Sæt pris på menneskeliv

I skolen skulle vi skrive et essay med titlen: samtaler i mørket, (hav det i baghovedet, når du læser slutningen) men som skriveprocessen skred frem blev både genre og emne voldsomt gradbøjet. Jeg er meget interesseret i, hvad I synes om det, og al respons er mere end velkommen.

0Likes
0Kommentarer
239Visninger
AA

4. I livets yderpunkter

Jeg begynder igen at tale: ”Ja, nu skal vi så til de to næstsidste.” Du rynker brynene, der er kun to mennesker tilbage på podiet. Jeg hiver hætten af den ene, og en ældre kvindes ansigt viser sig, men bagefter gør jeg noget uventet. Fra lastbilens dunkle dyb hiver jeg en glaskasse frem. En slange løber ind i den fra en tank, hvorpå bogstaverne O2 er trykt. Inde i kassen ligger et lille barn, der knap kan være mere end et par måneder gammelt. Du mærker vreden blusse op i dig. Nu er jeg gået over stregen.

Som havde jeg læst dine tanker, siger jeg i et ironisk, drillende tonefald: ”Ja, nu er du ganske nok vred, hva’? Helt har du glemt den kære, gamle dame i galgen,” Du skal til at afbryde mig, sige at du betaler hvad som helst, og at det er slut nu, men jeg hæver blot stemmen: ”Tænk dig nu om. Det er jo hele essensen. Der er ikke nogen, som er døde endnu, og eftersom du er mere end ivrig til også at betale for barnet, så kommer jeg nok heller ikke til at slukke for ilten. Tag dig tid. Hvorfor tænker du som du gør?”

Du er stadig vred, men noget i min stemme gør det klart, at barnet alligevel ikke vil blive sat frit, før du har tænkt.

 

Og hvorfor er det egentlig, at vreden blusser op i folk, lige så snart et barn er indblandet. I grunden har den gamle dame det vel værre, hun er jo klar over sin situations alvor. Barnet sover bare. Og det samme ville vel gælde, hvis barnet døde. Det ville ikke vide det, ikke tænke over det, ikke være ked af det. Den gamle dame ville se kniven og bryde sammen i bøn om medlidenhed, for hun er klar over, hvad det er hun mister.

 

Så hvorfor er det alligevel barnet, som vækker vrede i folk? Er det fordi, det har hele livet foran sig, hvor den gamle dame ligesom allerede har levet sit, og på den måde redder man mere hos barnet end damen? Eller er det fordi barnet er uskyldigt? Når man har levet et helt liv, kan man ikke have undgået at gøre onde ting, det er simpelthen umuligt, men et få måneder gammelt barn har endnu intet ondt gjort. Men på den anden side har det jo heller ikke gjort noget godt. Den gamle dame, har måske doneret en formue til de fattige børn i Afrika (igen er det børnene man tænker på), men det har babyen heller ikke gjort. Man kan så sige, den heller ikke har haft mulighed for det, men den har vel heller ikke haft mulighed for at fravælge det for egen egoistisk vindings skyld.

En anden forklaring er, at det er beskytterinstinktet, som skal sikre artens fortsatte eksistens, der får os til at føle sådan, som dengang en kat med killinger angreb mig for at nærme mig ungene, trods den tydeligvis var underlegen i styrke.

 

Under alle omstændigheder må det siges at være en følelse fælles for alle, for du er ikke den eneste, som er fornærmet i folkemængden. Folk er oprømte og råber af mig, men ingen tør gøre noget af frygt for, at jeg skulle bremse ilttilførslen. Denne frygt har dog på en eller anden måde forladt dig. Jeg er ingen morder, har du realiseret, bare en banal provokatør. Nu har du tænkt, konkluderer du, og på en eller anden måde har det også gjort dig roligere, så da du igen tager ordet er din stemme fattet og selvsikker: ”-------------------for damen og --------------------------- for barnet.”

 

Jeg nikker, slipper damen fri og lader hende tage barnet ud af kassen og med ned i folkemængden, hvor alle stimler sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...