Kunsten at myrde en engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Hvis man skal finde et eksempel på den perfekte søn, så vil alle i området hurtigt pege på Christopher. Det ændrer sig dog hurtigt efter bruddet med kæresten Joy. Knust søger han hen, hvor man altid kan få trøst; den lokale bar. Efter et råd fra en bartender og et møde med en besynderlig pige, bliver hele hans liv lagt om. Et knust hjerte kan samles på flere måder, og det udnytter regelbryderen Ruby til sin fordel. Bånd, der har holdt ham nede hele livet, brydes, da han ikke længere forsøger at leve op til sine medmenneskers krav. Hvor Christopher før har været svigermors drøm, forvandler han sig langsomt til noget, som ingen i hans omgangskreds kan genkende.

6Likes
1Kommentarer
345Visninger
AA

2. Prolog

Solen skinnede let igennem de små lamme skyer, der endelig havde slubbet sit tag efter det seneste regnvejr. Den foregående uge havde været lunere end de sidste mange måneder, hvilket kunne mærkes over hele byen, der langsomt vågnede fra sin vinterdvale. En sangfugl var godt i gang med at bygge rede i det store egetræ foran lejlighedskomplekset, på trods af at bladene kun lige var vendt tilbage. Alt i alt, virkede det hele meget lovende. Hvis man blot altså så bort fra de råb, der sneg sig ud af et åbent vindue på fjerde sal.

”Du gjorde hvad?!”  Normalt hørte man ikke den unge mand hæve stemmen, men denne morgen lød hans chokerede røst tydeligt ud over hele etage. For ikke at snakke om hvad over- og underboen næsten kunne få ud af det. Fortvivlet måtte han tage sig til hovedet, og prøve på at få det hele til at falde på plads. Han kunne ikke tro det. Nej, han ville ikke tro det.

”Tving mig ikke til at sige det igen… Jeg var fuld. Det var ikke min mening…” Bortforklaringerne stod nærmest i kø for at blive lukket ud igennem den blonde piges mund. Hun var spinkelt bygget. Nærmere som en fe eller alf end et menneske. Med den stramme knold og de fine ansigtstræk, lignede hun endda klokkeblomst en smule.  Hendes stemme lød oprigtig angerfuld. For et halvt år siden, ville han heller ikke have tøvet med at tilgive eventyrvæsnet foran sig. De seneste måneder havde dog langt fra været en dans på roser, hvilket også var grunden til at den unge herres tålmodighed var brugt.

”Efter alle de år, så er det her virkelig, hvad du byder mig?” Han kunne ikke engang være vred, da han var et roligt væsen af natur. Følelsen af at blevet forrådt stak ham dog i hjertet som en kniv, og smerten gjorde det svært overhovedet at trække vejret.

”Det var ikke min mening, siger jeg jo. Jeg ville ikke såre dig, jeg,” undskyldte hun igen, men sagde intet, som hun ikke allerede havde sagt. De spinkle fe hænder rakte ud efter ham, men han trådte blot afvisende et skridt tilbage. Tanken om, hvor de hænder sidst havde været, og hvem de havde sidst havde rørt var forfærdelig. For ikke at tænke på, hvem der sidst havde rørt den krop, som han troede var forbeholdt ham selv. Det var utroligt, hvor meget man kunne tage fejl.

”Gå… Tag dine ting og gå. Vil du ikke nok være sød at gå?” Selv når han stod med en klump i halsen og en trykken for brystet, så kunne han ikke direkte smide hende ud, sådan som han havde mest lyst til. Han elskede hende. Netop derfor gjorde det så grueligt ondt blot at se på hende.

”Lad nu være Chris. Kan vi ikke bare snakke om det?” Tårerne trillede nu let ned af hendes kinder, hvilket gjorde det svære for ham selv at holde igen. Det sidste han ville lige nu var at græde. Samtidig så var det dog også, hvad han havde allermest lyst til. Blot at sætte sig ned på gulvet og græde. Fortælle hende at det var okay, og at de sikkert kunne løse det. Problemet lå blot i, at han var ærlig overfor sig selv. Tilgivelse var ikke en mulighed. Det kunne han ikke. Ikke dette.

”Vær nu sød bare at gå. Vil du ikke nok?” Denne gang tiggede han hende nærmest, selvom han havde al ret til blot at tvinge hende ud af sit hjem. Måske havde han ikke altid været den perfekte kæreste, men han havde gjort, alt hvad han kunne for hende. Det vidste hun også godt. Derfor nikkede hun blot, og tørrede kort øjnene, med sit ærme. Den hvide trøje fik en stribe af sort mascara, men det var intet imod de udtværede klatter, som stadig sad under hendes øjne og løb ned over hendes kinder. Det nyttede heller ikke noget at rette på den slags nu. Slet ikke når hun stadig hulkede højlydt.

”Okay. Okay…” fik hun stammet ud imellem gråden. Det var ikke til at holde ud når nogen græd. Det blev ikke bedre af, at det var hende. At gå over til hende og blot lægge armene omkring hende, sådan som det faldt ham naturligt, var bare ikke en mulighed længere. Det varede heller ikke længe før, også hun indså dette. Hun havde ødelagt det, og uanset hvilken undskyldning hun kom med, så ville det være hendes ansvar. Tasken svang hun stille over skulderen, og i skam måtte hun holde blikket lavt som hun gik ud af døren og forlod opgangen.

Han så ikke engang efter hende. Opmærksomheden havde han et helt andet sted, så snart han havde lukket døren bag hende. Med ryggen mod døren, lod han sig glide ned på gulvet. Nu hvor hun var væk, så var der intet der forhindrede ham i at græde. Nogle ville måske finde hans tårer, som et tegn på svaghed. Andre ville måske ynde ham egenskaben til at vise følelser. Det kunne vel også være lige meget. Ingen skulle se ham her. Der var ikke nogen til at se, hvordan smerten overvældede ham, og tårerne trillede. Det var som om han blev flået indefra og derefter langsomt blev fortæret, men det var der ingen til at se. Der var kun ham, den ubærlige smerte, det hårde gulv under ham og de minder, som lige var gået ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...