Et frossent hjerte

Elsa har overtaget sin retmæssige plads på tronen, og da hendes nitten års fødselsdag oprinder, skal det fejres med et fantastisk show! Men noget går grueligt galt - Elsa kan ikke tø sin is op! Den kærlighed, hun førhen brugte til at tø, er væk! Kærlighed til sin søster og land er ikke længere nok, og da hun opsøger troldene for at få hjælp, fortæller de hende, at hun er nød til at elske et andet menneske, ligesom hendes søster har lært det. Men hvem kan dronningen af is lære at elske?

72Likes
72Kommentarer
4681Visninger
AA

8. Hvem er Jack Frost?

"Jeg ved ikke, hvor længe jeg var der nede. Mørke. Det er det første, jeg husker. Det var mørkt, det var koldt, og jeg var bange. Men så... Så så jeg månen... Den var så stor, og den var så lys! Jeg mærkede is knække omkring mig. Månen så ud til at jage mørket væk. Kold frossen luft trængte ned i mine lunger. Og da månen faktisk jog mørket væk... var jeg ikke bange mere... Jeg blev løftet op i luften af usynlige hænder. Månen smilede klart til mig, og jeg blev langsomt sænket ned på tyk is. Hvorfor jeg er her, og hvad jeg er ment til at være..." Et suk lød blidt mellem væggene. "Det ved jeg ikke. Jeg så på mine hænder. De var blege og kolde, men det var som om jeg så dem for første gang. En del af mig undrer sig over, om jeg nogensinde finder ud af, hvordan jeg endte under isen. Jeg så på månen igen. Trådte et skridt på isen, min ene fod gled fremad. Jeg lo kort. Så mig omkring, mens jeg fortsatte lidt hen ad isen.

   Min fod ramte noget hårdt. En lang stav af en slags. Jeg prikkede til den med foden, og is begyndte at fryse barken til. Jeg bøjede mig ned og samlede den op. En hvislen var den eneste advarsel, før is skød ud af staven og lavede isblomster på den allerede tilfrossede sø. Jeg så forundret på staven. Jeg lod staven røre et træ, og is voksede straks frem. De forgrenede sig, blomstrede. Jeg rørte det. Det var koldt, men generede mig ikke så meget. Jeg så forundret til, mens min første is bredte sig. Jeg lod staven røre et andet træ, og det samme skete der. Beruset af glæde løb jeg hen til den frosne sø, jeg lod staven glide bag mig, og dannede et tæppe af iskrystaller. Selvom jeg gled og snublede på det glatte underlag, mindedes jeg ikke nogensinde at have haft det så sjovt! Jeg lo højt, og undredes over at ingen kom for at se, hvor larmen kom fra. Men alt det var lige meget. Jeg fremtryllede istæpper på træerne, løb over isen - og lige da jeg troede, det ikke kunne blive mere fantastisk, rev en kold vind mig op i himlen. Men jeg faldt ikke ned.

   Jeg svævede med udstrakte arme flere meter over jorden. Forskrækket så jeg ned. Så faldt jeg. Gennem grene og træer, ned og ned og ned, indtil jeg ramte en særlig stor gren. Jeg klamrede mig fast, forundret over hvad der var hændt mig.

   Jeg fløj videre til en landsby. Folk gik rundt mellem hinanden, smilede og lo. Jeg sagde hej til dem, prøvede at komme i kontakt med dem - men ingen lod til at bemærke mig. Jeg prøvede at gå hen mod nogen, som også kom gående mod mig - men de gik igennem mig! Rædselsslagen løb jeg rundt mellem dem, prøvede at fange nogens opmærksomhed. Men ingen så mig..."

Jacks "stemme" forsvandt. Hun så på ham. Han lå ubevægelig i sengen. Den stakkel. Tænk sig, ikke at kunne huske noget af sin fortid - på den anden side, så var fortiden ikke altid rar at huske. Elsa skulle til at ruske i Jack, men hendes hænder stoppede lidt fra ham. Han lå helt stille. Var han... Hun rystede på hovedet. Hun ruskede blidt i ham.

   "Jack? Jack, vågn op. Vågn nu op. Jack? Jack?" En klagende lyd, så åbnede han øjnene. Elsa smilede lettet. Han så elendig ud, men han var ikke død. "Jack, du er nød til at komme ned til Arendal. Ellers..."

   "Jeg dør ikke..." mumlede han med dyster mine. Elsa så forvirret på ham. Han tog en dyb indånding. "Jeg døde under isen." Elsa trådte væk med et dæmpet skrig. Ånd... Selvfølgelig! Hvordan kunne hun være så dum?! En kuldegysning løb over Jack, og han begyndte at ryste igen. Elsa sank en klump. Det ville ikke være så smart at hjælp en ånd... ville det? På den anden side, så var han sandsynligvis den eneste i hele verden, der havde de samme evner som hende. En smertetrækning løb gennem Jack, han stønnede i smerte. Elsa trådte forsigtigt nærmere.

   "G... gør det meget ondt?" Jack smilede anstrengt.

   "Åh, nej, bare rolig. Hmp!" Han trak sig sammen i en kuldebølge. "Det her er fantastisk."

   "Nu ikke være næsvis, du! Jeg prøver at hjælpe."

   "Du er ikke ret god til det." Elsa lagde en hånd på hans pande. Han var alt alt ALT for kold! Hun lagde mærke til, at hans blik hvilede på hendes ansigt. Hun rømmede sig og gik væk fra ham.

   "Jeg ser om jeg kan finde noget du kan spise..." Hun havde smuglet mad op til slottet, bare for en sikkerheds skyld. Kulden holdt den frisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...