My half brother - A Justin Bieber Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Igang
Kelsay er en helt almindelig pige fra Texas. Men da hun finder ud af at hendes far har haft en affære med Pattie Malette og at selveste Justin Bieber er hendes halvbror bliver hun nød til at møde sin nye familie. Men alt er ikke nemt i stjernernes verden. Og især ikke når paparazzierne følger efter en konstant. Og så er der hemmeligheder over det hele.

31Likes
39Kommentarer
1759Visninger
AA

5. Damen eller Jake?


Bethany

Jeg sad på mit værelse. Det var to dage siden min far havde skrevet til Pattie. Hun havde ikke svaret endnu. Men hun havde sikkert travlt med Justin og alt muligt... Siden jeg havde fundet brevene var min far og jeg kommet meget tættere på hinanden. Jeg stolede nu 100% på ham. Vi snakkede og grinede meget mere sammen, og faktisk var det slet ikke så slemt alt det med Pattie. Jeg var på en måde glad for det. Det var da altid bedre at vide at man havde en mor der havde succes, end slet ikke at have nogen. Det handlede om at tænke positivt. Jeg havde googlet både Pattie men også Justin. Og det var meget forvirrende. Jeg ville gerne være forberedt, hvis nu jeg skulle møde dem. Og jeg måtte indrømme, at jeg var lidt halv skuffet over Justins opførsel. Han havde lavet noget lort, mildt sagt. Men han havde virkelig forbedret sig. Selvom det havde været lidt svært at finde alle de gode ting, for medierne har jo altid kun fokus på det dårlige. Hvis han besøger et hospital og giver flere børn en fantastisk dag, men så bagefter går på en bar og flirter med en pige, glemmer de at skrive om hospitalet. I stedet skriver de om den store "player" som han nu er. Det er vildt irriterende. Beth havde grinet af mig, da hun så at jeg havde billeder af Justin og Pattie på min mobil. Hun spurgte om jeg var blevet Belieber, men jeg havde bare rystet på hovedet og taget min mobil tilbage. Du skulle bare vide, sagde jeg og gav hende et smøret smil. Jeg havde ikke fået fat på Sascha, selvom jeg havde prøvet flere gange. Men jeg havde skrevet til hende at hun skulle være på Skype kl. 7 i aften. Hun havde set den og sagt at det skulle hun nok. Så der ville jeg fortælle hende det hele. Jeg glædede mig til at dele det med en anden. Jeg havde altid haft svært ved at holde gode nyheder for mig selv. Jeg skulle bare have nogen at snakke med. Det var noget andet med hemmeligheder. Dem kunne jeg sagtens holde på, der var man jo også to der vidste noget, så man kunne snakke sammen. Min far afbrød mine tanker.
"Kelsay! Skynd dig herned!" Jeg lukkede min computer, som jeg havde siddet ved siden af nærmest to hele dage, og skyndte mig nedenunder. Min far sad i stuen med sin computer. Han brugte den dog på arbejde og sad ikke og googlede.
"Hvad så?" Jeg gik hen til ham og rettede på mit tørklæde. Min far havde givet mig et La La Berlin gavekort, for ligesom at sige undskyld. Så det havde jeg udnyttet. Jeg havde købt en trøje og et tørklæde. Selvom jeg faktisk havde haft et i forvejen. Men det var altid godt at havde to. Så nu havde jeg både et beige og det populære grå. Jeg satte mig ved siden af min far. Han rettede sig, så han kiggede på mig. Jeg kunne se at han havde nyheder. Han var ligesom mig meget dårlig til at holde på  nyheder. Men han var tydeligvis meget god til at holde på hemmeligheder.
"Pattie har svaret." Han kiggede på mig og afventede min reaktion. Jeg ventede også på ham. Jeg ventede på hendes reaktion. Jeg hævede øjenbrynene for at signalere at jeg var klar til forsættelsen. Han tog en dyb indånding og smilede. Det kunne da kun betyde gode nyheder ikke?
"Hun var meget tøvende i starten. Men jeg fik hende overtalt. Hun er faktisk meget spændt på at møde dig!" Jeg var i chok. Der kom en klump i min hals. Den blev større og større og voksede i min mave. Så eksploderede den og flere hundrede sommerfugle fløj rundt. Jeg var i den syvende himmel.

