Fra Hellerup til One Direction

Angel fra Hellerup får sin livslange drøm opfyldt. Hun skal nemlig studere og bo i London efter endt gymnasietid. Det er farvel til København med de vilde fester sammen med hendes tætteste veninder og goddag til et nyt liv i London og nye mennesker. Men hvad hun mindst forventer er et kort møde og et lidenskabeligt kys med et bandmedlem fra verdens mest berømte boyband, One Direction. Et kys der vil forandre hendes liv for evigt...

53Likes
16Kommentarer
118510Visninger
AA

27. 25.


Jeg kommer tilbage ind i den mørke stue fuld påklædt, men jeg føler mig stadig blottet. Louis sidder oppe i vindueskarmen med benene straks ud langs karmen og kun iført sine jeans. Månens skær rammer ham og hans mørke krop helt perfekt, så halvdelen af hans profil er diffus og resten er helt oplyst. Han er smukkere end nogensinde og jeg står et øjeblik og studere ham og hans tatoveringer, som lyser op i lysets skær. Han drejer sit ansigt og hans blik rammer mit på et spitsekund og han smiler et stift og skævt smil. Han rækker hånden ud mod mig og siger stille: "Kom herover...". Jeg går som hypnotiseret hen over trægulvet og ligger min hånd i hans udstrakte hånd og han svinger benene udover karmen, som jeg stiller mig imellem.

Han trækker vejret dybt ind og jeg ved, at han er ved at tage tilløb til at fortælle mig noget alvorligt. Enten er det farvel eller noget helt andet. Han tager fat i begge mine hænder og kigger ned på dem og hans ellers så flotte hår, falder halvt ned over hans pande. Han virker splittet og trist til mode. "Jeg... ", begynder han men stopper brat. Jeg venter tålmodigt. Han løfter sit ansigt og studere grundigt mit ansigt, som viser... ingenting. Han puster hårdt ud og jeg høre ham sige: "Nu er jeg helt ærlig overfor dig okay?". Jeg nikker lydløst og venter bare.

Han virker nervøs og jeg kan mærke, at hans hænder omkring mine blive varme. "Megan er bare Megan", starter han. "Hun er en gammel veninde med frynsegoder, som jeg har kendt i mange år. Hun var der før Eleanor og efter Eleanor men aldrig i mens Eleanor. Det bliver aldrig til mere mellem hende og mig". Han stopper op og kigger sig over skulderen, da vi høre en lastbil dytte nede på vejen. Han kigger ned på vores hænder igen og fortsætter: "Jeg var sammen med Eleanor i 3 år, Angel. Vi var... fantastiske sammen. Hun var det bedste i mit liv og vores kærlighed for hinanden forsvandt ikke. Hun begyndte at læse på Brown sidste sommer i USA og afstanden og mit arbejde blev for meget for vores forhold, så vi stoppede vores forhold, så vi begge kunne komme videre". Jeg kan mærke, at min mave krymper sig og at der danner sig en knude omkring den. Mine øjne begynder at svide og jeg ved ikke, om jeg har lyst til at høre resten. Jeg bliver ikke trist over, at høre hans historie. Jeg bliver ked af det på min egne vegne. Over at høre at de gik fra hinanden pga. afstanden mellem dem og ikke pga. deres kærlighed forsvandt.

"Hey...", hvisker Louis og ligger en hånd på min kind og kigger ind i mine øjne. Han kan mærke, at jeg er ilde til mode. "Du er smadder dejlig...", hvisker han igen. "Det er ikke min intention at udnytte dig, hvis det er det, du føler. Og det er bestemt ikke det, jeg gør fra min side. Du er bare... ". Han stopper op og jeg kan mærke, at jeg bliver lidt mere rolig, men kan mærke, at mine øjne bliver blanke af tårer. Louis kysser mig varmt og forsigtigt på læberne, mens han stadig har en hånd på min kind og trækker sig et par centimeter væk og kigger på mig. "Har jeg fortalt dig, at du er smuk?", spørger han stille. Jeg nikker stille og der kommer et lille smil frem på mine læber. Jeg begynder at blive svimmel. Louis smiler skævt, da han ser min reaktion. Jeg læner mig mere ind mellem hans ben og mærker karmen mod mine lår. Hans fingre begynder ligeså stille at lege rundt med mine og han fortsætter forsigtigt: "Du er bare så... så fantastisk dejlig. Jeg er bare bange for at falde for dig, for jeg kunne falde hårdt for dig. Rigtig hårdt!".

