Kælderen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2014
  • Status: Færdig
Laura er en meget genert og indadvendt pige. Hun bor sammen med sin mor og stedfar i et stort nyt hus. En dag hvor hun er alene opdager hun noget mystisk nede i den hemmelighedsfulde kælder, som hun aldrig i sit liv kunne have forestillet sig, og det sætter hele byen i livsfare. Men værst af alt: hvem er skyld i denne handling?

0Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

3. Den Blå Capriolet

 

Efter mange forsøg og hudafskrabninger, lykkedes det mig endelig at komme ud gennem vinduet.

Det så allerede slemt ud. Ved første øjekast fik jeg øje på flere blodstriber og mange smadrede biler. Jeg gøs, da jeg gik ned af den forladte gade, og rystede da den iskolde vind ramte mig.

Pludseligt stoppede jeg, da fem mennesker kom gående hastigt imod mig. De gik stærkt, og da de kun var få meter fra mig, gik det op for mig, at det var væsenerne fra kælderen.

Jeg vendte lynhurtigt rundt, og spurtede så hurtigt jeg kunne i den modsatte retning. De fulgte efter, og jeg zigzaggede mellem ødelagte biler og et par… lig. I forbifarten nåede jeg at se, at de begge manglede deres øjne og flere lemmer. Da jeg så dem, gik jeg i panik, og lavede den første grusomme fejl. Jeg drejede til højre ned af en sidegade, og opdagede for sent, at den endte blindt…

Og her stod jeg så nu. Så på zombierne, der kom slentrende imod mig, ude af stand til at kunne flygte nogle steder hen. Jeg var ved at frygte, at det hele var forbi, da to skarpe forlygter blændede mig, og hensynsløst kørte ind i zombierne.

Jeg tog en dyb indånding, og tog mig sammen, inden jeg løb hen til den blå cabriolet, og kastede mig ind på sædet. Han satte bilen i gear, og bakkede hurtigt ud af gyden, og fortsatte med høj fart ned af vejen. Mine hænder rystede stadig, og ikke engang varmen fra bilen hjalp på det. Jeg kendte ikke manden, men var meget taknemmelig. Han havde brunt hår, og lignede en i start trediverne. Han havde en grøn kasket på, der skjulte hans øjne, og små skægstubbe groede på hans kinder og hage.

”Tak,” hviskede jeg taknemmeligt, da bilen susede af sted væk fra zombierne… og hen imod nogle nye. En dame stod midt ude på vejen i aflagt tøj, og hendes røde øjne rasede. Jeg skreg, da føreren trådte bremseren hårdt i, og bilen svingede rundt ude på vejen. Den ramte damen, men hun så ikke ud til at tage skade.

”KØR!” Råbte jeg alvorlig, og hurtigt fik han drejet bilen uden om hende. Hun kiggede mig i øjnene, da bilen kørte forbi, og de var helt tomme og matte. De virkede hadefulde, men alligevel ikke. Jeg gøs, og prøvede hurtigt at tænke på noget andet.

”Vent, stop her!” Sagde jeg, da han kørte forbi mit hus. Jeg åbnede hurtigt døren, og løb ind. Hvis der var en måde, at få zombierne væk på, måtte det næsten være derinde. Jeg kunne høre manden følge efter mig, og åbnede kælderdøren, da jeg pludselig hørte et råb. Jeg vendte mig om, og så tre zombier ovenpå manden i færd med at rive hans arme af. Jeg spærrede øjnene op, og kiggede i rædsel på det. Jeg ville kigge væk, men kunne ikke få mig selv til det. Mandens råb var rædselsvækkende, da en af zombierne pludselig stod med hans arm i hånden. Hans arm, der var revet af kroppen. Blodet strømmede ud, og jeg skreg. Zombierne skænkede mig ikke et blik, da de pludselig begyndte at rode ved hans hoved. Jeg kunne ikke se hvad de lavede, men mandens råb var nu endnu mere smertefuldt. Jeg ville løbe ud og hente ham, men mine ben ville ikke flytte sig. Da zombierne trak sig væk, blødte han ud af øjnene. Nej, han havde ikke længere nogle øjne. Jeg så den ene zombie putte noget i munden, som kunne være hans øje, og jeg kastede pludselig op lige ude for kælderen. Jeg skreg, mens tårerne trillede ned af mine kinder, og manden blindet gik rundt med fremstrakte arme. Zombierne var nu ikke længere interesserede i ham, men begyndte at gå over imod mig. Jeg smækkede kælderdøren bag mig, efter jeg grædende var trådt ind i kælderen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...