Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1111Visninger
AA

20. 19

Vi var fået i længe. Eller jeg havde gået længe. Juliet var faldet i søvn i mine arme. Så nu gik jeg med en sovende Juliet. Og jeg var enlig også ret tæt. Men der var en lille dirrende angst inde i mig. Vi vidste jo faktisk ikke om der var andre eller vi var de eneste. "Er vi hjemme?" Spurte Juliet stille. Hun var nok lige vågnet. "Nej desværre" svarede jeg hende stille og kysede hende på kinden. Der kom et lille smil frem på hendes læber. "Er du ikke træt?" Spurte hun så og gabte. Stadig med et smil på læben. "Jo men sov du bare videre" hviskede jeg stille ind i hendes øre. "Men jeg er frisk jeg kan nemt bære dig" sagde hun mens hun var i gang med at komme ned på gulvet. Jeg hjalp hende så hun ikke faldt. "Nej jeg behøvet det ikke" sagde jeg og sente hende et lille smil. Hun tog hendes hænder op til hoved og lukkede øjnene.

Åh nej det havde hun da ikke tænkt sig vel. Åh jo. Pludselig hang jeg oppe i luften og dinglende. "Sæt mig ned" sagde jeg og prøvede at virke særiøst. Men jeg kunne ikke holde mit grin inde. Hun stod nede på jorden og grinte af mig. "Er lille Louis bange for højder?" Spurte hun med hendes søde lille kluk latter. "Nej det er jeg er ikke" sagde jeg. Sandheden var faktisk at jeg var mega bange for højder. "Rolig der sker ikke noget. Jeg har dig ik'" sagde hun med et forbandet sødt smil smurt ud i ansigtet. Det var jo ikke til at stå for. "Kan du ikke få mig lidt tættere på jorden? Så brækker jeg ikke noget hvis du taber mig." Spurte jeg. Med et lille smil. "Stoler du ikke på mig?" Sagde hun og lavede de der hundeøjne blandet med Juliets helt egen hængemule. Det forbandede nuttede ansigt. "Jo men jeg" mere nåede jeg ikke at sige før hun nærmest slap mig i luften. Men hun grab mig da lige inden jeg ramte jorden. Hun grinte bare af mig. "Du skulle have set dig selv." Sagde hun men grinte så meget at hun næsten ikke kunne få et ord ud.

Hun var altså nuttet når hun sådan grinte. Eller hun var faktisk nuttet hele tiden.

Hun var virkelig bare den bedste veninde man kunne ønske. Men jeg havde hele tiden en trang til at være mere end bare venner. Men ja. Hun var tit så inde lukket. Jeg havde først lige fået lov til at kysse hende på kinden. Før ville hun have barket tilbage. Og gå sin vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...