Kælderen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2014
  • Status: Færdig
Laura er en meget genert og indadvendt pige. Hun bor sammen med sin mor og stedfar i et stort nyt hus. En dag hvor hun er alene opdager hun noget mystisk nede i den hemmelighedsfulde kælder, som hun aldrig i sit liv kunne have forestillet sig, og det sætter hele byen i livsfare. Men værst af alt: hvem er skyld i denne handling?

0Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

4. Det Sidste Slag

 

Jeg kunne stadig smage morgenmaden, men værst af alt, kunne jeg stadig se for mig, da zombien rev hans arm af, og senere spiste hans øjne. Jeg faldt hulkende ned på gulvet, ved siden af alle de tomme bure, mens billedet stadig forblev inde i mit hoved. Jeg græd højlydt, uden at bekymre mig om, hvem der skulle kunne høre det.

Pludselig, hørte jeg latteren for anden gang i dag. Jeg snøftede, og kiggede op med tårer i øjnene. Jeg kunne ane hans skikkelse, og tørrede hurtigt tårerne væk.

”Hygger du dig?” Spurgte han ironisk, og kiggede nedværdigende på mig. Jeg rejste mig vaklende op.

”Hvor er min mor?” Spurgte jeg, men kunne tydeligt se at han ikke ville svare. ”Hvis der er sket hende noget, vil jeg sørge for at du får det betalt!” Mit forsøg på at lyde barsk fejlede, da min stemme knækkede over.

”Wow, hvad skulle sådan en lille fjortenårig tøs, kunne stille op imod mig?” Han smilede skævt. Jeg skulede ondskabsfuldt til ham, og gik et skridt frem. Hvis bare jeg vidste… Pludselig regnede jeg den ud. Jeg vidste hvordan jeg kunne gøre det af med ham. Jeg kiggede rundt i kælderen for at finde det jeg havde brug for, og begyndte diskret at gå derhen. Han fulgte mig med blikket, men var ikke hurtig nok, da jeg trak vandslangen ned fra væggen, og spulede det direkte på ham. Han skreg, og faldt ned på knæ, mens han tog sig til ansigtet, hvis hud begyndte at ætse. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge væk, da hele hans krop fik dybe sår, og han til sidst faldt udmattet ned på gulvet. Jeg smilede, og jublede inden i mig selv, da jeg hurtigt åbnede døren, og løb udenfor. Zombierne var allerede væk, og et stort tordenbrag overdøvede skrigene. Min mor kom løbende imod mig med tårer i øjnene, og krammede mig hårdt og trygt.

”Åh, min skat.” Snøftede hun, og kyssede mig adskillige gange på kinderne. Jeg smilede lettet, da himlen pludselig åbnede sig, og regnen væltede ned, så vi begge blev drivvåde i løbet af tredive sekunder. Jeg smilede lykkeligt, og min mor trak hætten op, da lyden fra tidligere pludselig hørtes fra hele byen, og jeg så flere steder zombierne falde til jorden. Mark havde afprøvet sig selv ligesom zombierne, så han kunne ikke dræbes og havde ingen følelser. Han havde aldrig elsket min mor. Men jeg var ligeglad, for jeg vidste, at alle zombierne faldt smertende til jorden, mens deres hud ætsede, og de havde været her for sidste gang. Det hele gav mening nu. Vandpytten på gulvet, som Mark havde undgået, og skriget, som jeg havde hørt på mit værelse. Min mor tog armen omkring mig, lettede, stod vi begge, og hørte på zombiernes sidste uhyggelige lyde, mens regnen skyllede ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...