Dragens Kriger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
Engang for syvhundrede år tilbage, levede tre brødre sammen, på deres afdøde fars gård. De besad alle tre en kraft, som kun naturen kunne give dem. De brugte den til at passe på deres hjem, og dem omkring dem. Men da kejseren beder dem om hjælp, til at få hans store mur bygget, sker der nogle uventet drejninger. Drejninger som ville infiltrere fire unge mennesker syvhundrede år senere...

0Likes
3Kommentarer
217Visninger
AA

3. Skovturen

Leonardo de Bleu sprang op i sadlen og satte den i galop. Amara fulgte snart efter, og da hun kom op på siden af ham, grinede hun bredt, da han havde sagt, at hun ikke ville kunne slå ham. Selv grinede han også. Hvordan kunne han lade vær? Hun fik ham altid i bedre humør.

 De stoppede efter et kvarter, da de var nået langt ud på marken. Der stod et grædende piletræ, som Leonardo's forfædre havde plantet. Hans mor, Thalia, sagde altid, at det var to børn, fra forskellige familier, der mødtes på engen. De blev venner, og blev senere forelsket. Men pigen var lovet bort, og da hun blev gift, meldte han sig ind som soldat. Han døde i den første krig, han var med i. Pigen plantede et træ, til minde om deres kærlighed.

 Amara tog et tæppe fra sadeltasken, og bredte det ud over græsset, under træets dækkende blade. Leonardo tog plastickrusene. De havde medbragt en flaske saftevand, da han ikke kunne få sneget vin med, og forskellige frugter. 

 De lod hestene græsse indenfor bladende. Amara tog ingen chancer. Mr de Bleu måtte ikke vide, at de var der.

 De satte sig ved tæppet. Amara tog et rødt æble, imens Leonardo hældte saftevandet op. Hun smilede over mod ham, imens hans øjne var fikserede på flasken og krusene. Endelig satte han flasken igen, og så op på hende. Han smilede forsigtigt og forundret tilbage.

 "Hvad?" spurgte han. Hun trak på skuldrene og tog en bid af æblet.

 "Ikke noget," sagde hun. "Bare... nej. Det lige meget." Hun rystede smilende på hovedet, og hendes røde lokker fløj om hendes ansigt.

 "Fint," svarede han bare, men i stedet for at lade det være, slog hun ham på skulderen. "Hey! Hvad var det for?"

 "Man siger ikke bare 'fint' til en dame," sagde hun irriteret, men Leonardo vidste, at hun ikke var det.

 "Det gjorde jeg heller ikke," sagde han og lagde sig ned i græsset. Hun slog ham igen.

 "Og hvad skal det så betyde?"

 "Det skal betyde, at du kun er fjorten, og jeg er femten. Teknisk set er du ikke en dame."

 "Vel er jeg så," svarede hun, og lagde sig oven på ham, så de, set oppefra, dannede et kryds. Der lå de, uden at sige noget, og stirrede op på bladene over dem. Engang imellem tog de et stykke frugt, eller drak et glas saftevand.

 Efter nogle timer, rejste de sig fra græsset. Amaras hvide kjole var ikke helt så hvid, som den var da de kom.

 "Hvad gør du med det?" spurgte Leonardo og pegede på en plet på kjolen. Amara kiggede om på det.

 "Åh, det?" sagde hun, som om det var ingenting. "Jeg fortæller bare min mor, at det var fra Christens have." Amara havde fortalt hendes mor, lady Mary, at hun havde tilbragt dagen hos hendes veninde, Christen.

 Han smilede opmuntrende til hende, men efter tretten år, vidste hun efterhånden godt, hvornår han var i dårligt humør. Han var ved at pakke tingene ned i sadeltasken igen. Hun lagde forsigtigt en hånd på hans skulder, og han vendte sig om.

 "Hvad er der galt?" spurgte hun.

 "Ikke noget," svarede han. Hun sukkede dybt og lagde hovedet på skrå.

  "Nej, virkelig," fortsatte han. "Det er lige meget. Du skal ikke bekymre dig om det. Det er en vigtig dag imorgen, og du skal ikke tænke på mine problemer dér." Han prøvede at vende sig mod hesten igen, men hun holdt ham fast. Hun lagde hans hænder bag hans nakke og hev sig selv op mod ham. Hun kyssede blidt hans bløde læber.

 "Det er et helt år jeg skal være væk," sagde hun og lagde hovedet mod hans bryst. Han slyngede sine stærke arme om hende og indsnusede hendes duft.

 "Det er vel ikke så længe," sagde han, mest for at berolige hende, men også for at berolige sig selv.

 "Jeg kunne nå, at blive gift med en supermodel på et år. Med den mor jeg har. Hun ville have mig gift sidste år."

 "Med den mor du har, hvad er chancen så for, at hun får dig gift med én der er under greve?"

 Amara løftede et øjenbryn. "Lige nu har hun et crush på Johnny Depp," svarede hun.

 Efter godt og vel ti minutter, eller hvad der virkede som timer for de to elskende, sadlede de atter op og red tilbage til de Bleu godset. Morgenen efter kørte mr de Bleu og hans søn lady Mary og lady Amara Sanchez ud til London Airport. Leonardo lå søvnløs de næste mange nætter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...