Kælderen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2014
  • Status: Færdig
Laura er en meget genert og indadvendt pige. Hun bor sammen med sin mor og stedfar i et stort nyt hus. En dag hvor hun er alene opdager hun noget mystisk nede i den hemmelighedsfulde kælder, som hun aldrig i sit liv kunne have forestillet sig, og det sætter hele byen i livsfare. Men værst af alt: hvem er skyld i denne handling?

0Likes
0Kommentarer
128Visninger
AA

2. Mark

 

Jeg sad på min seng og prøvede på at lave lektier en lørdag formiddag syv timer inden. Min mor var taget hjem til Mette, sin slyngveninde fra da hun var fjorten år, lige så gammel som mig. De havde deres månedlige kvindedag, hvor jeg kunne forestille mig at de lavede mad, læste dame kataloger og prøvede på at fjerne deres få rynker (specielt dem rundt om øjnene, som jeg havde hørt min mor klage en del over). Det var heldigvis blevet til en regel at det skulle være hjemme hos Mette, efter jeg havde overhørt en meget upassende samtale om George Clooney, som jeg stadig prøvede på at glemme. Musikken spillede dæmpet i min radio, mens regnen truede med at falde fra den overskyede og triste himmel. Skyerne hang tungt ned over byen og holdt alle inden døre, mens solen gemte sig langt bag de grå skyer. Termometeret målte syv grader, hvilket var langt fra det forår der eftersigende skulle være kommet for en måned siden. Jeg kunne ikke koncentrere mig længere, og overvejede om jeg skulle stoppe og begynde at lave frokost, da en underlig og smertefuld lyd skar gennem den førhen trygge stilhed. Det var ikke et råb, men mere en høj pibe lyd, der måtte komme fra noget levende. Det var rædselsvækkende og gav mig kuldegysninger ned af ryggen. Det lød sådan, som jeg kunne forestille mig en stum ville prøve at råbe. Men det værste var, at lyden kom nede fra min kælder. Jeg rejste mig tøvende op. Min mor havde sagt at Mark, min stedfar, også ville være ude i dag, så jeg havde huset for mig selv. Hvad kunne mon have været skyld i lyden? Jeg pakkede hurtigt mine lektier væk, og gik rystende ud i den kolde have, og ned i kælderen, jeg aldrig havde sat min fod i før. Døren var ikke låst, og knirkende åbnede jeg den gamle kælderdør, der bestemt god kunne trænge til en omgang olie. Da jeg lukkede døren blev der bælgmørkt. Jeg kunne ikke se min egen hånd, da jeg holdt den ud for kroppen, og jeg begyndte i blinde at fumle efter lyskontakten på de kolde vægge, mens jeg havde en ubehagelig følelse af at blive iagttaget. Noget bevægede sig i mørket, og min puls steg. Jeg opdagede at jeg havde holdt vejret, og da jeg tog en dyb indånding for ikke at blive svimmel vaklede jeg tilbage. Der stank råddent. Som et dyr, der havde ligget død i flere dage uden at blive fjernet. Jeg tog instinktivt hånden op til næsen, men jeg kunne praktisk talt føle stanken i den fugtige luft, der omgav mig. Jeg overvejede at gå ud igen, men min nysgerrighed var blevet vækket, og med venstre hånd fandt jeg hurtigt lyskontakten. De neon gule lamper tændtes langsomt en efter en, og oplyste det meget lange kælderrum, der måtte gå helt ned under naboens grund. Kælderrummet var propfyldt, men ikke med normale ting som græsslåmaskiner og blomsterkrukker.

Bur efter bur var placeret langs de to langvægge med ikke engang en millimeters mellemrum.  Lamperne hang over burene, og flere vandslanger var placeret på væggen. Midt på gulvet var en stor vandpyt, som lige måtte være kommet, eftersom der stadig dryppede vand ned fra loftet.

Men det var ikke det, der fangede min opmærksomhed.

Inden i alle burene sad voksne mænd og kvinder mellem tyve og halvtreds år, som alle lignede hinanden. De var alle sløve og havde meget bleg hud. Unormal bleg. Rundt om øjnene var de helt røde. Unormalt røde. Da de hørte mig, hævede de alle blikket, rejste sig knurrende op, og rakte ud efter mig mellem tremmerne. De prøvede at få fat i mig, ved at klemme sig gennem tremmerne. De var tydeligvis ikke særlig smarte. Et lavt skrig undslap min læber, og jeg bankede igen ind i væggen i mit forsøg på at komme væk. Det løb mig koldt ned af ryggen, og mine øjne var spærret hvidt op af rædsel, mens min mund var halvt åben. Jeg så ikke døren gå op, da jeg havde for travl med at holde øje med de menneskelignende skikkelser. 

