Med blod, sved og tårer

Jeg falder. Alt bliver mørkt. Vindens susende lyde piber skingert for mine øre. Hånden, der ramte. Midt på kinden. Jeg forestiller mig, hvor rødt og stort mærket vil blive i morgen, når jeg vågner op i min ellers normale familie. Min søster ligger inde ved siden af og min bror på den anden side. Døren smækker højlydt og skraber hen ad det slidte gulvtæppe der skulle have været taget af for en livstid siden. Hver gang jeg skal gå ud af en dør, er jeg nødt til at lade som om alt er okay og som om der ikke er sket noget. Jeg ved, hvad der er galt. Alt. Mig. Min familie. Mine venner. (skrevet som bidrag til konkurrencen om alkoholmisbrug i familien)

1Likes
0Kommentarer
266Visninger
AA

1. Med blod, sved og tårer

Jeg falder. Alt bliver mørkt. Vindens susende lyde piber skingert for mine øre. Hånden, der ramte. Midt på kinden. Jeg forestiller mig, hvor rødt og stort mærket vil blive i morgen, når jeg vågner op i min ellers normale familie. Min søster ligger inde ved siden af og min bror på den anden side. Døren smækker højlydt og skraber hen ad det slidte gulvtæppe der skulle have været taget af for en livstid siden. Hver gang jeg skal gå ud af en dør, er jeg nødt til at lade som om alt er okay og som om der ikke er sket noget. Jeg ved, hvad der er galt. Alt. Mig. Min familie. Mine venner. 

 

Jeg sidder i køkkenet og venter på, at de kommer hjem. Jeg tænker, har tænkt, er gået i stå. Mine tanker er som en hvirvelvind fyldt med visne blade. Døren går op. Gæt hvem det er, der kommer ind. Der går de. Det eneste de tænker på er dem selv. Kun dem og deres arbejde. Alle deres stikkende øjne og de spydige kommentarer, der kommer fra de rødmalede læber. Jeg gad godt vide, hvad der nu er galt. Deres øjne brænder og er rødglødende som et stykke jern, der har ligget i ilden i for lang tid. De placerer begge en hånd på hver af mine skuldre. Og så går de uden at sige et enkelt ord.

Det er fredag aften. Ligesom i går klirrer flaskerne mod hinanden. De griner. De har det sjovt. Indtil den første bombe springer og så den næste. De råber og skriger af hinanden. Flasker bliver smidt og smadret i hele stuen. Grønne og gennemsigtige glasskår sidder i deres hår, fingre og ansigt. Blod løber ned af glasdørene. Min krop er frosset fast til stolen. Den skriger på hjælp, men ingen hører. Råbene og skrigene bliver højere. Den ene har fået fat i en flaske med brækket hals. Den kyles direkte mod gulvet. Den splintres i en million stykker. Der bliver flået i håndtaget ind til stuen. Døren bliver flået op og hun spurter ud. Blod, sved og tårer er blandet med hinanden. Hun løber lige forbi mig. Hen mod hoveddøren. Hun åbner den og skal til at gå ud. Hun går målrettet tilbage til mig. Hun svinger hånden. Den rammer midt på hovedet. Hendes negler tager fat. De borer sig ind i min ellers så røde kind. Noget varmt begynder at løbe ned ad mit ansigt. ”Hvad fanden laver du?” skriger jeg og skubber hende væk. ”Hvad er der sket med den her familie?” spøger han forvirret. Bræk hænger ud af munden på ham. Han går over mod mig. Han hæver sin knyttede hånd, men falder om inden han når at svinge den. Jeg har selv tit tænkt over det samme, men har aldrig fundet et svar. Jeg har ledt, søgt, men aldrig fundet.

Jeg vågner i det lille værelse. Det er heldigt, at mine søskende ikke er kommet endnu. De er de yngste i familien. Jeg vil beskytte dem lige meget hvad. Om jeg så skal tage imod alle slagene. Jeg står foran mit knuste spejl. Min kind er blodrød med en masse åbne sår. Jeg kører mine fingre forsigtigt over de små ujævne sår. Jeg går ud i køkkenet og ser på al rodet fra i går aftes. Sådan er det hver eneste aften. De hygger sig, pludselig går de amok og så ender det med, at den ene skrider og så er det mig, der skal rydde op efter dem og ordne alle skaderne. Jeg skal lave mad og passe mine søskende. De skal være glad for, at de ikke bor i dette her galehus. De blev tvangsfjernet fra mine forældre, men mig, nej, jeg skal blive her. De ved ikke engang, hvad det er, der er sket, alt, hvad de ved er, at mine mindre søskende ikke havde det særlig godt her.

Det ringer på døren, mens jeg står inde i alt rodet. ”Fuck” mumler jeg inden jeg går ud for at åbne. ”Hej” skriger Peter og Signe, med deres lyse stemmer og hopper op på min ryg. ”Hvad siger I til, at vi går over i parken?” spøger jeg optimistisk, mens jeg tænker på, al rodet, der skal ryddes op, når jeg kommer hjem. Som om de har noget valg efter al det, der skete i går, får jeg dem trukket med over i parken.

