Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1117Visninger
AA

16. 15

Jeg lå i hans arme mens mit hovede var ved at eksplodere på grund af alle de spøgrsmål der fløj rundt i mit hovede. Hvad lavede han? Hvor skulle vi hen? Hvor var Louis? Hvorfor gjorde jeg ikke modstand? Okay jeg vidst godt hvorfor jeg ikke gjorde modstand. Det var fordi jeg var så søvnig og fordi alle mine læmmer var så tunge.

Jeg var også lidt bange for at vi blev opdaget. Fordi for første gang siden den nat for 80 år siden havde jeg fundet et sted hvor jeg virkelig følte mig tryg. Og her var der folk som mig. Folk der forstod mig folk der havde prøvet det samme som mig.

**

Jeg vågned pludselig og satte mig op. Det var mega mørkt. Jeg tog min hånd op til mit ansigt for at finde ud af om jeg havde åbnet mine øjne eller om jeg bare ikke havde åbnet dem. Jeg mærkede at jeg havde åbne øjne. ( kender i ikke den følelse at man vågner om natten og ikke ved om man har åbne øjne eller ej?)

Jeg følte mig frem for at finde en stikkontakt eller en væg eller bare noget. Men jeg kunne ikke finde noget. Jeg kravlede lidt. Gulvet var vådt og koldt. Jeg måtte være nede i en kælder. Jeg fandt endelig en væg den var is kold. Mine hænder var så kolde og jeg var så forvirret. Hvor var jeg. Jeg fik med noget besvær rejst mig op mine ben var slappe og føltes som om de kunne knække sammen under mig når som helst det skulle være. Jeg gik med rystende ben langs vægen der var lavet af beton. Min hånd strejfede noget meget koldt og jeg stoppede hurtigt op. Jeg fik min hånd til at køre tilbage langs vægen. Det var rimfrost nyt og mega koldt. Med det samme fik jeg kun en person i tankerne. LOUIS. Hvor var han. Det måtte være ham det måtte det bare være!!

Jeg ville råbe efter ham men jeg kunne ikke min hals var helt tør og jeg mærkede en smerte ned gennem min hals. Det var en brandene fornemmelse og det gjorde så ondt.

Det var en lille stribe af rimfrost som om at personen der havde lavet den gik med en finger der strejfede væggen. Jeg fulgte den men det var som om at den bare fortsatte i uendeligheder. Men jeg havde heller ikke noget overblik over hvor jeg var. Fordi det var så mørkt.

------------------------------------------------------

Til at starte med vil jeg altså lige sige tak for alle de visninger det betyder virkelig meget. Og WOW 212 visninger tak. Så vil jeg sige undskyld fordi at jeg ikke har skrevet i noget tid men det er altså fordi at jeg går til drama. Og vi har en forestilling som vi lige havde premiere på så jeg har arbejdet hårdt med forestillingen hele ugen. Men nu er jeg tilbage ( jahhhh) og skal nok komme med et nyt kapitel hurtigst muligt.

Og endnu en gang tak til alle jer der læser den her. Det varmer. Og husk nu at smide et Like og en kommentar :)

XOXO

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...