En uhyggelig og ond latter fik dem straks til at trække sig tilbage, og igen løb det mig koldt ned af ryggen. Ikke kun på grund af latteren, men fordi jeg havde hørt den så mange gange før. Da jeg kiggede op overraskede det mig ikke at se Mark i egen høje skikkelse. Han var mindst to hoveder højere end mine 165 centimeter, og hans tatoverede krop så nu endnu mere uhyggelig ud, end den førhen havde gjort. Mine hænder rystede, og jeg kæmpede for at få min stemme i gang.

”Mark?” Min stemme var lav og skrøbelig, men han hørte det tydeligt.

”Her har du ikke lov til at være.” Skændte han faderligt med sin mørke rungende stemme, men skiftede hurtigt til sit hemmelighedsfulde jeg. ”Kan du lide, hvad du ser? Jeg har selv skabt dem.” Han begyndte at gå langs burene, mens han undersøgende kiggede ind til dem. ”De dør ikke hvis du skyder dem i hjertet eller springer deres hoved. Med de to ting, kan man vel godt kalde dem uovervindelige. Du kan vel kalde dem… zombier. Er de ikke bare pragtfulde!” Ordet `zombie´ hang stadig i luften, og nu blev jeg for alvor bange. Han kiggede på mig, og afventede mit svar, men jeg var tavs som graven, hvilket var lidt ironisk eftersom hvem jeg var omgivet af.

”Nu ville et normalt menneske så spørge hvad jeg skal bruge dem til,” fortsatte han, da det gik op for ham, at jeg ikke ville svare. ”Og det er for en gangs skyld et spørgsmål, jeg gerne vil besvare. Byen trænger til lidt liv, synes du ikk´?  Folk laver det samme hele ugen, går på arbejde henter børn, spiller skak i skakklubben, og sådan fortsætter det. Selv begravelser bliver lagt på samme dag, så alle kan nå det! Men, i aften vil intet være normalt. Byen vil være fuld af zombier, der vil destruere og ødelægge alt på deres vej. Prøv at tænke på, hvor meget liv det vækker frem i folk. Jeg kiggede på ham, som om han var sindssyg, hvilket sikkert også var tilfældet.

”Ddd-du myrder jo flere mennesker!” Udbrød jeg, da det gik op for mig, hvad han havde sagt.

”Rettelse – de myrder flere mennesker. Jeg er bare en tilfældig tilskuer. Og du -” sagde han roligt, tog fat i min krave, og trak mig med sig. Jeg prøvede at stritte imod, men overgav mig, da det gik op for mig, hvor meget stærkere end mig han virkelig var. ”Bliver her, og nyder det hele.” Han gik i en stor bue uden om vandpytten, og skubbede mig vaklende ind i et lille rum. Han lukkede og låste døren med et lille `klik´.  Jeg sukkede, da jeg hørte ham gå væk, og blev overmandet af frygten da det gik op for mig, hvad han mente. Min mor havde giftet sig med en sindssyg mand Og zombierne. Han ville slippe dem ud i byen, mens hun var derude! Jeg kiggede frustreret rundt i det lille kvadratiske rum, men jeg så ikke andet end koste og mopper. Jeg prøvede at hive ned i håndtaget med et lille spinkelt håb, om at den ikke var låst. Det var den selvfølgelig. Jeg faldt opgivende ned på det iskolde gulv, og kiggede stift ind på den kedelige hvide væg. Jeg kunne stadig ikke fatte, hvad der lige var sket, da en skygge, som ikke var min, gled hurtigt igennem rummet. Jeg kiggede op, og fik øje på et meget lille vindue der, hvor væggen og loftet mødtes. Jeg kom hurtigt op at stå med en hel ny mængde energi. Jeg fjernede en tot af mit brune hår, der var faldet ud af min fletning og ned foran øjnene, og kiggede op, inden jeg begyndte at stable kasser, bøger og hvad jeg ellers kunne finde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...