Sæt pris på menneskeliv

I skolen skulle vi skrive et essay med titlen: samtaler i mørket, (hav det i baghovedet, når du læser slutningen) men som skriveprocessen skred frem blev både genre og emne voldsomt gradbøjet. Jeg er meget interesseret i, hvad I synes om det, og al respons er mere end velkommen.

0Likes
0Kommentarer
242Visninger
AA

5. Er afslutningen det bedste eller værste?

”Er I klar til den sidste?” siger jeg efter et øjebliks ventetid. Olme blikke møder mig, men med et upåvirket smil går jeg hen til den sidste galge. Der er et øjebliks intens tavshed, som den der findes i X-Factor lige før vinderen afsløres, hvorefter jeg hiver hætten af, og afslører intet mindre end et antiklimaks af en fuldstændig ukendt, og for så vidt også intetsigende mand med kort brunt hår, grå øjne og smalle læber. Men et eller andet nager dig. Noget er galt, men hvad tager det dig et par sekunder at opdage. Det der er galt er, at intet lader til at være i vejen med manden. Han er fuldstændig afslappet og lur dig om ikke også et lille smil spilder om de smalle læber. Du kigger uforstående på mig, afventer en forklaring, som kommer efter få sekunder: ”Ja, dette er en mand på 45 år, som for et år siden var involveret i et voldsomt trafikuheld. Han mistede al førlighed fra nakken og nedefter, og den eneste grund til, at han lige nu ikke allerede dingler fra galgen, er det stativ, som så fint er fastgjort til hans ryg fra en af de bagvedliggende kasser.” Dit blik finder stativet. Hvorfor har du ikke set det indtil nu? Nok fordi du ikke har ledt efter det, sådan er det så typisk for mennesker, forfærdeligt uobservante på alt, hvis eksistens ikke i forvejen er tilkendegjort for dem. Jeg fortsætter min talestrøm: ”Og denne 45 årige mand har nu, uden held, forsøgt at komme til Holland, hvor aktiv dødshjælp som bekendt udføres. Men nu har I muligheden for at opfylde hans højeste ønske… eller sende ham tilbage til et liv han gerne ville være foruden. Det er op til jer.”

Du føler det som om jorden er forsvundet under dig, og griber fat i en bod for ikke at falde. Din mave er som en stor knude, og allerhelst vil du bare forsvinde. Gid du aldrig var taget herhen. Men ikke desto mindre er du her, og må tage stilling til dette ubehagelige dilemma.

 

I alle de andre tilfælde har gidslerne været rædselsslagne og ikke ønsket andet end at få løkken om deres hals løsnet, og derfor har det naturligvis også været det moralsk korrekte at gøre. Du har været en næstekærlighedens forkæmper, men hvad nu? Her står en mand, som ønsker at dø, og hvad er så det moralsk rigtige at gøre? Bør alle ikke have ret til selv at bestemme over deres liv? Ellers er de vel ikke andet end slaver - af samfundet. På den anden side, bør det så også være lovligt at begå selvmord, hvis man fx er i gæld? Eller bliver mobbet? Det er på en eller anden måde en helt anden situation, men hvorfor det?

 

Det er måske, fordi et selvmordønske pga. af sådanne ting kan synes mere uigennemtænkt, fordi situationen står til at ændre. Man kan ikke give en lam person sin førlighed tilbage, men det er muligt at tildele en forgældet mand økonomisk støtte eller få et mobbeoffer flyttet til bedre omgivelser. På den anden side, vil mobbeofferet så få det bedre af den grund? Det kan godt være mobningen stopper, men traumerne kan måske følge med. Som når soldater kommer hjem fra krig med posttraumatiskstress. Så kan man sende dem til psykolog, og det hjælper da også de fleste til at acceptere livet, men det vil vel aldrig blive lige så godt, som det var førhen? Og tit bliver det også bare værre som tiden går. Så er det egentlig godt, at de er blevet holdt levende, hvis deres livskvalitet bare falder?

 

Et andet eksempel på konstant forværrende livskvalitet er skleroseramte. Der starter man med fuld førlighed og ender som grønsag. Sygdommen kan tage flere år, hvor man bare får det værre og værre. Og er det så egentlig godt at holde ofrene i live så længe som muligt, hvilket hospitalerne prøver på? Er det i virkeligheden ikke bedre at lade dem dø lykkelige? For hvad er livet egentlig værd, hvis man er i sådan en tilstand? Har det ikke bare gennem tiden mistet mere og mere af sin værdi, indtil det absolut ingen har? Eller måske endda har fået en slags antiværdi. Hvorfor skal det sidste af et menneskes liv være det værste? Men på den anden side kan man sige, at når de har det så dårligt ved dødens indtræffen, er de måske glade for døden, og dermed er det en positiv ting, sat op mod livets elendighed.

 

Og hvad så med den mand, som lige nu hænger i galgen. Hans liv er vel så slemt, som det nogensinde bliver, og dermed vil døden sikkert også være mest positiv lige nu. På den anden side kan livet på nuværende tidspunkt heller ikke kan blive værre. Burde man i virkeligheden sende ham til psykolog, som med et mobbeoffer, og håbe han kunne lære igen at sætte pris på livet?

