Silence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2014
  • Status: Igang
"Du lovede at du aldrig ville forlade mig... Men du forsvandt og svigtede lige som alle de andre," - Magnus... Her kommer historien om Magnus. Helt fra starten og til slutningen. Et liv der starter med trygge rammer, men det får en dramatisk vending, da han bliver fjernet fra sin mor. En ung pige køber ham, men sælger ham så videre til en hestehandler, hvor en rideskole et år efter køber ham, og der ender han med at tilbringe resten af sit liv, mellen larmende børn, i en lille boks. Gør han noget forkert, får han et slag eller to. Han ender med at hade menneskene, men da en lille lyshåret pige dukker op og snakker blidt til ham, strigler ham og nusser ham, føler han alligevel en lille form for tryghed. Vil et venskab opstå, eller ender hun også bare med at svigte ham i sidste ende? En fortælling set fra Magnus øjne, med svigt, sorg, kærlighed og venskab.

8Likes
1Kommentarer
338Visninger
AA

3. Stupid human girl

Bare lige så du ikke bliver forvirret, så hedder Magnus altså Eliot lige nu, og det er fordi, at jeg ved at han har skiftet navn et par gange her i livet, så derfor har han også et andet navn nu. Bare lige til din orientering

At vokse op var svært. Mest fordi der hele tiden var noget ny at lære. Livet var let som en leg de første fire uger af mit liv. Om dagen kom jeg ud på en dejlig stor fold, sammen med min mor, og en masse andre heste, og om natten kom jeg ind i den lille hyggelige firkant, jeg var blevet født i, som jeg hurtigt lærte hed en boks.

Men lige pludselig en dag, kom de tobenede og tog min mor væk fra mig. Menneskene. Første gang det skete var jeg næsten fem uger gammel, og bange for alt nyt. Men heldigvis kom min mor altid tilbage efter noget tid. Hver gang menneskene tog hende, kaldte jeg altid på hende. Hun svarede mig de første par gange, men fulgte altid med menneskene. Så blev jeg overladt til mig selv eller til de andre heste, som altid var så flinke, og passede på mig, når min mor ikke var der.

Nu var jeg snart fem måneder, og jeg var begyndt selv at spise græs, og jeg var ikke så bange mere, når min mor forsvandt. Faktisk var de tobenede begyndt at tage mig op, og så børstede de mig lidt. I starten forstod jeg ikke hvad de lavede, og ville altid gerne være med til det hele, men så blev de sure på mig og råbte af mig. Jeg hadede når de skældte mig ud. Jeg kan meget godt lide de tobenede, men ikke når de skælder mig ud - så fare jeg sammen, og bliver helt bange.

Det var tidligt morgen, og jeg viste at menneskene snart ville komme og lukke mig og min mor ud, og kort tid efter hørte jeg nogle skridt på staldgangen. Mig og min mor kiggede samtidigt op fra høet, som vi havde gnasket lidt i. Et lavt vrinsk lød fra min ene side. Jeg kiggede derover, og der stod vores boksnabo, en skimmel vallak, og vrinskede efter den tobenede der var på vej over til vores bokse for at lukke os ud.

"Ja, ja. Kommer nu James," halvgrinte pigen, som var på vej over til den skimle vallak.

Det var egentlig ret mærkeligt. Menneskene sagde den samme ting til os hver gang de snakkede til os, men hver hest havde sit eget ord. Mit ord var 'Eliot', og min mors var 'Amidas', og vores boksnabo var, som den tobenede lige havde sagt, 'James'.

Pigen gik over til den skimles boks og åbnede døren. Hun satte et tov i ham, og begyndte at trække ham ud. Jeg begyndte selv at blive utålmodig, og pressede mig forbi min mor, som stod tættest på bokslågen, og foran hende. Jeg kunne næsten ikke vendte med at komme ud på fold, og lege med den brogede vallak på fem år, som var min bedsteste bedste ven. Jeg mærkede et nap i min bagdel. Forvirret vendte jeg mine øre mod min bagdel, og kiggede ud af øjenkrogen tilbage, og så min mor, som stod og kiggede på mig med et irriteret blik. Hun var nok blevet sur over at jeg bare havde mast mig frem på den måde, men jeg glædede mig bare sådan til at komme på fold.

Jeg syntes at der efterhånden var gået lang tid, og da jeg så pigen i stalddøren, begyndte jeg utålmodigt at skrabe i jorden, med mit ene forben.

"Så, slap nu af Eliot," sagde pigen samtidig med at hun åbnede boksdøren, og tog et tov i både mig og min mor.

Hun flyttede jeg en lille smule fra døren, og jeg så mit snit til at løbe ud. Jeg sprang frem i trav, og havde ørerne stående helt fremme, og var på vej mod udgangen af stalden, men pludselig kunne jeg ikke komme længere, og mit hoved var tvunget til at kigge tilbage. Jeg forstod først ikke hvad der var sket, og hvordan jeg lige pludselig ikke kunne komme længere. Men så opdagede jeg, at det var tovet i min grime der havde stoppet mig.

"Eliot! Det må du ikke!" skreg pigen op, og hev hårdt i mit tov, så det gav et ordenligt og ubehageligt ryk i min nakke.

Jeg blev blev forskrækket over hendes pludselige aggressive adfærd, og prøvede at bakke væk fra hende, men hun blev bare ved med at hiv hård til tovet.

"Kom nu her, Eliot! Jeg gider ikke det pjat der," vrissede hun af mig, samtidig med at hun hev i tovet der var fastnet til min grime. Jeg blev forvirret over hvad hun ville have mig til. Hun lød som en der ville have mig væk, og jeg var heller ikke interesseret i at komme hen til hende, men samtidigt hev hun hårdt i tovet, som tegn til at jeg skulle komme hen til hende.