"Ej... Hvor fantastisk!" Jeg var målløs. Jeg skulle møde min mor! Og min halvbror!

"Du skal over til hende i sommerferien. Men du må holde lav profil. Du må ikke fortælle det til nogen. Det lovede jeg hende." Han kiggede mig dybt i øjnene. Han mente det alvorligt.

"Hvorfor dog?"

"Hun er bange for at medierne finder ud af det. Det ville ødelægge hele hendes karriere. Det ville også ødelægge Justins." Mine sommerfugle var stille og roligt begyndt at dø. Jeg måtte ikke fortælle min livs største nyhed til nogen og det skulle holdes hemmeligt. Jeg fik ikke et offentligt forhold til min mor og halvbror. Jeg måtte nærmest ikke ses sammen med dem. Men jeg måtte nyde øjeblikket. Det kunne jo være at jeg måtte hænge ud med dem mere end hun ellers har givet udtryk for.

"Nå... Men det er da stadigt fedt! Det er da altid bedre end slet ikke at møde dem. Ved du mere? Som fx. hvornår præcis jeg vil rejse?" Jeg ville bare gerne vide mere nu.

"Altså du rejser lige når du kommer hjem fra skole. Der har du selvfølgelig pakket alle dine ting. Du vil nok være hjemme efter to uger. Du kan bo hos Pattie. Men husk: det er hemmeligt." Han satte en finger over munden for at gøre det tydeligt. Som om jeg ikke havde forstået det.

"Men far. Hvad med Sascha? Jeg kan 100% stole på hende og jeg har brug for at snakke med nogen om det!"

"Du kan snakke med mig".

"Jamen det er jo ikke det samme! Du er ikke min bedste veninde der forstår mig 100% og ved alt om mig! Kom nu far. Jeg ved at jeg kan stole på hende." Jeg kiggede på ham med det største hundeøjne jeg kan lave.

"Okay så. Hvis du er sikker på, at hun ikke vil fortælle det til nogen." Han smilede til mig. Nu kunne jeg kende ham igen.

"Tak far!" Jeg gav ham et hurtigt kram og løb op på mit værelse og tændte min computer.

"Kom nu!" Jeg kiggede hurtigt profilerne igennem. Sascha var online! Jeg startede et opkald. Hun tog den med det samme.

"Hey Kelsay! Alt for længe siden. Hvad har du lavet?"

"Det må jeg da spørge dig om! Jeg har ringet og ringet."

"Undskyld. Har haft... Travlt?"

"Hvad skjuler du? Hvad har du ikke fortalt mig."

"Okay altså.. Jeg har haft fyr på." Hendes øjne skinnede glad.

"Hvad?! Navn, er det en jeg kender?"

"Altså... Bliv ikke sur. Det er Jake..." Hun kiggede nervøst på mig. Hendes glæde var væk. Hun var nervøs. Jeg kiggede på hende. Jake. Den ene dreng jeg havde været vild med i flere år var sammen med min bedsteveninde. Den dreng jeg havde kysset på min sidste skoledag, havde kysset min bedsteveninde. Den dreng jeg stadigt havde følelser for, var flere kilometer væk og ledig. Jeg tog mig til hovedet. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Sascha var min bedste veninde og havde også været vild med Jake. Så på en måde var det okay. Men jeg havde kysset ham for fanden! Jeg havde haft følelser for ham i længst tid. Men jeg var væk. Langt væk. Jeg ville sikkert aldrig se ham igen. Han ville glemme mig efter noget tid. Han ville få en kæreste, og jeg ville sikkert også få mig en. Men jeg var ikke klar til at give 100% slip på ham. Jeg havde godt nok troet at jeg havde glemt  Jake og ikke havde følelser for ham. Men det her havde vækket dem igen.

"Kelsay. Er du okay?" Jeg kiggede ned. Jeg vidste det ikke.

"Jeg ved det ikke... Jeg har bare været vild med ham så lang tid - vi har endda kysset - og så fortæller du at i er... Kærester." Jeg sank en klump. Jo mere jeg tænkte jo større blev den.

