Dragens Kriger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
Engang for syvhundrede år tilbage, levede tre brødre sammen, på deres afdøde fars gård. De besad alle tre en kraft, som kun naturen kunne give dem. De brugte den til at passe på deres hjem, og dem omkring dem. Men da kejseren beder dem om hjælp, til at få hans store mur bygget, sker der nogle uventet drejninger. Drejninger som ville infiltrere fire unge mennesker syvhundrede år senere...

0Likes
3Kommentarer
211Visninger
AA

2. Børnehjemmet

"Carlos! Amelia! Kom her ned, nu!" Tydeligvis havde søster Marí været nede i køkkenet. Og hun var langt fra glad.

 Tvillingerne gik forsigtigt ned af trappen. De gik ud i køkkenet og så Francisca stå indsmurt i chokoladesovs. Amelia holdt forgæves et fnis inde, og søster Marí kiggede ondt på hende. Ligeså gjorde Francisca.

 "Hvad er dette?" spurgte hun fulkommen fornærmet. At det skulle ske på hendes børnehjem.

 "Tja," svarede Carlos. "Jeg syntes det ligner Franny smurt ind i chokoladesovs. Hvad siger du, Lia?"

 "Jeg syntes nu mere det ligner en gris smurt ind i grisens flydende afføring."

 "Charmerende," svarede søster Marí stadig fornærmet. "Jeg mener, hvorfor gjorde i det?"

 "Os?" spurgte tvillingerne i kor. De så på hinanden.

 "Har du gjort det?" spurgte Amelia en smule ked af det. "Uden mig?"

 "Har du gjort det uden mig?" spurgte Carlos i samme tonefald.

 "I to har det nok rigtig sjovt," sagde søster Henrietta, en anden af nonnerne. "Men det skal vi nok få ordnet, når I skal holde en hel dag ud, uden mad."

 "Denne her gang er det altså ikke os," svarede Carlos.

 "Det smagløst," indførte Amelia. "Det er faktisk ret fornærmende, at I tror vi ville kunne finde på noget så... uoriginalt."

 "Uoriginalt?!" udbrød Francisca. "Er det her originalt?!"

 "Hør, Franny," sagde Carlos.

 "Du skal ikke kalde mig Franny," bed den chokoladedækkede pige.

 Carlos løftede det ene øjenbryn. "Hør, Anny. Du har tydeligvis ikke forstand på narrestreger. Overlad det til de profesionelle."

  Amelia så forundret på ham. "Anny?" hviskede hun spørgende.

 "Jeg måtte jo ikke kalde hende Franny," forsvarede den mørkhårede dreng.

 "Profesionelle, det er I," sagde søster Marí. "Hvem ville ellers have fundet på noget så skamløst."

 "I hvert fald ikke os," svarede Amelia.

 "Jamen hvem så?"

 "Hvor skulle vi vide det fra?"

 Søster Marí havde fået nok. Hun sendte dem op på deres værelse. På vejen derop, hørte de Austin og George tale sammen.

 "Fik du den op?" spurgte Austin.

 George grinede bredt. "De så mig ikke. Ikke en eneste."

 "Shh. Se, der er de." Austin pegede diskret, men ikke diskret nok, over på tvillingerne. "Oy," råbte han til dem. "Flot klaret."

 "Årh, hold dog mund," råbte Amelia tilbage.

 "Hold nu op, Lia," prøvede Carlos og tog fat i hendes nederdel, men hun rev sig fri.

 "I det mindste har vi smag, og vi ved hvornår det er en spøg!" fortsatte hun. "Har I glemt, det er i dag forældrene kommer. I har måske lige ødelagt Franciscas chancer, for at komme væk herfra. Er I så glade?"

 "I det mindste behøver vi ikke vores søster til at beskytte os, hva' tykke?" svarede Austin igen, og kiggede over mod Carlos. Dette sendte Amelia fuldkommen af sporet. Hun sendte den blonde dreng en syngende lussing, og skulle til at springe på ham, da Carlos greb fat i hende.

 "Lad nu bare vær," sagde han og træk hende ned af gangen. Flere af de forældreløse havde samlet sig omkring Austin, og søster Marí og søster Henrietta var på vej op af trappen. De fik øje på tvillingerne.

  "Diablillos!" skreg hun efter dem, og de løb det sidste af vejen.

***

"Jeg er træt af det her sted," sagde Carlos irriteret. Han slog sine knoer mod væggen, og ignorerede smerten.

 "Det ved jeg godt," svarede Amelia.

 "Nej," sagde han, og satte sig på sengen ved siden af hende. "Ikke bare sådan ligesom dig eller de andre. Jeg er virkelig træt af det. Jeg ville bare ønske vi var endt i helved. Det er garanteret bedre end det her sted."

 "Det ved jeg," sagde Amelia og lagde hovedet på hans skulder. Der sad de, i hvad der føltes som timevis, indtil der blev banket på døren. Amelia åbnede den.

 Der stod en mand udenfor. Han fyldte hele døren. Amelia var et øjeblik en smule skræmt, men han smilede venligt til hende. Carlos kom op ved siden af hende.

 "Jeres bønner er blevet hørt," sagde manden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...