gadelygterne pludselig gik ud. Jeg vente om og ville til at gå tilbage da der kom en væg af is foran mig. Jeg stoppede op og kiggede mig omkring. Jeg var forvirret og bange. Meget bange. Rigtig bange. Jeg stoppede op da jeg hørte en lyd. Det var et levende væsen. Måske et menneske. Jeg så en skikkelse foran mig. Jeg satte kufferterne på jorden og tog mine hænder til tændingen. Sådan gjorde jeg når jeg skulle læse andres tanker. Men jeg kunne ikke. WHAT JEG KUNNE IKKE!!

Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Det bar aldrig sket før. Hvad kunne der være gået galt? Jeg prøvede igen nu med mere kræft. Det hjalp ikke. Jeg kunne ikke. Personen kom nærmere. Så råbte personen "HVAD LAVER DU HER?" Det bar en dreng man kunne høre det på stemmen. Jeg kiggede rundt. Det var mig han snakkede til. "Jeg skal bare igennem gyden" sagde jeg stille med en rystende stemme. Personen stoppede op og det føltes som om han kiggede på mig. Men jeg ved det ikke for jeg kunne ikke læse hans tanger. Jeg slappede lidt mere af da det gik op for mig at det var mig der havde slukket gadelygterne. Jeg tændte dem hurtigt igen. Det hele blev lyst op igen. Og der stod han fem meter fra mig. Han havde lyst næsten hvidt hår og store helt isblå øjne. Han var på alder med mig eller du ved hvad jeg mener. Han var på alder med mig hvis jeg havde været normal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...