Et frossent hjerte

Elsa har overtaget sin retmæssige plads på tronen, og da hendes nitten års fødselsdag oprinder, skal det fejres med et fantastisk show! Men noget går grueligt galt - Elsa kan ikke tø sin is op! Den kærlighed, hun førhen brugte til at tø, er væk! Kærlighed til sin søster og land er ikke længere nok, og da hun opsøger troldene for at få hjælp, fortæller de hende, at hun er nød til at elske et andet menneske, ligesom hendes søster har lært det. Men hvem kan dronningen af is lære at elske?

72Likes
72Kommentarer
4681Visninger
AA

15. Jægere

I forhold til kulden var smerten ingenting, men den var alligevel noget. Hovedet dundrede og skreg og kaldte på bevidstløsheden, men nu var han endelig vågnet, og nægtede at falde hen i mørket igen.

   Jack åbnede svagt øjnene. Olafs gigantiske gulerodsnæse var det første, han så. Jack kæmpede sig under højlydt smerteklagen op på albuerne. Han lagde hovedet tilbage, det gjorde ondt som ind i Helvede, og så på det sted, han var faldet fra. Det var en under, at han ikke var død. En knugende smerte fik ham til at krumme sig sammen. Den udsprang fra hjertet, som om den livsvigtige muskel trak sig sammen som en svamp. Efter pustende at have genvundet vejret og kontrollen over kroppen, kæmpede han sig op at stå. Han støttede sig til væggen. Hele den store forhal svimlede og drejede rundt. Han gled ned på jorden igen, men sad i det mindste op denne gang.

   "Er du okay?" lød Olafs stemme. Jack åbnede øjnene en smule. Snemanden lagde et tæppe over hans skuldre, og Jack trak det taknemmeligt ind mod sig.

   "Nej... Men jeg er ved bevidsthed. Et stykke tid endnu..." Olaf dumpede ned ved siden af ham og lagde træhænderne på snefødderne. Et stykke sad de og gjorde ingenting. Jacks hjerne arbejdede på højtryk for at huske, han havde glemt alt for meget. Det, han havde fortalt Elsa om sin oprindelse, var kun det, månen havde tilladt ham at sige. Han havde husket alt fra før, men nu... Det hele var væk. Han var helt blank. Hans egen lille kopi af Olaf kom slæbende med den ene del af hans stav. Jack tog den op i hånden og så på den. Han sukkede. Den kunne sættes sammen igen. Olaf rakte ham den anden del. Jack pressede de to dele mod hinanden, og med en kraftanstrengelse, der bestemt ikke var god for ham, blev de to dele fastgjort til hinanden med is. Han faldt sammen med et lille klagende støn.

   Hans hoved eksploderede kortvarigt, da de to hovedporte blev sparket op. Soldater kom løbende ind. Da de fik øje på ham, kom to af dem over til ham. De pegede spyd mod hans hals.

   "Hvem er du, og hvad laver du her?" Olaf åbnede munden for at sige noget, men Jack lagde en hånd for hans mund. Jack rejste sig op, ignorerede de konstante faresignaler, hans krop udsendte, og så soldaten ind i øjnene med et skævt smil.

   "Mit navn er Jack Frost. Jeg er vinterens ånd, og den, der skaber is og sne." En af soldaterne fnøs.

   "Lad være med at lave numre med os, knægt."

   "Undskyld. Hvad laver I selv her?" Den fnysende soldat så arrigt på ham, men hans makker lagde en hånd på hans skulder.

   "Slap nu af. Han er tydeligvis bare en træt rejsende, der har fundet læ for stormen i dronningens palads."

   "Men hvorfor har hun så ikke smidt ham ud?" I det samme lød en stemme:

   "Dronningen befinder sig ikke på slottet!" Soldaterne så på hinanden. Jack støttede sig til sin stav, hans ben truede voldsomt med at svigte.

   "Hvorfor er I her?" spurgte han igen.

   "Vi leder efter dronningen. Hun skal uskadeliggøres," sagde den rare soldat. "Så kan vinteren endelig stoppe for sidste gang!" Tankerne fór igennem Jacks hoved, gjorde bare smerten værre. Så lettede han, til soldaternes store forundring og skræk, og fløj ud gennem et vindue højt oppe.

