I skoven

Dette er en lille historie, som jeg skrev i skolen. Den handler sådan set bare om en lille tur i skoven. :)

1Likes
0Kommentarer
87Visninger

1. I skoven

De bare fødder mod skovbunden.

Mærke den fugtige jord og nedfaldende blade.

Duften af den halv våde grand.

Lyden af de tørre blade, når man trådte på dem, og lyden af de små dyr, der kravlede rundt i skovbrunden og oppe i træerne.

 Jeg gik ud af en lille sti. Jeg havde enlig aldrig været på den her før, og det selvom jeg troede jeg havde været i hele skoven. 

Det var en grusvej, så det gjorde lidt ondt at gå på den, men det gik.  

Jeg stoppede, for midt på stien, stod der et stort træ. Jeg havde aldrig set et så stort træ før. Det bar meget højere end selv de højeste grandtræer.  Det var som om det prøvede at stoppe vejen, så man ikke kunne komme forbi. Eller at det ikke ville have at man ikke skulle forbi. Den blokerede i hverfald for at bilerne ville kunne komme forbi. Men sådan en som mig, som tager der ud på gåben, kunne der ikke stoppe.

Men gad vide hvorfor man ikke måtte komme forbi? Mon den gemte på en hemmelighed? En skat, måske?

Hvad end den skjulte ville jeg finde ud af hvad det var.

Jeg gik forsigtigt uden om det, da jeg ikke ville gøre det vredt. Ja, jeg ved godt at de ikke har føelser, som så. Men på en eller anden sigt, er de jo levende, en eller anden form for føelser, måtte de jo have.

Jeg gik stille videre. 

Jeg kunne se at der kom klipper forude? Klipper i en skov? Det var da ikke helt normalt, var det?

Men mon ikke stien gik uden om dem? Jo, man ville jo ikke bare kunne gå ind i dem. Eller det kunne man jo godt, men det ville nok gøre lidt ondt.

Jo tætter jeg kom hen mod klipperne, kunne jeg se at stien drejede, og fulgtes med klipperne. Men der var bare noget, der ikke så helt rigtig ud. 

På klipperne var der en masse blade der hang ned, på en unaturlig måde. Som om de dækkede for et eller andet. 

Da jeg omsider kom hen til klipperne, stod jeg lidt og kikkede på bladene. Jeg satte forsigtig min hånd mod dem, og jeg kunne mærke at der ikke var noget bag ved dem, så jeg skubbede dem til side. Og jeg blev helt måløs.

Jeg kunne stå og kikke på et stort brusende vandfald. Det løb ned i en sø, der var så klar, at man kunne se fiskende svømme rundt nede i den. 

Jeg gik lidt længere ind, og så at det var en stor dal, som ud over søen, var dækket af det smukkeste grønne græs. Rundt i græsset var der de smukkeste farverige blomster.

Jeg kikkede rundt på alle træerne, som stod så perfekt, med deres store kroner. 

Græsset føltes så blødt mod mine fødder, så jeg lagde mig ned i det, og så på de små hvide kaniner, som legede i græsset, sammen med en folk egern.  Jeg kunne også ligge og se på de smukke kronhjorte, som græssede nede ved søen. 

Ingen måtte nogensinde finde det her sted. De ville bare ødelægge det.

Mit sted!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...