Barbarus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 10 apr. 2014
  • Status: Færdig
På en alien-planet hvor beboerne har karaktertræk fra forskellige dyr, bliver alt forandret da nogle mennesker ankommer, og prøver at stjæle et af deres børn.

0Likes
1Kommentarer
70Visninger

1. Barbarus

Barbarus

 

Lyset, der trængte igennem vinduet i Ørenfamiliens hus, skinnede på Ørendatter, hvis barnekrop var dekoreret af maling fra Mulaplanten.

-Hvor er du bare smuk Mula, når du er malet med dig selv, sagde Ørnemor Tisha, hendes bevægelser af ordene kærlige, og hendes hud en varm rød. Mula betragtede sin egen hud. Hun glædet sig til at hun kunne styre farverne der kom sammen med en følelse. Men det var kun de voksne der kunne det, så hun måtte vente indtil efter cere-monien.
Tisha rettede lidt på fjerene der dækkede Mula’s vinger, imens hun piftede let.

-Mor, hvorfor skal jeg være nøgen? Spurgte Mula, alle tegn på humor forsvundet. Pigen rømmede sig. Hendes farver flakkede forskellige brune, et tegn på ubehag.

-Tsch Mula, du ved da godt at når man skal enes, skal man jo ikke gem-me noget for sin partner. Heller ikke sin krop. Tisha’s øre havde lagt sig lidt ned på hendes hoved, så Mula blev ikke ved med at klage. Hvis hendes mors øre lagde sig længere ned, ville hun begynde at blive sur. Det havde Mula ikke lyst til på sin ceremonidag.

 

 

Ulvesøn stod på det podie, hvor han skulle enes med Ørnedatter Mula. Hans hænder og ansigt glinsede af sved.

Som datteren af høvdingen, havde Mula fået lov til at vælge tre søn-ner, som hun ville være sammen med resten af sit liv. Ud af de tre havde hævdingen valgt ham. Han vidste ikke hvorfor. Måske fordi han og Mula havde været venner siden de blev født, samme dag hvor solen var gemt bag månen.

-Er du klar Ulvesøn Ireko? Spurgte Ørenfader. Ireko nikkede, men hans hudfarve viste et andet svar.

Ørenfader grinte. Han klappede Ireko på skuldren, imens han imi-terede hans farver. Ireko glemte sin ubehag da han så det. Hans farve skiftede til længsel grøn.

-Bare rolig Ireko. Hun valgte dig som den første. Sagde Ørenfader, der mistog længslen efter at kunne friviligt skift sin farve for længsel efter Mula. Ireko kiggede op på Ørenfader med store øjne. Ørenfader smil-ede til ham.

Ulvesøn Ireko stillede sig op på podiet. De andre Nha'Mulag begyndte at synge. Ørendatter Mula kom frem. Ireko gispede.

Mula var utroligt smuk, hendes farver strålede som var hun fyldt med ildfluer. Hun var lilla, men hendes læber og øre en lys rød. Hendes ben blev mørkere og mørkere længere nede, så hendes fødder var næ-sten blå, som en skyfri nat. Hvide prikker dækkede hende, som det mennesker kalder for frejner. Hun havde intet hår, for hun var Øren-datter, men fjer dækkede toppen af hendes hoved.

Ireko blev brun og grøn. Hun var så meget smukkere end ham. Hvordan kunne hun nogensinde være tilfreds med ham? En bevægelse i udkanten af hans syn fangede hans opmærksomhed. Han vendte sig for at se.    

 

 

Mula hørte Ireko gispe, og hendes hud blev helt guld, og hun smilede med hele ansigtet.

Men Ireko kiggede ikke på hende. Han kiggede op i luften, hvor et kæmpe dyr kom ned fra himlen. Dyret var en skindene grå farve, ligesom den sten der hang om Mula's hals. Mula identificerede det som en slags mineral de kaldte for titanium. Det var en utrolig hård substans, men også fjer ledt. Hvad var det for et dyr der kunne være lavet af titanium?

Dyret kom nærmere, og en brummen fyldte luften, som en kæmpe bi. Et stykke af dyret faldt ned mod skoven, men rettede sig op og begyndte at flyve hen mod dem. Nha'Mulogerne kiggede op med und-ren på det lille dyr, der landede let foran dem i lysningen. Dyret åb-nede sit store gab, og ud kom to andre dyr, men de lignede kød og blod, ikke metal. Alle stod mundlamme og stirrede på dem, men Ireko gik frem mod dem og begyndte at velkomme dem på det universale sprog som alle levende forstår, kropssprog.

Men så løb de to dyr frem og tog fat i ham, og pegede en besynderlig genstand mod hans hoved, og råbte med høje, mærkelige stemmer. En af jægerene løb frem mod dem, men en af dyrene pegede genstanden på ham, og så lød der et højt knald. Jægerens krop sagde et bump da det ramte jorden.

Død.

Ingen af Nha'Mulogerne rørte sig. Dyrene trak Ireko tilbage ind i det andet dyr, og det lukkede gabet. Luften fyltes med brummen, og dyret stej til vejrs, og fløj væk over et hav af dybe blå væsener, som den havde stjålet et barn fra.

 

 

Mula løb. Alle andre løb også, men Mula løb hurtigst, og den modsatte vej end alle andre. Dyret kunne flyve, ja, men Mula var Ørendatter, så det kunne hun også.

