Et frossent hjerte

Elsa har overtaget sin retmæssige plads på tronen, og da hendes nitten års fødselsdag oprinder, skal det fejres med et fantastisk show! Men noget går grueligt galt - Elsa kan ikke tø sin is op! Den kærlighed, hun førhen brugte til at tø, er væk! Kærlighed til sin søster og land er ikke længere nok, og da hun opsøger troldene for at få hjælp, fortæller de hende, at hun er nød til at elske et andet menneske, ligesom hendes søster har lært det. Men hvem kan dronningen af is lære at elske?

72Likes
72Kommentarer
4668Visninger
AA

17. Ondskab

Vinteren tøede hurtigt, da først Elsa vendte tilbage til Arendal. Anna prøvede flere gange at få hende ud af slottet, så hun kunne vise folket, at hun havde det fint - men sagen var, at hun slet ikke var okay. Langtfra.

   Elsa var knust over Jacks død. Hun kunne se søen fra sit vindue på slottet, og håbede hver eneste dag, at Jack ville komme tilbage. Efterhånden som tiden gik, sygnede hun mere og mere hen. Hun sad hver dag i vindueskarmen, og så ud over fjorden. Skibe sejlede forbi og forlod havnen, og hun håbede af en eller anden grund, at hun en dag ville se Jack uden for vinduet.

   "Elsa?" Anna kom ind. Hendes søster så et øjeblik tomt på hende. Så stirrede Elsa igen ud af vinduet. Anna sukkede og kom lidt ind i rummet. Hun åbnede munden, tøvede lidt. "S... Skal vi ikke lave en snemand?" Elsa så på hende og rystede på hovedet.

   "Nej, Anna."

   "Okay..." Anna satte sig med ryggen mod væggen, lige under det sted, hvor Elsa sad i vinduet. Anna vippede lidt med fødderne. Efter et kvarters tid, kom Olaf pilende ind.

   "Elsa! Elsa!" Han standsede pustende op midt på gulvet, skubbede næsen på plads. Han tog en dyb indånding. "Ham din kæreste står og venter på dig nede i forhallen!" Anna og Elsa så lamslåede på snemanden. Han så på dem med store øjne. "Skal du ikke ned og sige hej?" Elsa styrtede ned fra vindueskarmen, hun stormede ud på gangen. Olaf så på Anna. Han fik en koncentreret udtryk i ansigtet. "Jeg syntes altså, at der var noget, jeg burde huske... Nå, det går jo nok!"

 

Olaf havde sikkert ment, at Jack stod nede i forhallen, men Elsa kunne ikke se ham. Folk besøgte slottet dagligt, turister, lokale, mange. Hun vinkede åndsfraværende til dem, mens hun skyndte sig rundt i hallen. Pludselig fløj en isnende vind ind, ruskede i hud og tøj. Elsa skærmede sig med armene, da en snebyge føj ind blandt vinden.

   "Dronning Elsa!" udbrød en buttet dame. "Er det Dem, der gør det her?!" Elsa rystede på hovedet.

   "ELSA!" brølede en stemme udenfor. En kuldegysning løb ned over Elsa - det var Jack! Hun løb udenfor.

   Dér, nogle meter over luften, svævede Jack - eller, i det mindste en parodi på Jack. I stedet for det dejlige snehvide hår, var det nu kulsort, blankt og glat. Hans venlige blå øjne var arrogante og gulorange. Hans arme var lagt over kors, hans stav var meget mørk.

 

"Jack?" spurgte hun vantro. Sorte skygger gled blidt fra hans hænder. Elsa krympede sig.

   "Der var du!" Han landede faretruende tæt på hende, der var kun en ganske tynd barriere af luft mellem dem. Sort tåge (eller var det damp?) strømmede væk fra ham. "Jeg har ledt efter dig," hvislede han. Elsa fik gåsehud.

   "Jack... Hvad er der sket med dig?" Han smilede ubehageligt til hende.

   "Efter du spærrede mig inde under isen, lå jeg længe i mørket. Det ændrede mig. Første gang, jeg lå under isen, gjorde månen mig til isens ånd." Han lo koldt. "Den prøvede at få mig op... Men nej. Den forrådte mig. Jeg valgte det ondes side..." Han lænede sit ansigt helt hen mod hendes, deres næser rørtes næsten. Elsa snappede efter vejret. "Og jeg er vild med det!"

   "Hvad vil du med mig?" bed hun, men hendes stemme lød nu mere rystende og bange.

   "Hm," smilede Jack. "Jeg vil ha' Arendal." Hun hævede øjenbrynene.

   "Arendal? Vil du være konge?" Jack trådte væk fra hende, han lo en hjertelig kold latter.

   "Åh, nej, himlen forbyde det! Jeg vil bare have mit eget lille snerige. Det er alt. Fryse hvert et menneske og dyr ned!" Elsa slog hænderne op for munden, da erkendelsen løb gennem hende. Hun vidste, hvad hun måtte gøre.

   "Beklager, Jack, men det kan jeg ikke tillade." Han så vantro på hende.

   "Kære Elsa, hvor er du sød - du tror at jeg beder om dit rige." Han lo. Så så han alvorligt på hende. "Det kommer ikke på tale." Han slog ud med sin stav, og sne og is fór imod hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...