Huset ligner mildes talt en losseplads og lugter også som en. Han sidder i sofaen, ham, der skal forestille at være min far, og hende, der prøver at være en eksemplarisk mor, er ikke kommet hjem endnu. Hun sidder garanteret på en lille bar inde på Vesterbro og fylder sig med alkohol. Det plejer hun i at gøre, når hun ikke er hjemme. Jeg gider ikke, men begynder at fjerne glasskår fra de ulækre gulvtæpper, som aldrig vil blive rene igen efter den kamp de havde i går aftes. Jeg har drømt hele mit liv om at drikkeriet vil få en ende, men det gør det ikke. Da de fjernede Peter og Signe stoppede de, men ja, så begyndte det hele at blive værre end det var før. I starten drak de i skjul, men efter den aften, da jeg var lidt yngre så dem stå og råbe ad hinanden med et hav af flasker på gulvet, gik det op for mig, at det var alvorligt. Jeg har hele tiden forsøgt at holde skjul på min families hemmelighed, men det er svært.

Mens jeg sidder dybt begravet i mine filosofiske tanker bliver døre og vinduer blæst op. Glassene på bordet falder på gulvet. Tallerkner og bestik falder ned fra hylder og hopper ud af skuffer. Og dér går hun forbi med de blankeste øjne. Hun går ind til sofaen, hvor hendes åh så dejlige mand sidder. Hun falder på knæ, som om hun vil fri til ham igen, ja det var hende, der ville giftes med ham, og det er uforklarligt, uforståeligt, umuligt. Kinderne er våde. Hun opføre sig som et lille barn. Mens hun ligger dér. På de nøgne knæ og tigger om tilgivelse, svinger han sin bjørneklo. Først den ene vej og så den anden, mens han med den anden hånd hiver hende op i det tynde hår. Hendes skrig er så skingert, at naboen sikkert ville kunne høre det, hvis de ville. Jeg rejser mig, og går over mod døren til stuen. ”…” min mening var at sige noget, men min stemme er nærmest forsvundet, i stedet for kyler jeg et par glas på gulvet inden jeg løber væk.

 

Jeg kan huske grotten, fra da jeg var mindre. Når de havde været oppe at skændes, plejede jeg at løbe her ud og gemme mig. Det var mit andet hjem. Jeg tror aldrig, der har været nogle herude. Der er mit, ingen andens, kun mit.

”Hallooooe” er der nogen der kalder. Jeg bider tænderne sammen og lader som ingenting. ”Jeg ved du er der,” siger den lyse stemme. En skygge kommer frem i åbningen af grotten. ”Er du okay?” spøger hun. Jeg når kun lige at synke klumpen i min hals inden jeg svarer: ”Ja det er jeg” og tvinger et lille smil frem. Det ligner, at hun overvejer at gå ind til mig, men hun vender om og går ud i den mørke nat. Jeg sidder på den klamme og kolde kampesten, og prøver at holde varmen. En varm tåre forlader min øjenkrog. Den anden og den tredje kommer lige så hurtigt som den første. Jeg går ud af den dystre, men også venlige grotte. Månen oplyser hele pladsen og følger med mig hele vejen hjem.


Jeg står foran den al for kendte bagdør. Den dør, der fører direkte ind til helvedet. Jeg finder nøglen under vores potteplante. Jeg fjerner ukrudt og slyngplanter, der har vokset sig op foran døren. Døren knirker, da jeg forsigtigt og langsomt åbner den. Det er for sent. Jeg kan hører deres højlydte stemmer. Jeg lister op ad den knirkende trappe indtil jeg står mit i deres slåskamp. Ølkapsler og flasker flyver rundt om ørene på mig. ”Skrid din møgkælling!” skriger han. Inden den halvfulde flaske rammer loftet. Pludselig er det som om tiden er gået i stå, stoppet, forsvundet. Flaskerne med de forskelligt farvede væsker i stå stille. De står som forstenet og stirre hadefuldt på hinanden. Deres øjne følger hver eneste bevægelse. Først dér går det op for mig, hvem det er de kigge på. En pige, deres datter, mig. Jeg dukker mig hurtigt inden den ene efter den anden flaske med sort indhold flyver i min retning. ”Stop!” skriger jeg, men de lytter ikke, kun kvinden stopper op og ser ned på mig som om jeg er en hjælpeløs hundehvalp.

Jeg roder efter bandager jeg kan putte rundt om mit hoved. Det er som om min hjerne er på vej ud af mit ellers så store hoved. Den vokser og vokser i takt med, at deres slagsmål bliver værre og værre. Jeg flader ned på knæ foran den store, hvide håndvask. Tårerne løber om kap ned af mine blege kinder. 


Mit hoved dunker. Mit hjerte banker. Min puls stiger og stiger i takt med at vreden bruser over. Jeg hamrer min hånd ned i gulvet. Noget knuses, brækkes, slås i stykker. Mit hjerte, der ellers altid har siddet i min krop, er ved at falde ud. For første gang i hundrede år kalder jeg på dem. Ikke ved deres fornavn, som jeg altid har gjort, men mere som mine forældre. ”Mor! Far!” skriger jeg, mens svenden driver ned af min ryg. Som altid kommer de ikke. Døren ind til badeværelset går op. ”Du kaldte” siger hun, mens han står i baggrunden og kigger fortabt ned på mig. Jeg kan ikke holde min vrede ind længere. Det er det min tur til at eksplodere som en bombe. ”Hvad fanden er det I har gang i?” skriger jeg af mine lungers fulde kraft. Mine håndfalder bliver mere svedige. De står bare og glor på mig, som om jeg er sindssyg. ”Os? Vi er ikke i gang med noget” lyver han. ”Du skal ikke lyve for mig. Jeg kan ikke klare det mere.” skriger jeg med en grådkvalt stemme. ”Jeg kan ikke holde det ud længere. Flaskernes klirren hver eneste aften. Slåskampene.” tårerne vælter ud af mine øjne og ned på mine hænder. ”Camilla, Milla, min lille pige” mumler han, ham den voksne, min far.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...