Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1112Visninger
AA

17. 16

Jeg fulgte den tynde stribe af rimfrost. Med en finger der strejfede den tynde kolde stribe. Efterhånden som jeg kom tættere på personen om jeg ville regne med var Louis. Kunne jeg høre personens vejrtrækningen. Jeg prøvede igen at råbe hans navn. Men det blev bare en svag hæs hvisken. "Ja?" Sagde personen tilbage. Nu vidste jeg at det var ham. "H..... Hvem er det??" Spurte han også med besvær. "Ju..." Jeg tog mig til halsen da min stemme knækkede over. Det føltes som om der var tusinde knive der blev stukket ind i halsen på mig. På engang. Jeg rømmede mig og prøvede igen. "Juliet" fik jeg fremstammet med en enorm smerte.

--//--

Louis synsvinkel

Det var Juliet! Jeg troede jeg var den eneste her i dette enorme rum. For tro mig jeg havde prøvet at finde en dør eller bare noget. Men jeg havde ikke fundet andet end den her fugtige beton væg.

Jeg vidste faktisk ikke hvad der var sket. Det sidste jeg husker var at jeg sad i sofaen med Juliet der sov og Jack. Men Jack var han her også? Men jeg kan huske at han gik. Jeg ved ikke hvad han skulle men han gik. Men efter det kan jeg ikke huske noget.

Nåhh men jeg rejste mig op for at finde hende. Jeg havde sat mig ned for at slappe lidt af. Da det gjorde ondt hver gang jeg træk vejret. Det føltes som om at der var en der havde startet en ildebrand nede i mine lunger. Jeg støttede mig til væggen og prøvede at føle mig frem. Jeg ramte en i hovedet med min hånd. "Av" sagde en hæs stemme der måtte være Juliet. "Undskyld jeg så dig ikke" sagde jeg. Det sidste sagde jeg dog lidt for sjov. "Ha ha meget sjovt" sagde hun med en utrolig hæs stemme. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder. Jeg fik et lille chok. Som Juliet åbenbart kunne mærke da hun sagde med lidt latter i stemmen "Det er bare mig" jeg kunne næsten se hendes smil for mig. Hendes sikkert utroligt bløde læber der vente i en bue op af. Og hendes flotte hvide tænder der funklende som diamanter. Hendes smaragdgrønne øjne med et skær af blåt der funklende. Hvis hun ville kunne de sikkert lyse hele rummet op.

"Louis hallo er du der" jeg blev revet ud af mine tanker af stemmen af Juliet. "Ja hvad?" Spurte jeg helt forvirret. Jeg fik et lille fnis til svar. "Juliet hvad er der?" Spurte jeg nu bare mere forvirret. "Det kan jeg ikke huske" svarede hun med et lille grin. Jeg begyndte at grine. Men stoppede dog da jeg fik virkelig ondt i halsen. Og istedet begyndte at hoste.

------------------------------------------------------

Jeg alle undskyld at der først kommer et kapitel nu. Men glemte min iPad hjemme hos min mor.

Og så håber jeg at i har haft en god weekend.

XOXO

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...