Et frossent hjerte

Elsa har overtaget sin retmæssige plads på tronen, og da hendes nitten års fødselsdag oprinder, skal det fejres med et fantastisk show! Men noget går grueligt galt - Elsa kan ikke tø sin is op! Den kærlighed, hun førhen brugte til at tø, er væk! Kærlighed til sin søster og land er ikke længere nok, og da hun opsøger troldene for at få hjælp, fortæller de hende, at hun er nød til at elske et andet menneske, ligesom hendes søster har lært det. Men hvem kan dronningen af is lære at elske?

72Likes
72Kommentarer
4668Visninger
AA

2. Branden

Meterhøje flammer slikkede op ad de ældgamle træer. Elsa trådte forskrækket et skridt tilbage. Sommeren havde været varm, og nu havde solens hede stråler startet den største brand hun nogensinde havde set. Mathias, smedens søn, som havde hentet hende, kom ilende hen til hende.

   "Er der nogen derinde?" spurgte Elsa Mathias. Han trak på skulderne.

   "Jeg syntes jeg så nogen." En brændende gren faldt ned på jorden, og satte ild til det tørre græs. Elsa trådte lidt væk. Ilden var ikke god for hende. Mathias skyndte sig væk. Anna og Kristoffer kom hen til Elsa.

   "Anna, Kristoffer, få så mange som muligt til at hente vand fra fjorden herop! Vi skal have den ild under kontrol med det samme, inden den når byen!" Selv løb hun mod den med udstrakte arme. Hendes is kæmpede mod flammerne, træerne frøs til og kvalte ilden. Men ilden smeltede isen, og fortsatte hen ad det knastørre græs. Hun lod vreden mod ilden få frit løb, og en snestorm tog form over branden. Da sneen begyndte at piske ned, blev flammerne så småt mindre og mindre, men røgen, der var blandet med jorden, var stadig kvælende. Spande med vand blev efterhånden hældt over de resterende gløder. Else gik forsigtigt ind i de forkullede skovrester. Jorden var sort, ligesom træer og buske. Sneen faldt, blandet med aske, i sorte beskidte dynger. Hun hørte et host, og vendte sig mod indbyggerne fra byen. "Anna! Olaf! Pappi! Kom og hjælp!"  Hendes søster, snemanden og trolden kom hurtigt hen til hende, og sammen begav de sig dybere ind i det stadig varme inferno. Elsa frøs det, hun fik øje på, som kunne starte en ny brand.

   Anna lagde sin hånd på Elsas skulder.

   "Elsa. Det går hurtigere, hvis vi deler os." Elsa nikkede.

   "Anna, du går mod venstre, Pappi, Olaf, I to går højre. Jeg fortsætter frem." De delte sig, og fortsatte med at sondere terrænet.

   Elsa nåede til den del af skoven, som kom lige inden bjergenes start. Branden havde hærget længere oppe ad klippesiderne, men hun tvivlede på at nogen ville være gået derop. Et host lød et stykke væk fra hende. Hun drejede om på hælene.

   "Hallo? Er her nogen?" En hæs vejrtrækning var hendes eneste svar. Hun formede en kugle af is med hænderne og kylede den ned i jorden. En plade af is og sne løftede hende op i luften. Og da fik hun øje på vejrtrækningens ejer.

   En dreng, omtrent på hendes alder, lå lidt væk fra hende. Hun fik isen til at sætte sig ned, og løb hen til ham.

   Hans ben var låst fast under et stort væltet egetræ. Han så ud til at være halvt bevidstløs, en smal stime blod løb ud fra hans mund. Elsa løftede hans hoved op, han stønnede i smerte.

   "ANNA! PAPPI! OLAF!" råbte Elsa højt. Hun hørte en høj krakkende lyd. Hun så på egetræet - det var frosset helt til og var ved at knække. Hun så sig forskrækket om. Sneen faldt hurtigere end hun havde tænkt sig. Hun lukkede øjnene og tænkte på Anna - men der skete intet. Hun så sig bange omkring, hvilket bare fik sneen til at falde endnu hurtigere. Elsa så på drengen. Sneen havde gjort hans hår helt hvidt. Træet plintredes i mange stykker, og hun fik trukket drengen væk fra det.

   Anna, Pappi og Olaf kom løbende. Olaf tabte sin ene arm og skyndte sig at samle den op. Anna kastede sig på knæ ved siden af Elsa og drengen.

   "Han er såret," sagde Elsa hurtigt. "Han skal hen på slottet med det samme!" Anna slog armene om sig selv.

   "Ja... Elsa, stop lige snestormen. Det er hundekoldt, og det skulle jo nødigt ende som sidste år." Elsa nikkede. Anna rejste sig op og løb efter hjælp. Pappi kom hen til drengen og så på det sårede ben.

   "Han skal hvile. Benet er brækket, men ellers lader alt til at være i orden." Elsa lagde drengens ene arm og sin skulder.

   "Olaf, hjælp mig lige." Olaf tog sin ene arm af og løftede drengens anden arm, så Elsa ikke skulle bære ham alene.

   "Jeg ville ønske at jeg havde et ben," sagde Olaf for sig selv.

   Kristoffer kom løbende hen til dem sammen med Anna. Kristoffer hjalp Elsa med at få drengen væk fra det rygende område.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...