 

Hans flyvning havde, mildest talt, været bedre. Vinden rev ham ud af balance så let som ingenting, hans syn svigtede, smerten i brystet dunkede truende, og han kunne mærke varmt blod løbe ned ad sin nakke. Alligevel tvang hans sig selv gennem snestormen.

   Han havde været ved troldene, der havde sagt, at hun var fortsat mod Dybesø. Midt i søen lå en isoleret ø. Ingen kunne komme derud, med mindre vandet var frosset helt til is. Jack landede ved Dybesø. En smal is tange strakte sig ganske rigtigt fra kysten til stranden på øen, der allerede var dækket af sne. Intet slot tårnede sig op, ingen fæstning bad folk holde sig væk. Men stormens øje var lige over øen. Jack svajede i vinden og strammede grebet om staven. Han havde ikke fløjet hurtigt, soldaterne kunne være der når som helst!

   Med skælvende ben slæbte han sig over tangen. Takket være hans kræfter, brød den ikke sammen under ham, men flere gange var han ved at falde til siden. Da han endelig nåede øen, var soldaterne dukket op fra skoven på den anden side. Der var flere hundrede meter imellem, men han havde frosset tangen ekstra meget, så den ikke ville lade ham falde i søen. Han så tilbage mod soldaterne, sorte pletter var ved at dukke op i kanten af hans syn. Jack kæmpede sig videre ind på øen.

   "Elsa..." prøvede han at kalde højt, men hans stemme druknede i et vindpust, og han faldt ind mod et træ. "Elsa..." Han gøs, da kulde kravlede ind over ham. Han så på sine hænder. Selvom hans hud var bleg, var dette latterligt. Hans negle var dækket af et tyndt lag is, som også var på vej ned ad hans arme. "ELSA!" råbte han højt. Vinden havde nær væltet ham omkuld.

   Soldaterne var på vej, han kunne høre dem, og fortsatte derfor ind i skoven. Hvor kunne hun være?

 

Midt på øen lå en stor bunke klipper og sten. En ganske lille åbning viste vej ind til en hule. Jack smilede lettet. Han klemte sig ind gennem åbningen, og nåede til en rimelig stor hule. Gulve og vægge var dækket af forstærkende is. Jack samlede alle sine kræfter og fortsatte ind.

   "Elsa..." Han blev overrasket over, hvor svag hans stemme egentlig var. Udenfor kunne han høre soldaterne råbe. Han gemte sig bag en klippe, så de ikke kunne se ham.

   Omkring halvtreds soldater myldrede ind. De fleste havde spyd eller sværd, men enkelt havde harpuner. Jack så rædselsslagent på de mange våben. De ville virkelig dræbe Elsa? Nej. Ville de virkelig dræbe hans Elsa?

   Ja, hans. I det øjeblik gik det op for ham, at han rent faktisk elskede Elsa. Virkelig elskede. Og han ville beskytte hende, for enhver pris!

   Fem af soldaterne blev klynget op mod væggen af en "isdyne". De sad fast og tabte deres våben. Elsa kom frem fra en anden åbning, der sikkert førte dybere ind. Hun slog ud med armen, og flere spyd blev kappet midtover, mens deres ejermænd blev låst inde i is til halsen. Men Elsa havde ikke set armbrøsterne. De havde gemt sig i skyggerne, ligesom Jack, og ventede på det rigtige tidspunkt. Jack sendte diskret is hen mod dem, og de blev skubbet ud i lyset. Elsas is var straks over dem. Jack havde aldrig set nogen kæmpe sådan. Den ene efter den anden blev låst inde i is af en eller anden slags. Da hun endelig lod dem flygte, skulle Jack til at træde frem. Elsa vendte sig om - derfor så hun det ikke.

   En enkel armbrøst var endnu tilbage. Han gik lydløst frem og gjorde klar til at skyde. Jack så pilen før Elsa. Han svang staven. Skjoldet fór op lige bagved Elsa. Pilen borrede sig ind i isen. Elsa vendte sig forskrækket om.

Jack lavede nogle hurtige bevægelser, og... Soldaten blev slynget ud af hulen med sådan en kraft, at hans kammerater udenfor stak i løb væk. Elsa så på Jack.

   "JACK!" udbrød hun. Hendes skræmte ansigt lyste op i et smil. Jack smilede træt til hende. Hun kom løbende hen mod ham. Det var det sidste, han så, før den evindelige smerte tog over, og han faldt livløs til jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...