Kunsten at myrde en engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Hvis man skal finde et eksempel på den perfekte søn, så vil alle i området hurtigt pege på Christopher. Det ændrer sig dog hurtigt efter bruddet med kæresten Joy. Knust søger han hen, hvor man altid kan få trøst; den lokale bar. Efter et råd fra en bartender og et møde med en besynderlig pige, bliver hele hans liv lagt om. Et knust hjerte kan samles på flere måder, og det udnytter regelbryderen Ruby til sin fordel. Bånd, der har holdt ham nede hele livet, brydes, da han ikke længere forsøger at leve op til sine medmenneskers krav. Hvor Christopher før har været svigermors drøm, forvandler han sig langsomt til noget, som ingen i hans omgangskreds kan genkende.

6Likes
1Kommentarer
343Visninger
AA

4. Kapitel 2

Efter at have taget et langt beroligende bad, så kunne Christopher med lidt mere værdighed iføre sig et par jeans og en sjælden brugt rød sweater. Den seneste uge havde han brugt på at rydde op i lejligheden, men på det lille badeværelse, var der stadig en smule rodet i hans verden. Hvilket ville sige, at der lå nogle våde håndklæder i det ene hjørne, og bøtten med creme stadig stod fremme på det skab, vasken var bygget ind i. 

Normalt brugte han aldrig en føntørrer, men det var nødvendigt den dag, da han ellers ikke ville kunne nå det. Den varme vind legede i hans hår, imens lyden overdøvede hans rodede tanker. Det ville være en underdrivelse at sige, at han var pænt nervøs, selvom der ikke lå det store i det. Da hans hår efter kort tid var tørt, og han kunne pakke føntørreren væk, så stod de brune lokker ud til alle sider. Det var ikke ligefrem, fordi han havde brug for en dårlig hårdag oveni.

Imens han havde travlt med at prøve på, at få sit hår til at sidde bare nogenlunde forsvarligt, ringede det på. Den klassiske ringetone kimmede ude fra døren, og så kunne håret pludselig være lige meget. Det var ikke fordi lejligheden var særlig stor, men alligevel satte Christopher farten lidt op, så han hurtigere kunne komme ud til døren.

Efter at have famlet lidt med låsen, fik han hurtigt åbnet, og så stod hun der. Det kønne ansigt omkranset af det lange blå hår. Hendes tøj kunne han hverken finde hoved eller hale i, på grund af de mange kæder og smykker. Selvom hendes stil var spøjs, så kunne han ikke andet end at finde hende pæn. Især da hendes mundvige trak op i et stort smil, som han glædeligt gengældte.

”Man må sige, at det pyntede med et bad,” sagde hun med et kækt grin og gik blot ind uden yderligere invitation. Til at starte med havde Christopher slet ikke tænkt sig overhovedet at kontakte hende. Dog havde hendes attitude fået ham til at ændre mening.

”Det var i hvert fald tiltrængt,” svarede han og lukkede døren efter hende. Dog var han en smule forvirret, da han ikke havde forventet, at de skulle blive hos ham. I telefonen havde hun lydt som en, der havde planer for aftnen. Ruby så sig omkring i lejligheden, selvom der ikke var så meget at se. Stue og køkken hang sammen i et rum, og det hele var indrettet i lyse og behagelige farver, sammen med en blød sofa og et praktisk stuebord. På væggen hang der et sjælden brugt fjernsyn. Det var intet imponerende stort, men samtidig var det ikke helt ringe, taget hans alder i betragtning. For slet ikke at snakke om, hvor mange unge eneboende mænd, der havde så rydeligt et hjem. Da hun ikke umiddelbart havde tænkt sig at forklare, så besluttede han sig for, selv at tage emnet op.

”Hvad skal vi?” Til at starte med sagde hun ikke noget. I stedet svingede hun en tung bærepose op på bordet, med en smule besvær. Hvis ikke det var fordi, han havde haft så travlt med at undre sig, så ville han have hjulpet hende.

”Vi skal lave mad.” Hun sagde det som om, at det var noget stort. Ikke bare stort. Nok nærmere noget farligt eller kriminelt. Et øjeblik overvejede han, hvad der næsten kunne være i poserne, siden hun virkede så tilfreds med sit påfund. Det fik bekymringerne til at vokse i ham, om det her nu også havde været en god idé.

