Secret

•Secret• -En Harry Styles fanfiction- Gina Swan er 17 år. Rent ud sagt har hun er lorte liv! Hendes far er på stoffer stort set hele tiden, og drikker smerten væk. Smerten af at Ginas mor døde da Gina blev født. Ginas far skylder skylden på Gina, hver evig eneste dag. Gina har ingen venner, hun er alene om at kæmpe en kamp man slet ikke burde kæmpe. En dag møder hun en dame. Susan. Hun kommer på børnehjem og bliver adopteret af Mille. Hvad sker der når hun kommer til Doncaster? Når hun møder Lottie Tomlinson(som i denne movella også er 17 år men drengene er ligeså gamle som de i virkeligheden er) Og hvad sker der når hun får følelser for Harry selvom hun ikke vil binde sig til nogle fordi hun ikke vil blive såret og ikke vil såre andre? Efter hun er blevet kaldet fed så mange gange af sin far, tror hun så på det? Vil Harry hjælpe hende? Vil hendes far prøve at finde hende? Er der nogle der skal betale en pris for at andre kan leve? Find ud af det i min første movella: Secret.

18Likes
25Kommentarer
1288Visninger
AA

20. • Samtalen •

Kapitel 19:

 

Efter jeg havde tænkt på "det" lagde jeg mig til at sove. Min hjerne kunne ikke holde til mere. Jeg sov til klokken 08:30 og stod op, for jeg vidste at politiet ville være her omkring klokken 10:00. Jeg tog et langt og varmt bad. Tænkte tingene igennem. Hvad jeg skulle sige til dem. Hvad jeg nok ikke skulle sige til såsom pistolen!

Mit hjerte bankede og bankede da klokken nærmede sig 09:30.

 

"Er du okay? Du ser lidt bleg ud" sagde Mille og kiggede bekymret på mig.

 

"Jeg har det fint" sagde jeg hurtigt. Mine hænder var begyndt at blive mere og mere svedige.

 

"Her. Spis noget" Mille gav mig en mad med marmelade. Jeg tog den. Skulle jeg spise noget. Jeg havde ikke fået det indtryk af at Harry synes jeg er.. Fed.. Jeg bed mig i læben. Hvis han ikke synes du er fed er der okay at spise.

 

"Tak" sagde jeg hurtigt og satte mig ned. Jeg spiste halvdelen og så kunne jeg ikke få mere ned. Jeg rejste mig op og gik hvileløst rundt.

 

"Diiing doooong" jeg vendte mig hurtigt om mod døren. Jeg tørrede mine svedige hænder af i mine bukser og gik hen mod døren. Mille åbnede den og tog politimænd mødte mine øjne.

 

"Goddag. Må vi komme ind?" Sagde den højeste politimand.

 

 "Ja selvfølgelig" sagde Mille. De to politi mænd gik ind i stuen. De satte sig ned og Mille hentede noget kaffe til dem. Jeg satte mig overfor den høje og kiggede lidt på den lille og lidt buttede politimand. Da Mille havde skænket kaffe op til politimændende satte hun sig også ned.

 

"Nå, skal få det overstået? Så du mener at din far er ude på at dræbe dig? Korrekt?" Spurgte den høje om og kiggede på nogle papir.

 

"J...ja" fremstammede jeg.

 

"Mmhhm. Og du er helt sikker?" Sagde han og kiggede søgende rundt på papirerne"øhh Gina" sluttede han.

 

"Ja!" Sagde jeg tydeligt og kiggede ham i øjnene.

Han kiggede på den lille politimand og så på papirerne igen. Han lagde dem fra sig og folede sine hænder.

 

"Hør her. Vi siger ikke at du lyver men vi ser ofte at børn der er adopterede, hvad kan man sige... Ønsker, at deres forældre, rigtige, forældre vil dem noget. Altså giver dem opmærksomhed. Om det så er godt eller skidt de vil dem er forskelligt."

 

"Jeg er ikke noget barn! Og jeg lyver ikke! Han er der ude og han VIL dræbe mig!"

 

"Rolig nu. Der er ingen grund til at hidse sig op! Vi siger bare du måske skal tænke lidt mere over om det nu.. er sandt, og så kan vi komme tilbage hvis du er helt sikker." De rejste sig op.

 

"I skal da hjælpe mig! Nu! Hvad nu hvis han kommer lige når i er kørt? Hva?!" Jeg rejste mig også op og kunne mærke vreden rase op i mig.

 

"Rolig! Tænk over det." Sagde den lille. Mille gav min skulder et klem og fulgte de to politimænd ud. Jeg kunne høre at hun råbte af dem.

"... I MÅ GODT NOK TAGE JER SAMMEN! HVORFOR SKULLE HUN LYVE? HVA?!"

 

"Hvorfor skulle hun ikke?" Spurgte den høje og jeg kunne høre hvordan Mille smækkede døren.

Jeg stod helt stille. Hvad nu hvis de havde ret? Hvad nu hvis det slet ikke passede?

"Kom her!" Sagde Mille og gav mig et langt kram.

 

"Du skal ikke høre på dem! Jeg tror på dig!"

 

"Tak Mille" sagde jeg og og indåndede duften af hende bluse.

 

"Hør her. Jeg tror du skal være sammen med nogle. Så du bliver opmuntret. Ring til Lottie eller.. Harryyy" sagde hun og blinkede til mig.

Jeg behøvede slet ikke at ringe til Harry for lige da hun havde sagt det rigere det på. Jeg åbnede døren og der stod han. Min drømme fyr. Harry.

