Gør øjeblikket væsentligt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2014
  • Status: Færdig
Tænk, hvis de sociale medier ikke fandtes. Ville vi være mere nærværende over for vores medmennesker? Ville vi kunne gøre øjeblikket væsentligt?

4Likes
3Kommentarer
461Visninger

1. Essay

 

Gør øjeblikket væsentligt

Det er forår, og ferien venter i smug omkring det næste gadehjørne. Skoledagene går, sekunderne tikker, og mens vi tror, vi har travlt med at forberede os til skoleårets afslutning, løber tiden langsomt ud mellem vores fingre. Vi bilder os selv ind, at vi aldrig har været tættere.

   Men når mine venner skriver, er det ikke altid sikkert, at jeg svarer. Jeg er som regel udmattet efter dagens rutinemæssige løbetur, og inde i stuen ligger min computer gemt væk under et par ældre udgaver af Berlingske Tidende med Netflix åbnet i fanevinduet. Det er et meget nemmere valg at lægge sig ind i sofaen og sætte et afsnit af Gossip Girl på, end det er at vælge alternativet: En gåtur ud i verden med en ven på armen.

 

 

Da jeg først startede i 7. klasse, tænkte jeg, at nu måtte jeg tage mig sammen og arbejde hårdt, så jeg ville kunne gøre det godt ved afgangsprøverne tre år senere. Det tænkte jeg stadig, da jeg begyndte i 8. Men i 9. skete forandringen, og det gik op for mig, at folkeskolen er overvurderet.

   Det samme skete for resten af mine klassekammerater. Vi betragter den som et obligatorisk grundforløb, som et springbræt til et farvefuldt liv der på nuværende tidspunkt ikke kan være langt væk. Om blot få måneder mener vi, at vi vil kunne række ud og gribe fat om det. For selvfølgelig kan vi ikke vente med at prøve noget nyt, spændende og livsforandrende. Det er klart.

   I det seneste halve år er samtaler gang på gang begyndt at lede hen på emnet, der såkaldt benævnes som: ”Hvad skal du efter folkeskolen?” Som ung teenager er man spændt på, hvad der skal ske, og man vil være berejst og prøve alt det nye. Men mens man snakker på livet løs om sine fremtidsplaner med store smil om munden, synes man helt at glemme, hvad der i virkeligheden foregår omkring os: Vi dimitterer alle folkeskolen inden længe og lægger ti års skolegang bag os.

   De øjeblikke, vi deler sammen nu, bliver muligvis vores sidste. Hvordan kan det være, at vi vælger at bruge vores sidste måneder af folkeskolen på at asocialisere os selv med vores smartphones og diverse sociale medier, når vi burde nyde hinandens selskab, mens vi stadig har glæden af hinanden?

   Man har altid noget at se frem til i livet, om så det kan være en ferie, en fest eller noget helt tredje. For mange gælder det i øjeblikket videregående uddannelser, og i mit eget tilfælde omhandler det et årslangt udvekslingsophold i Californien – og når jeg vender hjem vil der være gymnasiet at se frem til. Ja, nogle gange har jeg endda grebet mig selv i at researche på universiteter i alt fra København til San Fransisco og London. Det er som om, jeg bare ikke kan vente med at komme ud i verden, og folkeskolen har blot været den obligatoriske uddannelse, der skal kunne føre mig videre frem på livets rejser.

 

 

Jeg har veninder, som bruger hele dage efter skoletid på at læse bøger, se tv-serier og surfe på nettet. Ikke én gang i dette timelange tidsrum forlader de deres seng, og hvis de endelig skulle rejse sig, er det blot for at gå ud og nasse en pakke chips fra slikskabet. Nogle gange har jeg det som om, at de vælger at låse sig selv inde.

   Kan det virkelig være rigtigt, at vi vil spilde hele vores ungdom på internettet, når den ligger lige ude foran vores dør og bare venter på, at vi skal udnytte den? Det tager ikke lang tid at ringe op til en tilfældig ven og spørge, om de ikke lige vil med ned på havnen og få is. Bare det at snakke over noget så simpelt som en softice kan skabe minder, vi vil huske for evigt. Det er minder som disse, vi har lyst til at have, når vi inden længe går ud af folkeskolens hoveddøre for sidste gang.

   Med hensyn til de sociale punkter prøver jeg så vel som mange andre også at forbedre mig, men internettet og mavefornemmelsen om, at i dag nok bare har bedst af at være en ”slappe-dag”, får hurtigt overgrebet om min bedre samvittighed. Ofte vælger jeg at blive hjemme, fordi jeg simpelthen ikke har energi til andet. Det er også okay at gøre, men til tider funderer jeg over det faktum, at hvis jeg ikke ser nok til mine venner, risikerer jeg at have mistet dem, når jeg vender hjem fra mit udvekslingsophold i USA.

   Hvordan kan det være, at vi så nemt mister fokus og glemmer at tage initiativ? I disse sidste få måneder før alles veje går hver til sit, savner man mest af alt hinandens nærvær. Vi burde være bedre til at tage en del i hinandens liv i stedet for at fare frem efter fremtiden. Det er alligevel sikkert, at vi vil nå den en dag!

 

 

Det har siden tidernes morgen været forudbestemt for menneskeheden, at vi vil være en del af et fællesskab. I alle moderne menneskers liv er der derfor brug for sociale medier som Facebook, og et Instagram-like kan få os helt højt op i skyerne. Vi har igennem de seneste år pludselig fået brug for online tv-kanaler, smartphones, bærbare computere, tablets – og alle disse produkter skal helst blive leveret af en Apple-producent.

   Men hvornår bliver vi virkelig lykkelige? Vi kan få den midlertidigt af Apple-produkter i massevis, kærlighed og penge, men vi har altid brug for at krydre livet med noget mere. En slags ingrediens der kan sætte fut i vores ellers så grå liv og give os en forsikring om, at tilværelsen er dét værd.

   Voksne prøver ofte at belære min generation om vores overforbrug af de sociale medier. De mener, at det har taget overhånd, og at vi bruger al vores tid foran skærmene. Min far fortæller ugentligt min lillebror, at han skal tage en slapper med Facebook-surfingen. Men under middagen er det akkurat ligeså svært at føre en samtale med ham, som det er med min bror – han har fastlåst sit blik til telefonen for at skrive en arbejdsmail færdig. Imens bliver hans mad kold.

   Til tider forestiller jeg mig, hvordan livet ville være, hvis ikke Facebook – eller for den sags skyld smartphones – fandtes. Ville jeg kunne løsrive mig nemmere fra internettet og i stedet være social ude i den virkelige verden, hvor de reelle mennesker findes? Måske ville jeg opføre mig helt anderledes overfor mine medmennesker og sætte mere pris på mine klassekammerater, imens jeg stadig har dem.

 

 

Når jeg næste gang lukker computeren i, er det end ikke med et opgivende suk. Jeg vælger at lade det næste afsnit af tv-serien ligge et par dage længere. I mellemtiden vil jeg ringe til en veninde og spørge, om ikke hun vil med ind og forårsshoppe på Strøget. Vi vil få brug for et par flotte kjoler til festen på sidste skoledag.

   Livets vigtigste øjeblikke skal kunne huskes hele vejen igennem, og jeg har ikke tænkt mig at spilde flere af denne slags foran en computerskærm. Om 20 år vil jeg kunne se tilbage mod mine sidste måneder i folkeskolen med et smil på læben, som minderne skyller ind over mig. De skal ikke være forsvundet ud i et tomrum, jeg ikke kan trække dem tilbage fra.

   Jeg vil leve i øjeblikket – gøre det væsentligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...