"Jeg ved det! Og jeg er ked af at du føler det på den her måde. Det er jeg virkelig." Jeg kunne høre frustrationen i hendes stemme.

"Hvordan skete det? Da jeg stadig boede der snakkede i aldrig sammen."

"Det er også lidt mærkeligt. Men efter i havde kysset og du havde sagt at du skulle flytte, blev han helt knust. Han havde taget mod til sig i en evighed, og så rejser du.

"Jeg kunne ikke gøre for det. Han kunne bare have gjort det noget før!" Jeg var lige pludselig ikke særligt vild med Jake. Han gik fra den ene pige til den anden.

"Det ved jeg. Det er ikke din skyld. Må jeg fortsætte?" Jeg nikkede.

"Okay så. Han havde brug for en at snakke med, så han opsøgte mig dagen efter. Vi snakkede sammen og han var super sød! Vi har snakket sammen lige siden og det er derfor at jeg ikke har svaret. Det må du undskylde." Hun kiggede ned på sine hænder. Hun rettede på skærmen, så hendes ansigt blev mørkere. Hun var fuld af skyldfølelse. Hun gjorde  sådan med skærmen, så man ikke kunne se hendes ansigt tydeligt. Men kun når hun var ked af det.

"Sascha... Du skal ikke være ked af det." Jeg prøvede at fange hendes blik gennem skærmen, men det var næsten umuligt.

"Jo jeg skal. Det var forkert. Men du var væk, jeg var ked af det og havde ingen at tale med. Undskyld." Hun rettede på sit hår og jeg kiggede på klokken. Den her samtale begyndte at blive meget akavet.

"Det.. Det er okay". Jeg smilede til hende. "Venner"?

"Bedste venner!" Vi grinede sammen og meget var ved det gamle. Men ikke det hele. Jeg havde ikke den samme trang til at fortælle det hele. Vi var bare gode veninder nu. Ikke bedste som vi var før. Det med Jake havde alligevel ændret en del ting. Vi sagde farvel og sluttede samtalen. Jeg tog min bog og satte mig i min stol. Men jeg nåede ikke at læse særligt meget. Jeg havde i den grad brug for en at snakke med. Og jeg var sikker på, at Beth ville forstå mig. Jeg ved bare ikke om jeg ville kunne sige det hele til hende. Det med Pattie og min far, ville jeg ikke sige. Men det med Jake og Sascha ville jeg sige. Helt klart. Det bankede på døren. Min far kom ind.

"Forstyrrer jeg?"

"Nej da. Kom ind." Jeg satte mig så jeg kunne se ham. Han havde en bakke i hånden.

"Jeg har bagt kanelsnegle, og lavet te." Han satte bakken på bordet foran mig.

"Er du okay? Du ser... Trist ud?"

"Jeg har det fint. Tak for det." Jeg nikkede mod bakken.

"Okay. Har du snakket med Sascha?" Han kiggede på min computer. Jeg havde heldigvis lukket den ned.

"Øhmm, nej. Hun var ikke online. Hun havde lektier for." Jeg kiggede ned på mine hænder. Jeg var ikke sikker på, om min far kunne se på mig om jeg løj. Det håbede jeg ikke. Men hvis han kunne, valgte han at ignorere det.

"Okay så. Husk nu at du ikke er tvunget til det. Ingen må helst finde ud af det."

"Du har sagt det, og jeg har forstået det. Men jeg skal nok passe på. Hvis hun ikke er online inden for de næste to dage, vil jeg ikke sige det."

"Det er godt at du tager det seriøst. Skal jeg lukke døren efter mig?" Noget min far var god til var, selv at slutte samtaler. Det var meget godt når man ikke gad snakke med ham, eller samtalen var begyndt at blive akavet.

"Det må du gerne. Tak." Jeg smilede til ham og kiggede ned i min bog igen. Min koncentrations evne var blevet bedre nu. Nu kunne jeg rent faktisk læse et helt kapitel, uden at gå i stå. Sådan da.