”Hvad skal vi lave?” spurgte han. Ængsteligheden skinnede let igennem, hans øjne. Folk havde altid sagt, at han var til at læse, som en åben bog, så det skulle ikke undre ham, om hun også kunne se det. Grunden til hans bekymring over dette var, at han altid havde været en utilstrækkelig kok. Hans evner i et køkken strakte sig til at koge vand og varme rester af takeaway.

”Det ved jeg ikke.” Hun smilede lidt spændt til ham, hvilket blot forvirrede ham yderligere.

”Hvad har du så købt ind til?” Det var vel ikke for ingenting, at Ruby havde haft bæreposen med herover. Hun måtte vel have haft noget i tankerne, da hun købte dens indhold.

”Jeg tog bare noget tilfældigt på hylderne. Nu har vi heller ikke tid til flere spørgsmål, hvis vi skal have noget at spise på denne side af midnat, så lad os se, hvad vi har.” Imens Ruby snakkede begyndte hun at tømme posens indhold udover bordet. Christopher gik hurtigt over for at hjælpe hende, så hun ikke skulle stå med det alene. De pakkede ud i stilhed. Ruby med det samme kække smil, som hun havde haft, siden hun trådte ind af døren. Han med et ansigtsudtryk, som blot blev mere og mere forvirret.

Chris tog en knitrende pose op i hånden med nogle asiatiske tegn på. Dog var der meget lidt, der indikerede præcis, hvad der var i pakken. Alligevel så havde han et godt bud, hvis man altså skulle dømme efter, hvad man kunne mærke sig til. ”Er det her nudler?”

”Hvad sagde jeg om de spørgsmål? Men ja det tror jeg.” Ruby sukkede dramatisk af ham, men han havde ikke på fornemmelse, at hun mente det dårligt. Til sidst var det som om, at hun fik nok af at pakke forsigtigt ud. De var kun lidt over halvejs, da Ruby tog fat i bæreposens bund og derefter vendte den i vejret. Der kom forskellige versioner af bump fra de forskellige råvare, da de ramte bordpladen eller skøjtede rundt oven på hinanden. Af ren refleks skyndte Christopher sig at gribe de ting, der var ved at glide ud over kanten.

Det køkken der før havde været stilrent og ryddeligt, flød nu med vare af alle arter. Selvom det blot havde været en almindelig bærepose fra den lokale købmand, så havde Ruby formået at presse meget forskelligt derned. Lige fra æbler, til flødeskum, til de krydderiblandinger, som han altid undgik, da de var prydet med flammer på forsiden.

Christopher kunne ikke andet end at mumle et lavt wow over udvalget. Det var først nu, det gik op for ham, at der virkelig ikke var nogen forestilling om, hvad dette skulle ende ud i. Det var ikke engang til at spotte varer til en almindelig ret i den bunke, så meget vidste han da.

”Nogensinde smagt nudler med æg, chili, æbler og krymmel?” Ruby så op og kiggede ham direkte i øjnene. Umiddelbart så var hans første tanke, at det var noget af det klammeste, han nogensinde havde hørt om. Den næste tanke, der slog ham var dog også, at det var præcist det, som var meningen med det hele.

”Jeg troede ikke vi havde tid til spørgsmål,” svarede han drillende og hun gav ham kort efter et dask på armen. Ikke hårdt nok til at gøre rigtigt ondt. Bare hårdt nok til, at det kunne mærkes.

”Ingen regler uden undtagelser,” jokede hun tilbage, og Christopher var lettet over, at hun ikke tog det personligt. For når alt kom til alt, så kendte han hende ikke, og kunne dermed ikke vide, hvor hendes grænse gik.

Ruby begyndte selv at koge nudler. Han fik ikke engang chancen for at finde en elkedel til hende, før hun selv var begyndt at kigge i skabene efter, hvad hun skulle bruge. Det var tydeligt, at Ruby ikke var bange for at rode i andre folks ting. Eller også så følte hun sig blot hjemme i lejligheden. Skulder ved skulder stod Chris og skar æbler. Med besvær lykkedes det også til sidst, selvom der var et par af bådene, der var helt deforme. For at rette op på det, så prøvede han at skære det hele til tern, hvilket hjalp gevaldigt.