Hun baskede med vingere, og hendes krop lettede fra jorden. Hun mærkede vinden kærtegne hendes krop, og brølede et triumphs råb. Det var første gang hun fløj, og hun havde lyst til bare at svæve for evigt.

Men hun blev nødt til at redde Ireko.

Dyret var ikke særlig hurtigt, men Mula holdt sig lidt væk fra det, vel-vidende at det store dyr var i nærheden.

Men det store dyr kom ikke frem, i stedet for begyndte det lille dyr at lande. Mula fløj hen over dyret, og så at noget af skoven havde blevet ryddet væk, og det store dyr sad stille.

Det lille dyr landte ved siden af, og åbnede sit gab. Fem af de mærke-lige dyr kom ud, og de havde fat i Ireko, der ikke strittede imod. Dyrene sagde noget, og lavede en mærkelig lyd, som Mula analyserede som en udtrykkelse af munterhed.

Dyrene havde kigget på Ireko mens de sagde det, så Mula tænkte de nok havde lavet en humorisktisk bemærkning om ham. Ud fra hvor dyrene havde kigget, var det noget upassende.

Mula hvæsede let gennem sine tænder. Disse dyr havde ikke ret til at kritisere hendes mage. Han var perfekt.

Det store dyr, som Mula havde valgt at kalde Ipsum, åbnede sit gab, og de andre dyr, som hun kaldte for Barbarus, gik ind, sammen med Ireko. Hans hale var mellem hans ben, og hans store øre lagt langt tilbage på hans hoved. Klare tegn på at han var bange. Meget bange. En svag hvisken af luft kildede Mulas øre, da hun rettede sig mod jorden for at lande.

Jorden kom hurtiger mod hende end hun havde forventet, og hun snublede og faldt, men någede at folde sine vinger før der skete noget med dem. Hun løb hen mod Ipsum, hvor gabet stod åbent, men ingen barbarus stod.

Inde i Ipsum var væggene lavet af det samme metal som uden på, og Mula blev klar over det ikke var et levende dyr eller en plante. Måske var det ligesom de skibe jægerne brugte til at komme ud midt på van-det og fiske? Men i stedet for at det kom ud på vand, gik det ud i rummet.  

Pigen løb hen ad gangen, der førte længere ind i rumskibet. Hun var utroligt stile, og kunne høre nogle barbarus bag ved hvad hun for-modede var en dør. Hun gik videre, og kom til at sted hvor gangen splittede sig. Mula gik til højre, og fandt en dør hvor der kom ingen lyde ud fra.

Mula gik hen mod den, men kunne ikke finde en måde at åbne den på. Hun lænte sig op i mod væggen, og hørte et svagt whoosh, da døren åbnede. Hun vendte sig om hurtigt, sikker på at nogen var ved at angribe hende. Men der var ingen. Langsomt blev hendes hjerteslag normale igen, mens hun stod helt stille. Hun kiggede på væggen hun havde lænt sig op ad, og så en rød dut, der stak ud af væggen. Hun trykkede på den. Døren lukkede igen.

Mula gik videre, og mødte ingen på sin vej. Gangene var belyst af cirkler, der skindede kraftigt, så hun ikke kunne kigge lige på dem. Hun kom til en ny dør, der så forskellig ud fra de andre, da den havde et lille stykke i den der var sort, men som reflekterede lyset fra cirk-lerne, som lignede små sole.

Mula trykkede på den røde knap under den mærkelige rektangel, og rektanglen fyldtes med farver. Mula sprang tilbage, men så så at skærmen viste Ireko, der sad alene inde i rummet.

-Ireko! Ireko! råbte hun men han kunne ikke høre hende. Hendes hjerte bankede, og hun famlede da hun prøvede at trykke på den røde knap ved siden af døren.

 

 

Ireko kiggede op i det døren gik op. Han havde forventet dyrene, som havde kaldt dem selv for mennesker, ville komme ind, men det var Mula. Han gispede, og var på fødderne i et sekund. Mula smilede til ham.

-Ireko. Sagde hun med et suk, og hendes hud blev en lettet blå. Ireko løb mod hende, og de omfavnede hinanden, glade for den sikre følelse af en bekendt.

-Vi må skynde os afsted før barbarus kommer! Sagde Mula, hendes ord hurtige og svære at følge.

-Barbarus?

-Det er det jeg kalder dem

-De kalder sig selv for "mennesker"

Mula kiggede overasket på ham.

-Så deres sprog er vokalt? Viste hun overrasket.

-Det lige meget, vi må afsted nu!

De to Nha'Muloger løb sammen ned af gangen, mere hastige end stille. Mens de løb spurgte Ireko Mula om det navn hun havde givet menneskene.

-Det betyder barbarer på det gamle sprog, svarede hun, hendes hud en humoristisk rød.

Pludselig lød der et højt smæld bag dem. Mula faldt. Ireko stoppede med at løbe. Vendte sig langsomt om.

Hans mage lå der. Rødt blod bredte sig under hende. Rødt som hen-des hud. Ireko undrede sig hvorfor farven for humor var den samme som for død. Måske var den enste måde at klare død og dets konsek-venser at lave sjov. Ireko grinte eksperimentalt. Nej. Det var ikke rigtigt. Mula lå stadig der, og tomheden bredte sig stadig langsomt gennem hans lemmer, som en slags gift.

Gift.

Han var gift. Med Mula. Han grinte igen.

Gift, Gift.

Rød, Rød.

Død.

Død.

 

       

 

       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...