Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1096Visninger
AA

18. 17

Juliets synsvinkel

Vi havde gået sammen langs muren i evighedere. Eller de føltes sådan. Vi hade ingen tidsfornemmelse da der var helt mørkt over alt. Der var ingen vinduer så vi vidste ikke om det var nat eller dag.

"AV" sagde jeg da jeg stødte ind i noget. "Hvad sker der?" Spurte Louis lettere forvirret. "Jeg gik ind i noget" sagde jeg og undrede mig over hvad det var. "Hvad er det??" Spurte Louis på en ulæselig måde. "Det ved jeg ikke jeg havde jo ligesom lidt travlt med at have ondt i hovedet ik'" sagde jeg sarkastisk. "Men jeg tror det er en mur" fortsatte jeg. Jeg rakte hånden frem og min hånd ramte noget hårdt. Det måtte være en mur. Den var nemlig ligeså ru, kold og klam som den anden.

Vi fulgte den virkelig længe. Og endelig stødte vi på noget er føltes anderledes. Det måtte være noget træ eller noget. Jeg følte efter for at finde ud af hvad det var. Det måtte og skulle bare være en dør!!

"Her" udbrød Louis pludselig. "Hvad er det?" "Det er et håndtag" sagde han i en glad tone. Jeg kunne lige forestille mig Louis med et stort stolt smil smurt ud i hele hovedet.

***

"Hvad venter du på??" Spurte jeg utålmodigt da han havde brugt hele 10 min på at stå og fumle med døren. Jeg havde talt mig frem til at det var 10 min. Men det kunne også bar være 5 min eller måske 20 min. Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig været den helt store matematik nørd. Der er da 100 sek på et minut ik'? Eller er det 80 sek. Det kan jeg altså ikke huske.

Det er også ligemeget!

"Sådan FREEDOM HERE WE COME!" Udbrød han pludselig. "Endelig!" Sagde jeg fordi jeg nu var godt træt af at vente. "Et tak ville også kunne gøre det 'prinsesse'" sagde han flabet. "Okay så tak" sagde jeg og gav ham et kram.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...