Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1097Visninger
AA

1. 1

Jeg sad i min gamle slidte gyngestol og kiggede ud af vinduet. Jeg så menneskerne gå forbi på gaden. Nogle hurtigere end andre. Børn legede på gaden og hunde gøede. Jeg sad og tænkte på hvordan det måtte være at have et liv. Det måtte være fantastisk at kunne bevæge sig frit rundt. Det at kunne følge det at kunne mærke man var til det måtte være fantastisk. Jeg havde haft et liv. Lige frem et godt liv indtil den nat. NEJ! Jeg ville ikke tænke på den nat det var forfærdeligt at tænke på. Jeg kunne mærke hvordan jeg blev helt utilpas bare ved tanken. Det var 80 år siden nu. Og siden den aften er jeg ikke blevet ældre.jeg var stadig bare den 16 årige Juliet som altid. Jah bare kald mig sær. Du skal ikke ligge skjul på det. Fordi det er jeg. Jeg er en FUCKING særling! Men det rigtige ord om mig ville nok være et monster.

Jeg sad altid i min gyngestol. Og selv om at jeg ikke bryder mig om at sige der så tror jeg at jeg misundede dem lidt. Måske lidt meget. Jeg så alle de glade børn der sikkert ville vokse op og få børn der også ville få børn osv. Hvor jeg derimod altid ville Juliet den mutant der kunne læse andres tanker, løfte tinge ved tankenskraft og aldrig blev ældre. Jeg flyttede tit fra sted til sted for ikke at blive opdaget.

Men denne by var anderledes. Jeg kunne lide at bo her. Jeg talte ikke rigtig med nogle så jeg ikke knyttede mig til nogle. Det ville bare gøre det sværere at flytte igen. Men jeg var kommet til at holde af dem afligevel. Jeg havde stadig en menneskelig side i mig. Der altid så det gode i folk. Og de var jo søde for jeg kunne jo læse deres tanker. Og der var intet ondt gemt i dem.

**

Der var gået et på år siden jeg flyttede her til så nu skulle jeg flytte igen. Jeg havde pakket mine ting det kunne være i to kufferter. Det siger også lidt om hvor lidt jeg havde. Jeg tog en kuffert i vær hånd og gik ud af døren. Jeg gik langs gaderne med de to kufferter i hænderne. Jeg kunne mærke folks blikke på mig det var ikke rart. Det var ubehageligt med alle de blikke rettet mod mig. Det var jeg ikke van til. Jeg plejede altid at holde mig i baggrunden. Så folk ikke lage mærke til mig. Det lå i min natur at holde mig i baggrunden sådan havde jeg altid været. Selv... Jah selv før den aften..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...