MISBRUGT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Igang
Historien handler om en pige der hedder Amanda, hun har igennem hele sit liv haft en voldelig far som var narkoman og en mor der var alkoholiker.. Hun blev fra hun var 5 misbrugt af sin far, som var voldelig overfor hende og voldtog hende, og hendes mor råbte og skreg af hende og slog hende. Amanda turde ikke gøre modstand og sige fra da hun var bange for hvad konsekvenserne kunne være...

19Likes
26Kommentarer
1524Visninger
AA

2. Hvad nu?

Da jeg vågnede, var jeg ikke længere på mit værelse. Jeg kiggede mig omkring, da det gik op for mig at jeg var i kælderen. Det sidste jeg huskede var min far der stod i min dør med et skævt smil, og så blev alt sort. Hvorfor var jeg i kælderen? Havde han voldtaget mig igen? Hvad skete der lige? Jeg kiggede ned af mig selv, min kjole var flået i stykker og der var krads mærker over det hele på min krop. Der lå bloddråber på gulvet fra mine krads mærker. Jeg tog mig til hoved, Hvad skulle jeg gøre? Jeg gad ikke være her mere, det her var dråben. Jeg måtte gøre et eller andet, men hvad? Hvad kunne en pige på 14 år dog gøre? Det var jo ikke som om at jeg bare kunne fortælle dem hvordan jeg havde det og at jeg ikke ville mere! De vil jo bare blive sure, de vil overhoved ikke kunne forstå mig. Jeg prøvede at gå min vej, men i det jeg tog et skrid blev jeg revet tilbage igen.. Hvad? Havde han virkelig lænket min ene fod fast til sengen? Hvordan kunne jeg overse det? Jeg begyndte at skrige, og var ligeglad med hvem der hørte mig. Jeg håbede bare at de personer der hørte mig ville være nogle som ville hjælpe mig, en nabo, en tilfældig forbigående eller en gæst? Bare en der ville hjælpe mig.  

   Jeg hørte nogle på trappen, men jeg vidste ikke helt om det var mine forældre eller om det var nogle der ville hjælpe mig. En hæs stemme kom ud af mørket fra gangen.. " Hallo? Er der nogle?  "  Jeg var stille i et øjeblik men sagde så " Jeg er herinde, skynd dig hjælp mig.. "
  efter et minut stod der en mørk skygge i døråbningen, et skarpt lys, lyste på mig. En mandestemme sagde " Oh My God, er du okay? Hvad der sket? " Jeg rystede over det hele, men fik formede nogle ord ud af min mund.. " B-bare få m-mig væk herfra s-så skal jeg n-nok fortælle d-dig det hele.. " Manden fandt nøglen der hang på væggen, låste lænken op og bar mig ud i hans bil. Og i det han kørte over bakken, så jeg at mine forældre drejede ind i indkørselen. Jeg gjorde det! Det lykkes mig! Jeg var nu fri! En god følelse bredte sig i hele min krop. Imens alle mine tanker om frihed og lykke fløj rundt i hoved på mig, blev jeg afbrudt af manden der sagde " Nå, hvad var det så der er sket med dig, hvorfor sad du lænket nede i den mørke og våde kælder? " Jeg kiggede på han med et trist blik i mine øjne. " Mine forældre misbruger mig, og når de skal noget midt i at de misbruger mig så, lænker de mig til sengen i kælderen så jeg ikke kan stikke af.. " Han så forbavsende på mig. " Jamen dog, hvor længe har det stået på? " spurte han med en trist klang i stemmen, jeg kiggede ned i mit skød.. " Hele mit liv, fra jeg var ca. 5 år " ´sagde jeg meget stille. " Men har du ikke andet familie du kan være ved eller nogle venner du kan bo hos? " Spurgte han nysgerrigt " Nej, jeg har ingen familie hvad jeg ved af, desuden hvis jeg havde så ville mine forældre sikkert lede efter mig der.. Og venner har jeg ingen af, jeg har aldrig gået i skole.. Alt hvad jeg ved har jeg lært derhjemme hvor min mor hun underviste mig, og hvis jeg svarede forkert eller lavede en fejl så fik jeg smæk.. " Jeg kiggede op på ham, han havde en tåre i sin øjenkrog.

    Der var helt stille. "Hvad hedder du egentlig? " Sagde manden ude i det blå. " Amanda, hvad med dig? " Svarede jeg.
Manden kørte ind i en indkørelse til et flot hus, " Mit navn er Henrik Larsen. " Sagde han og smilede til mig. " Nå så er vi her, velkommen til dit nye hjem. " Jeg kiggede mig omkring " Skal jeg virkelig bo her " Svarede jeg ham overrasket.  " Ja, du skal bo hos mig til vi finder ud af en anden løsning. Og måske hvis du gerne vil så kan min kone og jeg adoptere dig. "  Jeg kiggede på ham, løb hen til ham og krammede ham.    ( Fortsættelse Følger. )

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...