I dare you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2014
  • Status: Igang
Angle, på 19 år, er vampyr jæger, af personlige årsager. Hendes had til vampyrene er enormt. Men det kommer lidt på prøve da hun støder ind i den lille vampyr pige, Jasmin, og hendes storebror, Skylar. Sammen går de igang med at finde de vampyre, der fjernede Angles familie fra jordens overflade

1Likes
0Kommentarer
108Visninger

1. Prolog

 

Det var morgen. Lige begyndt at blive lyst udenfor. Jeg viste at det her ville blive min sidste dag. Jeg kunne mærke det. Men igen, jeg havde brudt deres regler. Det var allerede gået ud over min elskede, og næste tur var min. Det ville være sidste gang jeg stod op. Sidste gang jeg tog tøj på. Sidste gang jeg børstede mine tænder. Sidste gang jeg ville se min smukke datter, Angel.

Jeg kikkede ud af vinduet. Angel lå i hendes lille tremmeseng bag mig. Jeg måtte finde et sted at gemme hende. Hvis de fandt hende, ville de stå hende ihjel.

Det måtte ikke ske. Hun skulle være et bevis på at kærlighed mellem deres slags og min slags sagtens kunne lade sig gøre. Men de var jo bare bange. Bange for hvad der skulle komme ud af det.

Men jeg kunne jo se hvad der kom ud af det. Et af de smukkeste børn, der nogen sinde havde eksisteret.

Hvorfor skulle det blive sådan her? Hvorfor kunne de ikke bare acceptere at hendes elskede gerne ville starte en familie, med en anden slags end hans egen.

Jeg vende mig om, og så på Angel. Hun var så smuk. Hendes mørke lilla hår, og de mørkeblå øjne.

Hvad skulle jeg gøre. Jeg havde ikke noget sted at gemme hende. Og hvis jeg gemte hende, hvem skulle så finde hende igen? Efter jeg møde min elskede var jeg bange for at knytte mig til nogen, for jeg ville ikke have at det skulle gå ud over andre, hvis det blev opdaget, at vi havde noget sammen.

Jeg kunne selvfølgelig altid skrive til min mor, og bede hende om at kikke forbi en gang i morgen. Så skulle Angel, godt nok være alene hele natten. Hun ville også godt kunne klare det, men det er bare ikke noget for en lille pige at skulle være alene, hele natten.

Jeg besluttede mig for at jeg ville gå over med hende nu, og så ville jeg bede min mor om at komme over med hende i morgen, så hun kunne finde ud af, at jeg ikke var i live mere, uden at min engel behøvede at høre det.

Jeg gik over til hendes seng og tog hende op. Hun vågnede og begynde at små pludder. Jeg elskede når hun lavede de søde lyde. Jeg skynde mig at få hende i noget tøj. Jeg valgte den søde kjole hun havde, jeg viste nemlig at det var den kjole som min mor havde givet hende i et års fødselsdagsgave.

Hun var også bare så nuttet i den. Den var lidt lang, men ikke så lang at hun ikke kunne bevæge sig i den. Jeg satte hende ned på jorden, for hun elskede at sidde der og snakke med sig selv. Jeg gik hen til skabet og lagde alt hendes tøj ned i en kuffert og trak den hen til døren. Jeg tog det brev, som jeg havde skrevet til hende, hvis nu sådan noget her skulle ske, så hun ville have noget fra mig når hun blev større. Jeg lagde den ned i kufferten og skrev på en lille seddel ”Angel” og lagde den ovenpå. Lille Angel sad og fulgte hver en bevægelse jeg lavede. Jeg kunne i hvert fald mærke hendes små øjne i nakken på mig.

Da jeg lige havde fået lagt den sidste lille trøje ned i kufferten, bankede det på døren. Det var dem. Jeg viste det. Jeg kunne lugte, deres stank, helt her inde fra. Gennem døre og vægge.

Jeg kunne ikke nå at få Angle væk. De ville kunne høre hvis jeg gik udenfor. Jeg skynde mig at tage Angle op, og listede lige så stille hen mod skabet. Jeg kunne sætte hende der, og håbe på at hun ville være meget stille, så de ikke ville høre hende. Jeg skynde at tage min telefon, mens jeg stod med Angle på armen, og skrev til min mor, om hun ikke kom over til kaffe om en times tid. Så ville de være væk igen, og Angle ville godt kunne være alene i en time.

Jeg satte hende ind i skabet, og tog noget af mit eget tøj og dækkede hende til med. Det kunne måske fjerne lidt af hendes egen duft, så de ikke ville finde hende, men bare ville gå igen.

Jeg lukkede skabsdøren i, og tog en dyb indånding. Så var det nu. Jeg kunne ikke trække den mere. Jeg var nød til at åbne døren for dem.

Så mange tanker der fløj igennem hovedet på mig. Mon min mor nu ville tage sig godt af Angle. Og hvis hun ikke selv kunne, om hun så ville finde nogle der kunne.

Jo det ville hun. Hun havde aldrig været uansvarlig, og hun elskede sit barnebarn over alt på jorden. Da det jo også var hendes eneste barnebarn, så jeg kunne enlig godt forstå hende. Jeg så min mor foran mig, med Angle i armene. De stod ude på stranden. Det var i hvert fald der de sidst havde været sammen, og det var derfor, jeg bedst kunne huske dem der. Hvornår havde det enlig været? To-tre måneder siden. Det var enlig lang tid siden vi havde været ude at besøge hende. Men nu ville Angle komme til at tilbringe meget tid sammen med hende. Det var da altid noget, og noget af det positive ved alt det her, var da at Angle stadigvæk var så lille, som hun var, så sandsynligheden for at hun ville kunne huske ret meget af alt det her, ville være ret lille.

Så var det nu. Jeg stod foran døren. Min hånd var nu på dørhåndtaget. Hold da op jeg rystede. Men igen jeg skulle jo også væk fra min elskede datter. Jeg trykkede håndtaget ned, og trak døren indmod mig. Der stod fem mænd og en kvinde, alle iklædt sorte læder jakker, og mørke bukser. Alle mændene havde meget mørkebrunt hår, næsten sort. Kvinden havde lyseblondt hår. De havde alle sammen gyldenbrune øjne. Utrolig smukke øjne, men jeg viste hvad de var. Djævle!

”God formiddag, Mrs. Smith. Må vi komme indenfor?” spurte den mand som havde banket på døren. Han var en lille smule højere end de andre, og jeg vil gætte på at han var lederen.

”Øhm, ja kom indenfor.” sagde jeg og flyttede mig, så de kunne komme ind. De måtte bare ikke høre Angle. Nu hvor jeg tænkte over det, skulle de bare ikke hen til det skab, så jeg kunne lede dem ind i den lille stue, for det var det rum, der var længst væk fra skabet.

Jeg gik først ind i den lille stue, og de andre fulgte bagefter.

Jeg havde ikke engang vendt mig om før jeg hørte en kniv der blev trukket op af en eller anden skede.

Da jeg drejede rundt på hælen, så jeg at det var pigen, som stod med en meget skab kniv i hånden.

En af mændene stod med en bog, som mest af alt lignede en bibel. Der var bare den lille detalje at korset på bogen, vende på hovedet.

”Du ved at du har brudt vores lov. Så derfor skal du ikke længere eksistere på denne planet, men du skal videre, og afsone din straf hos vores mægtige hersker, Lucifer.”  

Jeg hørte lyden af sværet som blev svunget. 

Min sidste tanke før alt blev mørkt, var: "Gud, lad dem ikke finde Angle!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...