Jeg stopper med at trække vejret og bliver genert. Jeg kan mærke varmen brede sig i ansigtet og jeg har mest af alt lyst til at kaste mig i hans arme, men jeg gør det ikke. Hvorfor er jeg så svimmel? Jeg kan mærke min puls i nakken og jeg begynder at få det varmt og prøver at overkomme denne mærkelige fornemmelse i kroppen og spørger: "Hvorfor er du bange for at falde for mig?". Vi bliver begge lidt overrasket over mit spørgsmål og han svare med det samme: "Fordi jeg er bange for at blive såret igen". Han virker pinligt berørt over at indrømme det og fortsætter hurtigt: "Det lyder bare så kliche-agtigt, men det er faktisk sandheden. Alt hvad jeg troede på i Eleanors og mit forhold, opgav vi pga. usikkerhed. Ikke fordi vi ikke havde lyst, men fordi vi ikke ville se hinanden særlig tit". Han trækker på skuldrene og siger smilende: "Kald mig bare romantiker, men jeg tror altså på evig kærlighed og ikke på opgivet kærlighed, fordi det ikke lige passer ind i skemaet". Jeg griner lavt og han ligger sit kønne ansigt på skrå og hvisker: "Jeg elsker dit grin". Mit blik rammer hans og jeg kan mærke, at han er oprigtig.

Jeg har svært ved at smile til ham nu og jeg har det mærkeligt i hele kroppen. Alle mine sanser stritter imod ham lige nu og jeg kan ikke forstå det. Jeg mærker hans hænder mod begge mine kinder og han ligger sine læber mod mine, uden at jeg egentlig registrere det og vågner lidt op fra min døs. Han gør krav på min tunge med sin. Hans tunge leger frækt omkring min og jeg stønner lavt mod hans læber, da hans ene hånd køre om i min nakke. Jeg får kuldegysninger op af ryggen og ligger begge mine arme omkring hans nakke og lysten vælter op i mig igen efter ham. Han skiller mine læber mere ad med sine læber og suger mig mere ind til sig og smager på mig. "Bliv her i nat", siger han åndeløst i det korte øjeblik, vores læber ikke rammer hinanden. For første gang er der alarmklokker indeni mig, som ringer højt og tydeligt og jeg skubber mig blidt fra ham med mine hænder mod hans bryst. Han ser forvirret på mig, da han ser mig ryste stille på hovedet. "Angel?", spørger han forvirret. Jeg ryster igen stille på hovedet, mens jeg står stadig op af ham med mine hænder på hans bryst. Han smiler et stift smil og forstår, at han netop har fået et afslag, men ikke på den måde, som han selv tror. "Jeg kan ikke det her", hvisker jeg lavt og ser op på ham med triste øjne. Og nu forstår han det!

Hans arme omkring mig stivner og jeg kan mærke, at han trykker mig mere ind til sig, mens han kigger forvirret ned på mig. "Angel?", siger han igen forvirret. "Hvad mener du...?". Men jeg kan se på ham, at han godt ved det. Han ved, at jeg er ved at sige farvel. "Louis", siger jeg forsigtigt og vrister mig stille ud af hans arme og ser op på ham med blide øjne. "Jeg kan ikke det her". Jeg peger fra mig til ham og fra ham til mig. "Jeg er ikke den type pige...". Jeg trækker vejret dybt ind og ved, at jeg kommer til at fortryde dette, men jeg ved, at min sunde fornuft har vundet. "Angel, det ved jeg godt", siger Louis med en lille desperation i stemmen. Jeg ryster stille på hovedet af ham og siger: "Virkelig Louis? Gør du virkelig det? Du vil ikke noget seriøst, men du vil gerne lære mig at kende på din egen måde. Du vil gerne se mig, men det skal stadig ikke føre til andet end kælen. Det forvirre mig".

Jeg trækker vejret dybt ind, da jeg har fået sagt det og han ved, at jeg har ret. "Jeg kan ikke Louis... . Jeg er ikke en pige, som venter på, at du skal falde for hende. Jeg vil have det hele! Jeg vil noget mere end bare at være den næste pige i rækken ".