 

"Hej! Hvordan gik det!?" Sagde han og gav mig et kram.

 

"Ikke så godt. De troede ikke på mig.."

 

"Sådan nogle dumme nar røve!" Sagde han og jeg begyndte at små grine. Han grinede med mig.

Han kyssede min kind.

 

"Vi har en date!" Sagde Harry pludselig og smilede til mig.

 

"Uhh. Hvor?!" Sagde jeg og kiggede spørgende på ham.

 

"Vi skal i biografen og se... Dadadadaaaaaa!!! Den nyeste kærlighedsfilm My love!" Han kiggede på mig og ventede på svar.

 

"Det vil jeg rigtig gerne Harry! Du er så vidunderlig!" Sagde jeg og kyssede ham på kinden.

 

"Skal i se My love?!" Spurgte Mille om og kom hen til os. "Den vil jeg bare SÅ gerne se!"

 

"Okay Mille." Sagde jeg og prøvede at vise hende at hun skulle gå.

 

"Ej må jeg ikke komme med?!" Hun smilede stort! Med tænder og det hele. Jeg kiggede på Harry der stod og fugtede sine læber.

 

"Jo" sagde han efter 5 sekunders akavet stilhed og pressede sine læber sammen. Mille gik igen mens hun nynnede en eller anden sang.

 Harry kiggede på mig med en blanding af et ærgerligt og morsomt smil.

 

"Det er altså okay. Vi behøver jo ikke at side ved siden af hende." Sagde jeg smilede til ham.

 

"Nej nej. Det bare lidt irreterende alligevel."

 

"Jep!" Svarede jeg og flettede mine hænder ind i hans.

 

"Jeg glæder mig altså rigtig meget!" Jeg kyssede hans kind.

 

"Det gør jeg også" han gengældte med et kys. Hans hånd kørte stille og roligt ned af min ryg og stoppede lige før han nåede ned til min numse. Den anden hånd holdte stadig min.

 

"Vi ses imorgen klokken 19:00 lige her" sagde han da han havde forladt mine læber.

Han kiggede skiftevis på mine øjne og mund. Øjne mund. Øjne mund.

 

"Hvad er der?" Spurgte jeg stille og kunne mærke mine kinder blive varme.

 

"Du er bare så smuk" sagde han og kyssede min pande.

 

"Jeg har ventet så længe på den rette" han mødte mine øjne med hans og gik så ned på fortovet.

 

"Du er virkelig den rette" sagde han og gik.

 

Der stod jeg helt mundlam. Jeg havde stadig mine øjne på det sted han stod da han var på fortovet. Mine hænder mødte mine læber og følte på dem. Et smil bredte sig. Han er virkelig også den rette for mig.

 

"Luk døren, det trække" lød det fra Mille.

 

"Undskyld!" Sagde jeg og lukkede døren, stadig med et smil på læben. Jeg gik hen til skrivebordet og åbnede min bærbar.

Jeg gik ind på Twitter og så Harry havde skrevet noget.

 

'Jeg har mødt den pige jeg har ventet på hele mit liv! Hun er den eneste person jeg vil være sammen med. @gina_00 jeg elsker dig.

Xo'

 

Awwww hvor er han sød.

Jeg tog min mobil og sendte en hurtig besked.

 

'Tak for din besked på Twitter! Jeg elsker også dig! Af hele mit hjerte!'

 

Jeg gik hen til vinduet og kiggede op på himlen.

Tak mor. Tak for alt. Jeg kiggede ned på vejen.

 

Et skrig slap ud af min mund. Det virkede ikke som om det var mig men en anden der havde overtaget min krop. Jeg trak mig hurtigt væk fra vinduet igen. Klaus. Der var han. Igen. Jeg tog mig til hovedet.

 

"Mille!" Råbte jeg.

 

"Milleee!!!!" Jeg løb ned af trappen.

 

"Hvad sker der?! Hvorfor skriger du?!" Sagde hun og kiggede forvirrende på mig.

 

"Han.. Han er her. På vejen." Sagde jeg grædende og faldt sammen på gulvet.

Mille løb hen til køkken vinduet pg kiggede ud.

Hun kom tilbage og tog mig ind til hende.

 

"Shyy.. Han er væk nu. Bare rolig. Han kan ikke gøre dig noget." Hun rokkede mig frem og tilbage. Som om jeg var et barn. Jeg snøftede og kiggede på hende.

 

"Hvad skal jeg gøre?" Hviskede jeg og lod tårerne glide ned af mine kinder.

 

"Gå op i seng og sov. Jeg skal nok sørge for at der ikke sker noget!" Hun fulgte mig op på værelset og rullede gardinerne for.

 

"Sov godt" sagde hun og smilede til mig. Jeg smilede igen og lukkede øjnene. Han er her ikke. Han kan ikke gøre dig noget! Luk ham ud, og lad ham aldrig komme ind igen! Sagde jeg til mig selv.

Og hvis han prøver.

Dræb ham...

Jeg bed mine tænder sammen.

Lad ham føle smerte.

Lad ham dø.

 

Forfatter besked:

 

Så er kapitel 19 ude! undskylder for den lange ventetid men har haft konfirmation og så er jeg blevet syg! Total nederen!:-D

Jeg vil slutte af med at takke for 13 likes og for at være kommet på 26 favoriseret lister!!! Er MEGA glad!! Og i synes måske ikke det lyder som meget men tak for at der er 4 der følger mig! Det gør mig virkelig glad og jeg får bare mere lyst til at skrive! <3 Så tusind tusind tusind tak for alt!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...