Kunsten at myrde en engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Hvis man skal finde et eksempel på den perfekte søn, så vil alle i området hurtigt pege på Christopher. Det ændrer sig dog hurtigt efter bruddet med kæresten Joy. Knust søger han hen, hvor man altid kan få trøst; den lokale bar. Efter et råd fra en bartender og et møde med en besynderlig pige, bliver hele hans liv lagt om. Et knust hjerte kan samles på flere måder, og det udnytter regelbryderen Ruby til sin fordel. Bånd, der har holdt ham nede hele livet, brydes, da han ikke længere forsøger at leve op til sine medmenneskers krav. Hvor Christopher før har været svigermors drøm, forvandler han sig langsomt til noget, som ingen i hans omgangskreds kan genkende.

6Likes
1Kommentarer
346Visninger
AA

3. Kapitel 1

”Op med humøret Chris. Der er gået tre uger nu. Det kan ikke blive ved sådan her,” opmuntrede bartenderen, som om han havde kendt den unge mand hele livet. Lugten af alkohol blandede sig i cigaretrøgen, og gjorde baren til et helvede for folk med følsomme næser eller dårlige lunger. Normalt ville han heller aldrig være taget sådan et sted hen. Det var slet ikke hans stil. Alligevel sad han her, med et glas i hånden, vis indhold han ikke engang var sikker på.

”Det går ellers fantastisk sådan her,” sagde han kun lige højt nok til, at det kunne høres over musikken, der dunkede højt bag dem. Det var blot gentagene dunk og en enkel sætning, som blev sunget igen og igen. Den slags musik, som altid havde gået ham på nerverne og givet ham hovedpine. Dog var det netop det, han havde brug for, for at kunne få sine tanker afledt. Christopher hang halvt ind over baren og lignede en, der ikke havde sovet i flere dage. Den slags blev til hans held ikke bemærket steder som disse.

”Det går af helvedes til sådan der. Hele din verden kan ikke gå i stå, bare fordi en tøs knuser dit hjerte. Du må op på hesten igen.”

”Hvad hvis jeg ikke har lyst til at komme op på hesten igen?” Den sørgende lød langt fra optimistisk ved tanken om at skulle på markedet igen. Folk havde flere gange sagt til ham, at han ikke nødvendigvis skulle ud og score, men at han da i det mindste kunne komme videre. Bare prøve på at komme videre.  Det var ikke, fordi han ikke forsøgte. Der var intet han hellere ville end at glemme alt det her.

”Så begynd i det mindste at gå, hvis du ikke vil ride,” lød de vise ord, fra bartenderen. Med matte øjne betragtede Chris sin selvfundende terapeut. Han havde ikke længere tal på, hvor mange gange han havde set Luca smile opmuntrende til sig, stående med et glas i hånden og et viskestykke, som var det hele en film. På trods af opfordringerne, så havde han det dog langt bedre her fra sin plads oppe i baren med ryggen til alle andre. Med en finger tegnende i kondensen på glasset med den gennemsigtige væske, ledte han efter et nyt emne.

”Hvad er det her overhovedet? Det smager ikke af ret meget.” Imens han sagde det, løftede han glasset halvt op til munden, som for at understrege sine ord, inden han tog en slurk. Under glasset var der dannet en perfekt ring af væske på det træ, som baren var lavet af. Om det var fordi han havde spildt eller om skylden kunne skydes på kondensen var ikke til at vide.

”Det er vand. Du har drukket vand de sidste to uger. Andet ville ikke være forsvarligt.”

”Nå… Der kan man se.” For at trække tiden lidt ud, så rømmede han sig kort. Det ville være en underdrivelse at sige, han følte sig dum. Luca var højere end de fleste og med et par kilo ekstra i siden, tårnede han sig op over Chris, dog stadig smilende. Alvoren hvilede dog tydelig i hans øjne. Ikke som en trussel, men nærmere som et løfte om, at han personligt ville få Chris i gang igen.