 

Men er det overhovedet fair at måle livsværdi på den måde? Det er jo ikke, hvad der er blevet gjort i alle de andre eksempler. Der har det handlet om menneskets personlighed eller betydning, ikke hvorvidt de var glade for deres liv eller ej. Dette bunder nok i, at man formodede, de alle ønskede livet, fordi det gør de fleste. Men hvem siger, at den gamle dame egentlig ikke følte hun var parat til døden, som nogle gamle mennesker gør. De mener, at nu har de oplevet deres, og at livet lige nu er på sit højdepunkt, og derfor ønsker de at dø lykkelige. Det er jo en helt anden udlægning end den ovenfor, hvor døden var positiv pga. livets negativitet.

Under alle omstændigheder faldt disse tanker ikke nogen ind med hensyn til de andre ofre, fordi man simpelthen per refleks regner livet for noget godt, som alle ønsker.

 

Vi giver altså livet en eller anden form for betydning uafhængigt af det menneske, hvis liv der er tale om. Og hvorfor gør vi det? Ifølge det kristne menneskesyn er det, fordi Gud har skabt menneskets liv, og dermed har givet det værdi, og af den grund er det også strafbart med Helvede at begå selvmord. Men ikke alle er religiøse, og ateister har også den indstilling, at alle må ønske at leve. Måske er det bare, fordi at flertallet gør det, og så bliver det taget som en selvfølge. Eller er det fordi man selv elsker livet så meget, og slet ikke kan forestille sig, hvordan det er at ønske at dø? Og er det overhovedet fair at tillægge livet sådan en mening i sig selv? Bør man ikke altid kigge på de enkelte situationer? For er livet egentlig noget uden mennesket? Men på den andet side, er mennesket så noget uden livet? Nogen mener at kunne bevise menneskets udødelige sjæl med hjælp af nærdødsoplevelser, men der er modsat ingen, som kan bevise nærdødsoplevelser, og så er vi jo lige vidt.

 

Selvom man antager, at livet kun har værdi, når det bliver sammenkodet med et menneske, og der dermed er en mindre ting at vurdere i dette svære dilemma, så er der stadig to forskellige faktorer, som spiller ind. Som nævnt ovenfor, har man jo dømt de andre menneskers liv alt efter deres personlighed og betydning, og nu er man gået over til at bedømme det efter kvalitet. Og hvad er egentlig den vigtigste af disse faktorer? Hvis nu vi siger, at Nelson Mandela (en mand hvis liv har haft stor værdi) da han lå syg, bare ønskede at dø, så hans pinsler kunne stoppe, ville vi så være lige så villige til at give ham aktiv dødshjælp, som den mand der nu hænger i galgen, og ønsker præcis det samme? Nogle ville i hvert tilfælde ikke, og er det i grunden fair? Burde vi ikke unde ham, som hele sit liv har kæmpet for andres rettigheder, selv at have retten til at dø, når han ønsker det? Eller er hans liv virkelig så meget værd på udbyttefronten, at dets nuværende kvalitet må stå i baggrunden? Og er vi så i virkeligheden ikke tilbage til eksemplet med dronningen, og hvorvidt samfundet som helhed, eller den enkelte person er vigtigst.

 

Så der er altså 3 faktorer - udbyttet af mandens liv, mandens lykke og livet som begreb, som skal med i den bedømmelse. Hvad er vigtigst?

Du kan heldigvis sige dig fri for at bedømme den første, for du kender ikke mandens historie. Du ved ikke, om han har været et ondt eller godt menneske. Alligevel er der stadig to faktorer, og det er også de hyppigst diskuterede. Men egentlig er der også noget andet som spiller ind. Nemlig dine egne følelser. Hvis du bekendtgjorde, at denne mand skulle dø, ville du så ikke føle dig som en morder? Også selvom der måske ville være mest næstekærlighed i at give manden retten til at bestemme over sit eget liv, så siger din moral dig imod at dræbe, og pludselig forstår du udmærket, at det ikke kun er livets betydning i sig selv der spiller ind, når aktiv dødshjælp er forbudt i Danmark. Det er også af hensyn til lægerne - dem vil man ikke presse til at dræbe.

 

Du tager en dyb indånding. Gennem dit liv har du ofte følt, at du har stået i svære valg, men dette overgår alt. Din stemme er hæs og usikker, da du udtaler dommen: ”------------------- for mandens -------------.”

 

Jeg gør som du har bestemt, hvorefter jeg træder ned af lastbilen, går hen til dig og rækker en afventende hånd ud: ”Så vil jeg gerne have beløbene tak.” Du kigger usikkert rundt. I situationens alvor er pengene fuldstændig trådt i baggrunden, og du har på ingen måde tilstrækkeligt med kontanter til at betale, hvad du har udlovet.

”Nej, det var bare min spøg,” siger jeg. ”Jeg skal ikke have dine penge, for jeg har aldrig ejet disse mennesker. Men nu vil jeg gerne sige tak for i dag og skynde mig væk, inden nogen får den formidable ide at ringe efter politiet.” Med selvsikre skridt går jeg hen mod bilens førerhus, men inden jeg sætter mig ind råber du: ”Hvorfor gjorde du det?” Spørgsmålet lader til at overraske mig: ”Er det ikke åbenlyst? Meningen er den samme som med ethvert andet essay, at få tankerne i gang, hive dilemmaerne op til overfladen, trække samtalerne ud af mørket…”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...