Louis slipper mig helt og kigger på mig med store øjne. "Det er det sidste, du er Angel", siger han ærligt og ser direkte på mig. "Virkelig?", spørger jeg kraftesløst. "Du siger, at jeg er smuk og dejlig, men du vil ikke falde for mig. Har du bare en knap, som du kan tænde og slukke på til dine følelser? For det har jeg altså ikke og jeg har følelser for dig". Han ryster på hovedet og køre en hånd gennem håret og siger bedende: "Angel, jeg mener alt, hvad jeg siger til dig. Lad nu være med dette". Jeg ryster på hovedet og ser på ham, mens jeg ligger hovedet på skrå og giver ham et psykisk nyreslag, ved at spørge ham stille: "Er du kommet over Eleanor, Louis?". Louis's øjne bliver små og han ser mig direkte i øjnene og fnyser så højt af mig, at jeg bliver helt forskrækket. Han går væk fra mig og går ud i gangen og finder sin t-shirt på gulvet og tager den over hovedet. Jeg ligger armene om mig selv og vender mig om for at se på ham, mens han sætter blusen på plads, mens han står i midten af stuen. Jeg ved, at jeg har overtrådt en grænse, men jeg må vide det. Han kigger koldt på mig, mens han går forbi mig og går ud i køkkenet og jeg kan høre, at han åbner og lukker køleskabet. Lyset bliver tændt derude og jeg bevæger mig usikkert derud og ser ham stå og drikke af en vandflaske. Han ignorere mig, da jeg træder ud i køkkenet til ham og da han stiller flasken fra sig på køkkenbordet, støtter han hænderne på overfladen med ryggen til mig. "Louis?", siger jeg bedende, men han reagere ikke på min stemme. Jeg læner mig op af kogeøen i midten af køkkenet og venter med dårlig smag i munden.

Selvom min sunde fornuft har overtaget, har min dårlige samvittighed også overtaget. Jeg ved, at jeg afprøvede en grænse, men jeg er nødt til at vide det. "Louis?", prøver jeg igen bedende. Han er ikke i tvivl om, at jeg er ked af det over det, som jeg spurgte om. Det kan høres på min stemme. "Det var ikke min mening at gøre dig ked af det. Det beklager jeg virkelig. Undskyld". Han reagere stadig ikke, men jeg kan se, at han bøjer hovedet ned mod sit bryst og trækker vejret dybt. Der går et minuts tid og han vender sig om og støtter sin lænd mod kanten af køkkenbordet bag sig. Vi kigger på hinanden, uden at nogen af os siger noget. Jeg kan mærke, hvor desperat jeg bliver og at jeg har lyst til at spole tiden tilbage og tage alle mine ord tilbage. Men det er for sent nu! "Undskyld", hvisker jeg igen, mens jeg fastholder hans blik og jeg kan se, at han slapper lidt af, men ikke nok til at jeg tør at røre ved ham. "Jeg er bare så forvirret... Jeg forstår ikke, hvad du vil".

Min stemme er så lav, at jeg er usikker på, om han overhoved kan høre mig, men han nikker stille som svar. Jeg kan mærke, hvor nøgen jeg føler mig, når hans arme ikke er omkring mig og jeg kan mærke, hvordan jeg higer efter hans nærhed. Jeg har brug for ham 100% og ikke kun 50% og derfor ved jeg også, at det er det rigtige, jeg gør ved at sige farvel til ham. "Jeg må hellere gå", hvisker jeg og går ind i stuen og finder min håndtaske, som ligger i hjørnet af sofaen. Jeg kan høre Louis følge efter mig, da jeg går ud i gangen og hen mod entreen, uden at han siger noget. Alle mine sommerfugle i maven er væk og der er kun et stort hul, som ikke bliver fyldt ud med andet end tomhed. Jeg går ud i gangen og vender mig og ser på Louis, som står op af dørkarmen med hænderne i lommerne på sine jeans. Han ser ikke på mig, men ser ned på en plet foran mig. Jeg åbner stille døren og håber på, at han vil stoppe mig og tage mig i sine arme og erklære sin kærlighed for mig, men det eneste jeg høre er hans stemme sige: "Jeg kom 100% over Eleanor, da jeg så dig til Releasefesten".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...