”Kan du se brunetten derover?” startede bartenderen ud efter at have lænet sig fortroligt ned mod Chris. Der blev gjort et kast med hovedet, som tegn på at øjnene skulle rettes lidt længere ned af bardisken.

Ganske vidst sad der en brunette, der virkede lettere forvirret. Det første indtryk der blev dannet hos ham var, at pigen ikke havde meget mellem ørerne. Den overdrevne mængde af makeup, samt den sorte kjole, som viste blot lidt mere hud end det burde være tilladt, bekræftede ham på mange måder i den teori. Nogle ville måske kalde ham fordømmende, men det tomme dukke ansigt, gjorde at han ikke kunne tro andet.

”Jeg kan også se for meget af hende.”

”Vær nu ikke så sart. Gå over og snak med hende. Du har brug for at prøve noget nyt. Tag da for helvede nogle chancer og kom ud af din sikkerhedszone.” Chris kunne ikke lade være med at give Luca et tvivlende blik, og han lignede bestemt ikke en, der var klar til at komme så meget som et skridt nærmere hunkønsvæsnet længere henne. Dog havde bartenderen ikke tænkt sig at lade ham slippe så let. Selvom Luca virkede som den bløde type, så gemte der sig også noget råstyrke under hans rolige ydre. Det kom også til udtryk i det, at den unge herre fik et skub ned af stolen, så han måske ville få lettere ved at komme fra start.

Chis tillod sig at bruge et halvt minut på at genvinde balancen, så han i det mindste ikke ville virke som en total taber. Dog var det brune hår fedtet og ukæmmet. Den hvide skjorte, der ikke længere kun var hvid, havde været brugt i flere dage. Dårlig hygiejne var måske ikke formlen på succes, når man skulle snakke med Dukken, som han havde valgt at kalde hende indtil videre.

Efter at have tvunget sig selv til at komme nærmere, så satte han sig diskret ved hendes side uden at ane, hvordan han skulle bære sig ad herfra. Nu hvor han sad ved siden af hende, var han forundret  og skræmt over, at hendes øjenvipper ikke bristede under det voldsomme lag mascara. Efter en dyb indånding sagde han endelig noget, så kvinden ved hans side ikke skulle opdage, hvordan han kiggede på hende.

”Mit navn er Christopher.” Af ren høflighed snarere end lyst rakte han hånden frem imod hende. Det trak endda let i hans mundvige, da han prøvede at virke venlig og imødekommende, selvom han ikke kunne lide dette overhovedet. Han var slet ikke klar til det her, og det var urimeligt, at han bogstavlig talt var blevet skubbet ud i det. Dukken gengældte dog ikke hans gestus, men gav ham blot et elevatorblik, der ikke virkede alt for lovende. Det ene af de optegnede øjenbryn skød let op i hendes pande, hvilket man ikke kunne bebrejde hende for. Sammen med alt sit mod, så lod han sin hånd falde.

”Bare glem det,” sagde han med et suk, før hun nåede at åbne munden. Han behøvede ikke at have en verbal afvisning. Selvom han ikke var på udkig efter et nyt forhold allerede, så gned det alligevel salt i såret. Hvad havde Luca tænkt på? At sende ham over til sådan en type, når han ikke var andet end et vrag, havde været hjerteløst. Det var kun, fordi Christopher havde lært Luca at kende igennem de seneste uger, at han vidste det blot var for at hjælpe.

Hurtigt gled han ned fra sædet og vendte som en såret soldat hjem til sin base. Barstolen i mørkt træ stod længst væk fra alting, selvom det ikke sagde så meget, da stedet ikke var særlig stort. Den evigt glade bartender stod og ventede på en rapport, men da der ikke blev sagt noget frivilligt, så måtte det tvinges ud.

”Nå? Hvordan gik det?”

”Hvordan tror du?” sukkede han og lod sit hoved knalde hårdt og opgivende ned i bordet. Det gav et stød igennem hans kranie, som fik ham til at skære en kort grimasse i smerte. Lige netop den handling havde ikke været så gennemtænkt.