Men hele hendes krop var anspændt, og hun viste med størstedelen af hendes krop at hun ikke ønskede mig hen hos hende, så derfor begyndte jeg at stritte imod.

"Eliot! Nu.Kommer.Du.Her!" Hun hev og trak i mit tov, og jeg så hende give slip på min mors tov, og langsomt bakkede min mor tilbage ind i boksen. Jeg begyndte at blive bange og panikke, da jeg ikke kunne komme nogle vegne men hen til den aggresive tobenede.

Efter noget tid, hvor igen af os havde givet op, gik jeg så meget i panik, at jeg halvstejlede lidt, og hun endte med at råbe altmuligt til mig. Hun gjorde et hurtigt træk, og tog et skridt frem imod mig, så tovet blev løst, men inden jeg nåede at reagere, lød et ordenlig klask, mig en smerte bredte sig på min hals. Det gik hurtigt op for mig, at hun havde slået mig enden af tovet. Jeg blev hurtigt rigtig bange, og mit flugt instinkt startede steg mig til hovedet. Et panisk vrinsk undslap min mund, mens jeg stejlede højt, og fik revet tovet ud af den tobenedes hånd. Da jeg landede på mine forben, vendte jeg mig straks om, og for afsted i galop, ud af stalden, og styrede målrettet mod lågen til den fold jeg plejede at være på.

Jeg stoppede brat op, da jeg opdagede at lågen til folden var lukket. Nervøst kiggede jeg mig om, og så at en tobenet mand og to andre tobenede piger var på vej hen imod mig. De veklede kort nogle ord imellem dem, og kort efter stoppede manden og den ene pige med at gå hen imod mig.

Den pige der fortsatte imod mig, talte med lav og blid stemme, mens hun nærmede sig stille. Da hun var nogle få meter fra mig, satte hun sig ned på hug, og blev ved med at tale blidt til mig.

Jeg bevægede nervøst mit ene forben, og overvejede om jeg skulle løbe min vej. Jeg var bange for at de andre tobenede også ville råbe af mig, og måske slå mig med et tov.

Mensd hun sad der på hug, tog hun et lille forsigtigt skridt frem, hvilke førte til at jeg bakkede en anelse.

"Eliot..." kaldte hun stille.

Jeg var i tvivl om jeg skulle stole på hende. Som jeg stod der, og overvejede om jeg skulle gå hen til hende, hørte jeg pludselig en gren knække eller et eller andet, omme bag mig, og sprang forskrækket til siden.

Kort tid efter opdagede jeg at der ikke var noget, og stoppede så lidt op igen, men var stadig på vagt. Mine øre kartede rundt oppe på toppen af min hoved, for at fange de forskællige lyde.

"Eliiiot..." hviskede pigen, som var blevet siddende det samme sted.

Hun begyndte at sige lokkende lyde, og tog sin hånd frem. Mån hun havde en godbid? Med udspilede næsebord, og med hovedet helt nede ved jorden, tog jeg langsomt et skridt imod hende. Hun smilede stort, og begyndte at snakke godt for sig, da hun så at jeg stille nærmede mig.

Men kunne jeg virkelig stole på hende? Jeg stoppede op, og tog hovedet helt op, og kiggede mig omkring. Den anden pige, som havde slået mig, og en rødbrun hest som var på vej ud på folden. Jeg opdagede at den rødbrune hest var min mor. Jeg ville af hele mit hjerte gerne hen til hende, men jeg turde ikke at løbe alle menneskene i møde.

Pigen som sad på hug, begyndte igen at tale til mig. Hun rev mig ud af mine forvirrede tanker, og begyndte igen at strække hånden frem for sig. Jeg blev nysgerrig, og ville vide hvad der var i hendes hånd.

Langsomt tog jeg hovedet ned igen, og listede hen mod hendes hånd. Min mule nåede hendes hånd, og jeg bevægede spidsen af den, og prøvede på at åbne hendes hånd, spændt på at se hvad hun gemte i den.

Et lille grin undslap pigen læber, og jeg kiggede op på hende. Hun åbnede sin hånd, og til min skuffelse, var den tom. Men kort tid efter tog hun sin hånd ned i lommen på hendes bukser, og fiskede en lille firkandt klump op, som jeg hurtigt genkendte som en godbid. Jeg fik lov at få den, og mens jeg spiste godbiden, rejste pigen sig op, og tog mit tov, og prøvede forsigtigt at hive i det. Først strittede jeg forskrækket imod, og nægtede at gå. Ville hun bare blive lige så sur, som den anden pige? Men hun begyndte at snakke blidt samtidig med at hun trak i torvet, og jeg begyndte automatisk at følge med hende. Det gik op for mig at jeg godt kunne stole på dette menneske, så derfor gjorde jeg som hun bad mig om.

Manden sagde noget til pigen jeg fulgte, og kort tid efter stod jeg ude på folden, og græssede sammen med min mor, og de andre heste.

Jeg stønnede højt, ved tanken om den hektiske morgen. Jeg håber at resten af dagen bliver nogenlunde mere rolig.

Puha. Sikke en morgen for lille Magnus (Eliot), var? Det her er også en opfundet situation, men jeg skal nok skrive når det er en virkelig hendelse.

Tak fordi I gider at læse! Please vote og kommenter, så er lysten til at skrive størere! <3 Men igen 1.000 tak for I gider at læse!

Emma

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...