Godt nok havde han aldrig været god til at improvisere, men lidt impulsivt, så tog han en pære fra bunken af mad, som han begyndte at skære ud på samme måde. Det gav ham en vis selvsikkerhed, at projektet allerede var dømt til at gå galt. Det betød at han umuligt kunne ødelægge det hele. Imens de stod der og kokkerede snakkede de bare om løst og fast. De snakkede om hendes andre madforsøg, og hvordan han slet ikke kunne lave mad. De tilberedte varer hele blev uden omtanke for smagen hældt ned i samme skål, så snart vandet var blevet siet fra nudlerne.

De satte sig i den hvide sofa i stuen. På det lave bord foran sig havde de hver en tallerken med nudelblandingen. På toppen var der drysset med regnbuefarvet krymmel af den slags man altid brugte til børnefødselsdage. Om det så lækkert ud, kunne han ikke rigtig beslutte sig for. Specielt var det i hvert fald.

”På 3?” forslog hun og kiggede tvivlende ned på dagens aftensmad. Christopher kunne kun forstille sig, at han så ligesådan ud i hovedet.

”På 3,” bekræftede han. Med forbehold viklede han nudler omkring sin gaffel og for at få det hele med, så stak han ned i et frugttern. Ved hans side gjorde Ruby det samme og løftede gaflen op til munden.

”3”

”2”

”1”

”Nu!” Christopher lukkede sine øjne, og da han var en mand der holdte ord, så tog han gaflen i munden. Først var det ikke så slemt, som han havde frygtet, selvom det ikke direkte smagte godt. Så begyndte ilden at brede sig i munden på ham, og han fik hurtigt tygget færdigt. Det var ikke fordi han var sart, men alligevel begyndte han at hoste, da det brændte i både hals og mund. Heldigvis, så var han ikke den eneste. Forskellen var bare at Ruby grinede samtidig med, hvilket fik det til at lyde som om, at hun var ved at kvæles.

”Hvor meget chili har du brugt?” fik han hakkende spurgt om i mellem hostene. Hendes grin smittede og det varede ikke længe, før der kom mærkelige lyde fra dem begge.

”Jeg glemte at tælle. Fuck. Har du ikke noget vand?” Hendes stemme lød også helt forvrænget og langt lysere end normalt. Da hun var hurtigere end ham, sprang hun op, og fór hen til deres forsyninger. Målrettet begyndte Ruby at rode bunken igennem, selvom vandhanen var lige ved siden af. Christopher var hastigt efter hende, da hun ikke var den eneste, der var ved at brænde op.

”Åben munden,” beordrede hun og gemte noget bag sin ryg. Faktisk gik det ham en smule på, at han ikke havde nået at se, hvad det var.

”Hvorfor?” hostede han, og ønskede hun ville flytte sig, så han kunne komme nærmere vasken. Godt nok havde han læst at vand ingen virkning havde, men det var gemt dybt i hans underbevidsthed.

”Stol nu på mig.” Desperat efter lindring åbnede han munden. En cremet substans ramte hans tunge og lagde låg på ilden. Bag sin ryg havde Ruby haft dåsen med flødeskum, og nu stod hun og sprøjtede skummet først i hans og derefter sin egen mund. Christopher kunne mærke noget køligt imod sin kind, så helt perfekt havde hun ikke ramt. Alligevel gjorde det godt, selvom det på sin vis var ulækkert at spise ren flødeskum direkte fra dåsen. Egentlig så var dåsens indhold kedeligt og ikke ret meget værd, men i det øjeblik virkede det som sendt fra himlen.

Det brændte stadig svagt i hans mund, men det værste var overstået. Alligevel åbnede han munden i håb om, at Ruby ville dele resten. Hvad Christopher ikke havde forventet, var det drilske udtryk hun pludselig fik, hvorefter hun med vilje sprøjtede ud i hans ansigt. Først var han så overrasket, at han ikke reagerede, men det varede ikke længe, inden han begyndte at grine. I et forsøg på at få hævn prøvede han at tage dåsen fra hende.

Det varede ikke længe inden de begge var smurt ind i flødeskum, og køkkenet lignede noget der var løgn. Hans mave gjorde ondt af at grine, og på et tidspunkt var det lige før, at han ikke kunne få luft. Selvom Christopher normalt aldrig ville tillade sådan en uorden, så var han i det øjeblik ligeglad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...