Inspiration

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 12 apr. 2014
  • Status: Færdig
En novelle om at forsøge at gøre sig selv fri og samtidig være desperat efter inspiration. Eller noget.

16Likes
10Kommentarer
334Visninger

1. -

Inspiration

 

Jeg har ikke flere ord nu. Jeg har ikke haft flere ord nu i mange dage. Det har været en uge siden sidst. Nej. Nej, nej, nej. Ikke mere. Du er ærefuld. Du er stærk. Du er en helt. Du lyver for dig selv. Jeg slår mit hoved ned i bordet, da det sidste går op for mig. Jeg ser på mit mørke spejlbillede i kaffen. Det er naivt at tro, at kaffe fungerer ligeså godt, men det er efterhånden en stædig overbevisning, jeg holder fast i, som religiøse holder fast i deres religion. Jeg har brug for den. Men ligesom alle andre hedninge og syndere, gnaver tvivlen alt for dybt i mit sind, og jeg ved, jeg tager fejl.

 

Med en hidsig bevægelse slår jeg ud med hånden og kruset flyver mod gulvet, hvor det med et gigantisk brag splintres i flere stykker, end jeg gider at samle op. Jeg udstøder en lavmeldt klagen og ser med et suk på kruset. Jeg var faktisk glad for det krus.

 

Jeg kigger tilbage på skærmen. Mit lille vredesudbrud fik adrenalinen til at pumpe i min krop. Note til mig selv: adrenalin slår koffein. Men ikke... Mit blik flimrer kort til højre, men jeg nægter at dreje mit hoved. I stedet fokuserer jeg igen på skærmen. En ligegyldig sætning bliver til en følelse, der bliver til begyndelsen af en historie. Og nu har jeg 233 ord.

 

Jeg kigger til højre for mig. Jeg åbner skuffen. Og der ligger det, helt som det skal. Det er der endnu. Bekræftelsen er nok for mig, så jeg lukker med et smil, jeg ville ønske, jeg ikke havde, skuffen igen og vender tilbage til mig skærm og taster videre. Ordene flyver henover siden, og jeg kan ikke huske sidst, jeg skrev så meget, der gav mening.

 

Løgn, løgn, løgn. Det kan jeg godt. Det var i torsdags. I torsdags. Mit hjerte synker dybt ned i maven, og jeg får svært ved at trække vejret. Før de... Nej. Jeg må skrive. Jeg skæver endnu engang til skuffen på min højre side og åbner den. Det er ikke nok at se det. Jeg må røre ved det. Jeg tager det op og lægger det på bordet ved siden af mig.

 

Du er ærefuld, du er stærk, du er en helt. Jeg er en løgner. Det tog mig, hvad? En time. En time fra mit sidste indfald af "Jeg kan gøre det!" og "Jeg bliver god nu!" før jeg endnu engang står tilbage, med den blotte sætning: Jeg er en løgner. Jeg er uden ære. Jeg er svag. Og jeg svigter alle, der tror godt om mig.

 

Jeg lader forsigtigt min venstre pege- og langfinger køre hen over dankortet, der ligger på mit skrivebord. Jeg troede, jeg var fri. Jeg sukker. Mit holdning der de sidste par dage har været så rank er nu helt faldet sammen igen.

 

Men der er noget inden i mig. Et skummelt smil og et bankende hjerte, der føler sig levende, som det ikke har gjort siden torsdag. Jeg tager dankortet op mellem mine fingre og stryger det over min kind.

 

Den følelse af liv jeg troede, jeg aldrig skulle føle igen.

 

Jeg skubber min computer lidt væk og ser på det. Jeg rækker ud efter det, men tøver i luften. Min fingre danser hen over det. Jeg har lyst til at skrige. Stop! Stop! Hvorfor gør du det? Men jeg gør det. Jeg gør det alligevel.

 

Jeg tager posen og dens hvide indhold og hælder det ud foran mig. Jeg deler det med mit dankort op i to lige store baner, som jeg gennem en sammenrullet halvtredser sniffer op i næsen. Først det ene så det andet.

 

Jeg ved, at i morgen vil føles som fredag igen. Og at den seneste uges pinsler har været for ingenting nu.

 

Men i det mindste har jeg fået skrevet næsten 700 ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...