Helt hvidt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2014
  • Status: Færdig
- Der er ingen der vil have dig. Tænk hvis dine veninder pludselig sagde det til dig. - Du er så ulækker. Eller din drømme fyr sagde dette. Ville du også få tanken: "Måske er det bedst hvis jeg slet ikke er her."

0Likes
0Kommentarer
109Visninger

1. Helt hvidt

 

Helt hvidt

”Jeg kan godt forstå at han dropper dig, hvis du blødte, det er jo klamt” siger Tine. De andre piger ser nikkende på mig og jeg får en klump i halsen. ”Men det gør de fleste piger efter deres første gang,” min stemme ryster af usikkerhed og vrede. ”Jeg gjorde ikke” konstatere Tine. ”Heller ikke mig” siger Mia. ”Det er kun sådan nogle som dig der gør det” slutter Krista. Jeg vender mig om og går ind til festen igen. ”Ja gå du bare ind efter din kæreste. Når nej, sådan en har du jo ikke” Råber Tine efter mig. ”Ingen vil have dig” råber Krista og de bryder ud i et kæmpe fnis. Inde i stuen er der fyldt med mennesker, men jeg får hurtigt øje på ham. Det gør jeg altid. Han står med en anden pige. De står meget tæt. Alt for tæt. Jeg når lige at skubbe ham til side inden de kysser. Jeg holder fast i hans arm, så han ikke falder. ”Hvad laver du, sagde jeg ikke, du skulle holde dig væk” siger han og river sin arm til sig. ”Simon, hvem er hun” spørg pigen bag mig. Simon ser på mig som er jeg det værste i verden. ”Simon, jeg skal snakke med dig” jeg lyder både grædefærdig og vred på samme tid. Han vender sig om og går ud af hoveddøren. Jeg skynder mig at løbe efter ham i mine høje stiletter.

Han går med hurtige skridt ned igennem parken. Det går så hurtigt, at jeg smider mine stiletter for at kunne følge med. Han går helt ned til stranden og sætter sig på en bænk. Jeg stopper op foran ham. Solen er begyndt at lyse fra vest. Sandet er koldt og det blæser en del. Simon ser op på mig. ”Er du ked af det” spørg han. Mit hjerte dunker som en gal. Den havde jeg alligevel ikke set komme. Jeg nikker, det kan jo være at han vil trøste mig. Simon trækker en lille pose med noget hvidt i op af lommen. ”Hvad er det” min stemme lyder skinger i halvmørket. Simon +sætter sig i det kolde sand og hælder det hvide stas ud på bænken. Han samler det hvide så det ligger i en lang lige linje. ”Se her” han bøjer sig ind over bænken og suger det hvide op igennem næsen. Han læner sig bagover og ser op i himmelen. Han snøfter lidt og smiler. ”Du får det meget bedre” siger han og kaster en anden pose med hvidt stas i til mig. ”Hvad er det” høre jeg mig selv spørge igen. Simon ser på mig som er jeg idiot. ”Mel? Hvad fanden tror du selv” hans stemme får mig til at kaste mig ned i sandet med posen i hånden. Hans øjne betragter mig nøje, da jeg prøver at ligge det hvide så fint op som ham. Jeg tøver lidt og ser skræmt ned i mine hænder der ligger i mit skød. ”Kom nu! Tør du ikke eller hvad” lyder det hårdt fra Simon. Jeg tager en dyb indånding og bukker mig ned og sure det hvide narko op igennem det ene næsebor. Jeg ser op og prøver at smile. Simon smiler lusket til mig. Han skubber mig stille ned i sandet og knapper mine bukser op. "Du er bare så dejlig Iben” hvisker han i mit øre. Jeg smiler over hele hovedet og får helt lyst til at grine. Jeg kan mærke Simons tunge krop oven på min. Han bliver pludselig til to, fire og seks. Min mave krummer sig sammen og ud af min mund, laver mit seneste måltid et klumpet og brunligt comeback. Simon rejser sig forskrækket op og børster bandende det brune væske af sit tøj. ”Føj hvor er du ulækker, øv,, han bander og kaster en sten efter mig ,,øv hvor er du ulækker.”

