Et frossent hjerte

Elsa har overtaget sin retmæssige plads på tronen, og da hendes nitten års fødselsdag oprinder, skal det fejres med et fantastisk show! Men noget går grueligt galt - Elsa kan ikke tø sin is op! Den kærlighed, hun førhen brugte til at tø, er væk! Kærlighed til sin søster og land er ikke længere nok, og da hun opsøger troldene for at få hjælp, fortæller de hende, at hun er nød til at elske et andet menneske, ligesom hendes søster har lært det. Men hvem kan dronningen af is lære at elske?

72Likes
72Kommentarer
4657Visninger
AA

6. Snestormen i Juli

Sneen lå tykkere og tykkere. Folkene i Arendal begyndte at fryse, og flere og flere vendte sig mod Elsa. Tre dage efter Jacks besøg, opsøgte Anna Elsa. Elsa stod i tårnværelset og så med tiltagende rædsel på byen udenfor vinduerne. Ingen vågede sig ud i det isnende vejr, bortset fra dem, der var nød til det. Anna bankede forsigtig på døren.

   "Elsa?" Elsa krympede sig ved lyden af sin søsters stemme.

   "Ja, Anna?" Anna kom langsomt gående ind. Anna lagde en hånd på Elsas skulder.

   "Jeg... Elsa, jeg er ked af at sig det, men..." Hun tog en dyb indånding og slog blikket ned. "Måske ville det være bedre, hvis du forlod byen i nogle uger..." Elsa så på sin søster med et bange blik. Ikke at hun ikke havde forudset at dette ville ske, men hun havde håbet, at det ikke var Anna, der skulle fortælle hende det. Elsa nikkede.

   "Ja... Du har sikkert ret..." Hun vendte sig mod døren og begyndte at gå. Hun strøg sig selv over armen og bed sig i læben.

   "Elsa, vent!" Elsa stoppede, og Anna kom gående hen til hende.

   "Du er nød til at høre resten. Det er ikke min beslutning. Det er folkene i Arendals... Vinteren vil tø op på et tidspunkt, den er ikke som sidste års... Men... De har ikke tiltro til dine evner." Elsa spærrede øjnene op. "Flertallet vil først have dig tilbage, når du har kontrol over dine evner. Beklager." Tårerne vældede op i Elsas øjne. Hun stak i løb væk fra sin søster. "ELSA! VENT!"

 

Sneen fulgte hendes skridt gennem skoven, forgrenede sig og spredtes over jorden. Elsa løb gennem det stejle terræn. Isslottet stod stadig på fjeldet, så hun havde i hvert fald ét sted at gå hen. Efterhånden som hun kom længere og længere væk fra byen, begyndte flere og flere træer at stå med blade. Hun gjorde sit bedste for ikke at fryse dem, og enkelte gik da også fri - for nu.

   Sneen faldt hurtigere og hurtigere. Snart kunne hun ikke se en hånd for sig. Elsa anede ikke hvilken vej hun gik. Bange løb hun i det, hun regnede med var ligeud. Hun prøvede at få kontrol over sneen, men skræk og frygt forhindrede hende i at holde kontrollen.

   I det samme stivnede alle snefnug omkring hende. Uden for den "kuppel", der var blevet dannet omkring hende, raserede snestormen stadig.

   "TROR DU NU PÅ MIG!?" brølede en vred stemme. En silhuet kom gående gennem sneen. En fremstrakt hånd holdt kuppelen på plads. Jack Frosts hvide hår kom til syne. Hans klare blå øjne så hårdt på hende. Elsa tog fat om sine hænder.

   "Hold dig væk Jack! Jeg er far..."

   "Du er ikke farlig Elsa! Få det dog ind i dit hoved!" Hun så på Jack med store øjne. Ingen have før talt sådan til hende. Hun vendte ryggen til ham og slog armene om sig selv.

   "Hvordan kan du sige det? Se, hvad jeg har gjort - igen!"

   "Du har bare brug for træning." Hun mærkede en iskold hånd på sin skulder, og skulle til at trække sig væk, da Jacks ansigt kom til syne ved siden af hende. I den anden hånd holdt han sin stav.

   "Elsa, vil du ikke nok lade mig træne dig?" Hun vendte sig væk fra ham. "For dit folks bedste?"

   "Hvad ved du om mit folks bedste?" spurgte hun grødkvalt. "De kan kun blive frelst hvis jeg forsvinder."

   "Elsa, det passer jo ikke. De har brug for dig. Hvem skal ellers styre landet? Din søster, Anna? Vil du virkelig overlade ledelsen til et barn?"

   "Anna er ikke et barn. Hun er atten, og er gift."

   "Lyt nu til mig, i stedet for at lukke mig ude!" Deja-vu. Var det ikke noget af det samme, Anna havde sagt til hende? "Jeg kan lære dig at styre dine evner. Hvor mange gange skal jeg sig det? Jeg vil gerne hjælpe dig." Elsa skubbede ham væk fra sig.

   "Alt hvad du vil er at hjælpe dig selv!" Han tog fat om hendes hænder. Hun gøs. Hvorfor var hans så kolde?

   "Du kender mig jo slet ikke!" Hun lukkede øjnene. Hun holdt en hånd op for hjertet, og trak derved hans med. "Jeg vil gerne hjælpe dig. Hvorfor er du så fjendtlig over for mig?" Hun tøvede.

   "Jeg... Det rager ikke dig!" Hun stak i løb væk fra ham.

   "ELSA!" Hun hørte Jack råbe efter hende, men hun fortsatte bare ind i den evindelige sne. Hun løb og løb, indtil hun nåede den ødelagte bro, der engang havde ført op til hendes isslot. Hun spredte armene mens hun løb, og trappen blev gendannet mens hun løb. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Hun skyndte sig ind i slottet og smækkede dørene efter sig. Hun lod sig glide ned ad væggen, og lod tårerne få frit løb. Alt imens spredtes isen i slottet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...