”Skidt kan jeg næsten regne ud. Jeg er altså nødt til at arbejde lidt. Kan du svømme lidt i din egen medlidenhed?” Der var intet andet end omsorg og hvad der virkede som ægte bekymring i den kraftige mands stemme. Stadig med panden mod disken, nikkede han.

Eftersom Chris intet kunne se fra den position, så bemærkede han ikke, at Luca gik sin vej for at lave noget fornuftigt. Den eneste grund til at han ænsede nogen ved sin side igen lidt senere, var lyden af et glas der skøjtede over bordet tæt på hans øre.

”Tak Luca,” sagde han påskønnende og løftede så endeligt sit hoved, blot for at se ind i et par store grå øjne, der var omkranset af… Kunne det virkelig passe at vedkommendes hår var blåt?

”Jeg hedder altså Ruby, men det var så lidt,” svarede hun med et ligegyldigt skuldertræk. Da hun snakkede, tiltede hun hovedet en smule til venstre, hvilket gjorde at lyset fangede de piercinger, hun havde i ansigtet. To i hver side af læben og noget over næseryggen, som han ikke havde set før. For at se om det virkelig kunne passe, så rettede han sig helt op, men lod dog hurtigt sit blik falde ned på glasset med en brun, gennemsigtig væske.

”Christopher,” præsenterede han sig en smule forfjamsket. ”Hvad skylder jeg æren?” fortsatte han inden, hun kunne nå at sige noget.

”Du virkede som en, der havde brug for det. For resten så ligner du noget, som er blevet kørt over. Det er du godt klar over ikke?” Kvinden, Ruby, virkede til at være på hans alder, men samtidig virkede hun også meget yngre af sind, selvom hendes øjne virkede århundreder gamle grundet den grå farve. Der var intet ondt at spore i hendes stemme. Ikke andet en simpel konstatering, som han ikke rigtig kunne modsige. Derfor kunne Chris heller ikke andet end at nikke, da han ikke havde så meget andet at tilføje.

”Wow der er vidst en der hænger lidt med mulen.” Igen var det ikke andet end en konstatering fra hendes side.

”Jeg er heller ikke ligefrem inde i min bedste periode,” indrømmede han blot overfor hende, selvom det havde været tydeligt for enhver. Dog var det altid en god ting at få sådan noget på plads. Normalt var han faktisk et meget positivt menneske.

”Det ved jeg.”

”Er det virkelig så tydeligt?” Den grimasse der gled over hans ansigt krævede noget at blive skyllet ned med. Derfor lukkede hans slanke fingre sig også omkring glasset, hvorefter han tog en ordentlig slurk. Ilden i hans hals forsikrede ham om, at han denne gang rent faktisk også havde fået alkohol.

”Du ligner en der hader livet, hvilket virkelig er en skam.” Det undrede ham, hvordan hun kunne lyde så rolig i sin stemmeføring. Som om det hele intet betød for hende, men samtidig var der noget varmt i stemmen. Noget beroligende. Dog ville han ikke selv mene, at han hadede livet.

”Alle har dårlige perioder.”

”Men ikke alle sætter sig til at drikke og glemmer alt om personlig pleje. Fortæl mig lige, hvornår du sidst var i bad?”

”Din pointe er?” spurgte han med et suk, da han blev træt af at regne tilbage i tiden. I morgen ville han gå i bad, lovede Chris tavst sig selv.

”Min pointe er, får du aldrig nogensinde lyst til bare at male byen rød?” Imens hun talte, så kom der noget i hendes blik, som han ikke helt kunne genkende. Noget udfordrende, men også tilbageholdt. Det fik ham til at rynke brynene kort, og falde hen i tanker. Det var for ham en gåde, hvad hun helt præcis mente, men han måtte indrømme, at det gjorde ham nysgerrig.

”Hvis du nu skulle få lyst til at tage et bad, måske skifte tøj også, nu hvor du er i gang, så kunne du jo altid ringe. Når du altså er færdig med at sidde her og have ondt af dig selv,” uddybede hun. Denne gang var han sikker på, at hun udfordrede ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...