2 Verdener 1 Liv

Isabella lever i menneske verdenen. Det har hun gjort de sidste mange år. Hun prøver at leve et "normalt" liv. At prøve at leve som et menneske. Men Isabella er ikke et menneske, og hun vil aldrig blive det. Isabella er en Senia. Seniaerne lever på den anden side af muren. Muren der adskiller de 2 verdner. Der er mennesker verdenen, og verdenen hvor Seniaer lever. Muren er flere kilometer bred, og flere kilometer høj. Seniaer Er overnaturlige væsner, og har hver deres evne..

13Likes
5Kommentarer
607Visninger
AA

5. Mødet

Klokken slog 12, og vi havde fri.
Jeg gik ud af døren, og mærkede mine fødder gå i langsomme bevægelser.
Normalt ville jeg være glad når vi har fri, ikke fordi jeg har noget i mod at gå i skole, men at have fri, siger lidt sig selv, man er fri.
Men Idag skulle jeg ikke bare hjem, jeg skulle mødes med Jesse.
Jeg havde bestemt ikke lyst til det, men jeg turde ikke andet.
Jeg kunne høre en genkendt stemme bag mig. Det var Anemone.

Jeg vendte mig om, og så hende komme løbende mod mig.
"Hej" sagde jeg stille og stoppede op.
"Har du travlt?" Spurgte hun forpustet.
Jeg vidste ikke om jeg havde travlt.. Det havde jeg nok.. Jeg tog in dyb indånding og svarede så.
"Nej.. Nej det har jeg ikke.."
"Fedt! Jeg tænkte på, om du ville med ud i byen??"
"Det kan jeg desværre ikke.."
Hun kiggede skuffende på mig.
"Hvad skal du da?"
Det var det spørgsmål hun bare ikke måtte spørge om.. Men Anemone kender mig alt for godt, hun kan se når jeg lyver.. Pokkers!
"Jeg.. Skal mødes med Jesse"
Hendes triste mund ændrede jeg straks til en glad, drillende mund.
"Uhh" sagde hun og puffede forsigtigt til mig.
"Vil du så med ud i byen i morgen?"
Jeg nikkede.
"Så lader jeg dig komme afsted" sagde hun og begyndte at fnise svagt, i mens hun vendte ryggen til, og begyndte at gå..
Jeg ville komme til at høre for det i lang tid.
Jeg sukkede og gik så videre.

                                                  *************

Jeg gik rundt inde i parken, og indtil videre var jeg den eneste her.. Helt alene i den store park..
Jesse var ikke kommet endu, hvilket på en måde var en lettelse.. Men til gengæld var jeg også rad for at han kom, bagfra og skar halsen over på mig.. Måske lidt overdrevet, men kan var virkelig scary!
Jeg kunne mærke mit hjerte galopere hårdere end nogensinde.
Jeg kiggede på mit ur, klokken var ca. Et kvarter i 1.
Mine øjne vandrede rundt i parken, og kiggede ind i alle hjørner..
Men han var ingen steder.
Efter en lang ventetid, besluttede jeg mig for at tage hjem.
Gåturen hjem føltes som en evighed, selvom jeg kun boede en lille kilometer væk fra parken.
På en måde var jeg lettede over han ikke kom, men jeg vidste også godt jeg ville skulle se ham i øjnene på et andet tidspunkt.
Jeg begyndte så småt at kunne se mit hus.
Det lille hus, med de mørke gule mursten, og blomster der holdte vagt.
Jeg trådte ind af døren, og hørte fjernsynet køre på fuld drøn.

"Isabella!?" Råbte min mor inde fra stuen af.
"Ja" råbte jeg stille tilbage.
Jeg kunne høre hendes fødder der trampede i træ gulvet, hun bar tydeligvis begyndt at løbe, eller vært fald gå hurtigt.
Da hun så mig lyste hendes øjne op, og hun gav mig et kæmpe kram.
"Jeg er så glad for at du er okay"!
Jeg kiggede underligt på hende.
"Hvad mener du"? Spurgte jeg forvirret?
Hendes mund åbnede sig, men ingen ord kom ud fra hendes mund.
Jeg kunne fornemme at der var noget galt, for min mor havde åbenbart været bekymrede for mig.
"Det Jesse" sagde hun så stille.
Jeg kiggede med store øjne op på hende.. Hvad kendte hun til Jesse.
Jeg åbnede mine øre, og hørte tv'et inde fra stuen, og gik mod det.
Et billede af Jesse var kommet op på skærmen..
Han var blevet myrdet.


Tankerne fløj rundt i mig, jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre.
Han var blevet fundet død, kun få 100 meter væk fra parken. De oplyste ikke hvordan det var sket, men at han var død.
Jeg kunne mærke min mobil brumme i min taske.
Der var kommet 11 beskeder, alle sammen fra Anemone 
Et billede fløj op på telefonen af hende.
Jeg trykkende på besvar og trak mobilen op til mit øre.
"Isabella"! Råbte hun ind i telefonen.
"Ja"
"Jesse"
"Jeg ved det.." Svarede jeg stille, og fik ind på mit værelse.
"Mødte du ham.. Altså i p.."
"Nej" afbrød jeg hende.
"Han dukkede ikke op."
"Hvor er det forfærdeligt.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...