Jeg sætter mig tumlende op i sandet og ser forvirret rundt. Simon er begyndt at gå op igennem parken. ”Bliv her, vi skal da gøre det færdigt” råber jeg hæst efter ham. ”Fandme nej” lyder det oppe fra parken. Jeg rejser mig langsomt op og støtter mig til bænken. ”Du er så fucking klam,, råber jeg og falder hulkende ned på knæ i sandet ,, du er så fucking klam” jeg gentager det flere gange, til jeg ikke kan se ham mere. ”Du er så fucking dejlig” hvisker jeg for mig selv, og lader tårende trille ned af kinderne på mig. Solopgangen puster langsomt mørket væk, og lader dens stråler varme min kølige krop. Jeg går op i parken og finder mine stiletter, som jeg havde smidt for at løbe efter ham.

Der hjemme sidder mor sovende i sofaen, med hendes mobil i hånden. Hendes øjne åbner sig, da jeg prøver at tage mobilen fra hende. Først ser det ud til at hun vil smile, men smilet ændre sig hurtigt til vrede. Hun river mobilen til sig og rejser sig hurtigt op. ”Hvor har du dog været” hun ser rystende på mig, som skal hun til at græde. Hun taber sin mobil ud af hænderne og sætter sig ned på kanten af sofaen. Mit hjerte banker som en gal. Hvad sker der? Er der noget galt? Hun plejer aldrig at stoppe med at skælde ud på den måde, eller så hurtigt. Hun plejer at skælde ud i flere timer, også når jeg går irriteret ind på mit værelse. ”Mor” får jeg fremstammet. Mor ser ikke på mig. ”Jeg troede ikke at din far var i stand til at kunne opdrage, så jeg tog dig til mig. Men jeg tog åbenbart fejl.” Hun kører sine hænder igennem hendes korte brune hår, så man kan skimte hår i hendes armhule. Jeg har altid syntes at det var klamt når hun ikke barberede sig under armende. Men nu var det lige meget, helt naturligt. ”Mor jeg elsker dig jo” prøver jeg og ligger en hånd på hendes skulder. Mor ser endelig op på mig, ”vil du godt lade vær med det” hendes stemme lyder så fremmed. Jeg skynder mig at fjerne min hånd igen. ”Du ryger, du drikker, du gør lige hvad der passer dig og lader mig sidde her hjemme, pisse bekymret og bange for hvad du mon kunne finde på. Du skider på hvad jeg siger Iben. Du er jo ligeglad med mine regler. Det kan ikke blive anderledes end du må ud til din far og bo” mors stemme knækker i den sidste sætning. ”Jamen det vil jeg ikke” siger jeg og ser skræmt ned på min mor. ”Men sådan bliver det og der går langtid før vi to skal se hinanden igen” mor rejser sig og går. Jeg kan høre hende gå op af trapperne i raske trav.

Jeg åbner badeværelsesskabet og læser på alle de små pakker. Det er jo rigtigt det hun sagde. Jeg har gjort hvad der passer mig. Hver gang hun var blevet sur, var det jo mest fordi at hun var bekymret. Hun skældte jo ikke ud uden nogen grund. Jeg åbnede pakken og hældte en masse hvide piller ud i min hånd. Simon syntes at jeg er ulækker. Både fordi at jeg brækker og bløder ud over ham. Hvorfor er jeg også så kikset? Det er også derfor at Tine ikke vil godkende mig i hendes vennekreds. Jeg er bare alt for grim og kikset. Og Krista har nok ret. Der er ingen der vil have mig. Slet ikke min egen mor. Far gider mig nok heller ikke. Jeg ser mig i spejlet. Jeg er også grim og faktisk også ret tyk. Pillerne bliver tunge i min hånd. Måske er det bedst hvis jeg slet ikke er her. Jeg tæller, ”ein, zwei, drei” som jeg har lært i tysk. Min mund bliver fyldt op med en bitter smag og skyllet hurtigt ned med vand. Først hoster jeg hvidt væske op. Hosten bliver til et kæmpe anfald, som om det onde har overtaget min krop. Der bliver banket på badeværelsesdøren ”Hvad sker der” lyder det ude fra gangen. Det er mors velkendte bekymrende stemme. ”mor jeg” fremstammer jeg, men når ikke at sige mere, da et nyt hosteanfald overtager min krop. Mor begynder at hamre på døren og jeg krummer mig sammen på badeværelsesgulvet. Døren går op og hamre mod væggen. ”IBEN” råber mor. Alt bliver helt hvidt.

 Se, det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde. Og se lige min mor!

 

Marie Rohde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...