Jeg havde ikke været i skole i to dage. Ikke siden jeg havde fundet ud af det med Pattie. Vi havde skrevet til skolen at jeg var syg. Så da jeg kom til skolen stod Beth allerede og ventede på mig udenfor.

"Var jeg virkelig så slem, at du ikke gad komme?"

"Sjovt." Jeg rystede på hovedet af hende. "Jeg var syg".

"Troede ellers lige". Hun gav mig en krammer. Da hun slap mig, kiggede hun på mig. "Der er flere der har spurgt hvor du har været."

"Hvem? Simone, Dru eller Ethan?" Jeg kunne ikke komme på andre.

"Også dem. Men Damen spurgte efter dig. Heldige dig..." Jeg kunne se at hun var overrasket og jaloux.

"Damen hvad sagde han?"

"Han spurgte hvor du var. Han ville gerne tale med dig." Hun rystede på skulderen. Hun vidste ikke mere.

"Virkelig? Jeg må finde ham i frikvarteret. Skal vi gå ind?"

"Klart. Ved du godt hvor heldig du er? Dagen efter du er startet spørger den mest populære efter dig. Det kan ikke engang Olivia prale med. Olivia var skolens populære pige. Jeg havde ikke selv snakket med hende, men Beth havde. Hun sagde at Olivia var den mest snobbede og dullede person hun nogensinde havde mødt. Hun sagde også at hun hadede mig, fordi at jeg havde snakket med Damen. Som var Olivias eks. Så det hele gav lidt sig selv. Jeg kiggede diskret efter Damen da vi gik hen til vores klasselokale. Men jeg så ham ikke. I hvert fald ikke før efter timen. Han stod alene ved sit skab og var ved at hente nogle bøger. Jeg gav tegn til Beth at hun bare skulle gå til næste time. Jeg ville komme snart. Vi havde en pause på 20 minutter mellem timen, så jeg ville sagtens kunne nå at snakke med ham. Jeg gik hen til ham og prikkede ham på skulderen.

"Hej" Jeg kiggede nervøst på ham.

"Kelsay! Hvor har du været?" Han virkede glad for at se mig.

"Jeg har været syg. Ikke noget alvorligt, bare en lille hovedpine." Jeg kørte en hånd gennem håret, så det sad lidt mere rolig. Gammel vane. Damen tog fat i min hånd.

"Lad være med at gøre sådan med håret. Det var pænere før." Han smilede til mig. Jeg satte undrende håret tilbage som det var før.

"Tak." Jeg kiggede ned på vores hænder.

"Ups, undskyld" Han slap hurtigt mine hænder.

"Nej det er okay. Beth sagde at du ville snakke med mig?"

"Øhmm. Ja jeg ville bare høre hvor du var henne og sådan."

"Jamen okay så. Jeg ville bare høre hvad det var såeh...-"

"-Det var ikke fordi at du selv havde lyst til at se mig?" Han hævede øjenbrynene.

"Lidt måske." Jeg kiggede drillende på ham.

"Jeg vidste det! Undskyld. Det var for sjov." Han kiggede på mig, med hans brune øjne.

"Det er okay. Vi ses ik?"

"Hvor skal du hen?"

"Jeg skal mødes med Beth inden næste time."

"Jamen så ses vi senere." Han vinkede kort til mig og lukkede skabet. På vejen forbi mig strejfede han min hånd. Jeg ved ikke om det var med vilje eller et tilfælde. Jeg vinkede tilbage til ham, men han så mig ikke. Jeg gik tilbage til Beth.

"Hej igen." Jeg lagde min taske på bordet ved siden af Beth og satte mig ved siden af.

"Hvad sagde Damen?" Hun kiggede spændt på mig. Jeg lagde mærke at hun snakkede højere end sædvanlig. Jeg kiggede rundt, og forstod hurtigt hvorfor. Olivia sad 3 borde væk og kiggede ondt på mig.

"Fint. Han ville bare høre hvor jeg hår været hende."

"Din kæreste savner dig åbenbart!" Hun gav mig en albue i siden. Hun kiggede diskret hen på Olivia. Hun trak læberne sammen til en tynd streg. Hun gik over til os. Jeg sendte Beth et advarende blik.

"Bethany. Kelsay." