Et frossent hjerte

Elsa har overtaget sin retmæssige plads på tronen, og da hendes nitten års fødselsdag oprinder, skal det fejres med et fantastisk show! Men noget går grueligt galt - Elsa kan ikke tø sin is op! Den kærlighed, hun førhen brugte til at tø, er væk! Kærlighed til sin søster og land er ikke længere nok, og da hun opsøger troldene for at få hjælp, fortæller de hende, at hun er nød til at elske et andet menneske, ligesom hendes søster har lært det. Men hvem kan dronningen af is lære at elske?

72Likes
72Kommentarer
4718Visninger
AA

3. Endnu en evig vinter

Vinduet i værelset løg. Det var det nød til at gøre! Elsa så chokeret ud på det, hun endnu engang havde skabt. Is krøb langsomt hen over strandene, det kom fra skoven. Hun sank en klump og rettede ryggen. Hvordan kunne hun lade det ske - igen?! Elsa vidste, hvordan vinteren skulle tøs op, men det virkede ikke! Hendes kærlighed til Anna og folket var ikke stærk nok længere. Men hvilket kærlighed kunne hun tillade sig, ud over venskab? Selvom hun vidste, at Anna ønskede hende det bedste, havde hendes lillesøsters forslag om ægteskab været frygteligt. Elsa kunne lige forestille sig det.

   Hvis hendes følelser løb af med hende, hvad ville der så ikke ske? Selvom vredens is var stærkere end kærlighedens, så ville kærlighedens måske alligevel være farlig? Hun rystede tanken af sig. Hun ville aldrig gifte sig.

   Elsa sad på sit værelse. Skøjtebanen var heller ikke til at tø op. Elsa så på sine hænder. Måske skulle hun... prøve at tage handskerne på igen? Hun rystede på hovedet. ALDRIG! Handskerne ville aldrig komme på igen!

   Det bankede stille på døren.

   "Kom ind," sagde Elsa højt. Anna åbnede forsigtig de store døre. Hun så på dem, da de gik op.

   "Det er stadig nyt for mig," mumlede hun smilende. Hun så på sin søster og rettede ryggen. "Elsa, drengen, vi fandt i skoven, er ved at komme til sig selv. Pappi siger, at du godt må komme ind til ham." Elsa smilede og rejste sig op.

   "Mange tak Anna." Sammen gik de hen til det gemak, som de havde fragtet drengen ind i. Elsa vendte sig mod Anna. "Måske skulle du vente her." Anna nikkede og så lidt skævt til siden.

   Pappi vraltede ud ad døren, da Elsa kom ind, og lod dronningen være alene med drengen. Han lå i en stor himmelseng, omgivet af tykke dyner og tæpper. Elsa satte sig på hans sengekant. Hun så som fortryllet på hans hvide hår. Hans hud var lige så bleg som hendes, et tegn på at man var født af is og sne. Hun rakte forsigtigt hånden ud, og strøg hans pandehår væk fra ansigtet. Et par smukke blå øjne åbnede sig. Hun sprang forskrækket væk. Drengen drejede hovedet og så på hende. Han smilede, men ansigtet fortrak sig hurtigt i smerte, og han begyndte at hoste. Han satte sig op ved hjælp af sine albuer.

   "Hvor er jeg?" spurgte han hæst. Elsa trådte forsigtigt nærmere.

   "På slottet i Arendal..." Han så på hende, virkede lidt overrasket. Hun lagde armene om sig selv. Der var noget ved ham, hun ikke brød sig om.

   "Hvem er du?"

   "Dronning Elsa af Arendal. Hvem er du?"

   "Jack. Jack Frost." Elsa smilede skævt. Frost. Sikke et dejligt navn. Jack så ud af vinduet. Han rynkede panden. "Hvor længe har jeg være væk? Det var sommer da branden startede..." Elsa sukkede.

   "Kun et par timer, du..." Jack så sig pludselig forskrækket omkring. Han så ud til at lede efter noget. Han løftede puder og tæpper. Han så med skræk i blikket på Elsa.

   "Hvor er min stav?" spurgte han. Hun rynkede panden.

   "Stav? Al træ brændte op." Han tog sig til hovedet og begyndte at jamre.

   "Nej nej nej nej nej! Det er bare ikke sandt!"

   "Hvad?"

   "Uden min stav kan jeg ikke flyve!" Elsa hævede et øjenbryn. Så gik hun hen til ham og fik ham lagt ned.

   "Du slog tilsyneladende hovedet meget hårdt i branden. Hvil du dig hellere, og..."

   "Jeg har ikke slået hovedet! Uden min stav kan jeg hverken flyve eller sprede sne..." Han så igen ud af vinduet. "Hvordan er der kommet sne her? Jeg har jo ikke spredt det endnu." Elsa trådte væk fra ham.

   "Hvad mener du med, at du spreder sne?" Han så på hende.

   "Jeg er Jack Frost, vinterånden. Jeg skaber sne om vinteren, men... Det her er ikke min..."

   "Nej, det... det ved jeg..." Hun rettede sig op. "Det er min." Et øjeblik var de begge stille.

   "Du kan ikke lave sne. Det er umuligt for et menneske." Hun åbnede hånden, og en lille blomst af is og sne sprang op i luften. Jack så med store øjne på hende. Også han åbnede hånden, og lod en flok små snefnug danse rundt. De to så med store øjne på hinanden.

 

   "Jeg troede jeg var den eneste!" udbrød de samtidig. "Hvad?" De fortsatte med at tale synkront. "Jeg har aldrig mødt nogen som mig selv. Heller ikke mig! Stop det. Stop!" De tav begge to. Jack så på Elsa. Et øjeblik stirrede de bare ind i hinandens øjne. Så tog Elsa sig sammen. Hun påtog sig det kolde udtryk, der artede sig for en dronning.

   "Jeg beklager, Jack Frost. Men du må gå. Så snart dit ben er healet." Hun vendte sig om og gik hen mod døren. Jack stoppede hende.

   "Men uden min stav er jeg..."

   "Det er ikke mit problem. Det er svært nok at få stoppet den her sommer-vinter ting, uden endnu en med særlige evner, der render rundt!"

   "Dronning Elsa, hør på mig..."

   "Nej!" Hun vendte sig mod ham, iskrystaller kravlede hen ad gulve og vægge. Hun så vredt på ham. "Jeg beklager. Du må gå, så snart dit ben er i orden." Han så på iskrystallerne. Elsa vendte om og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...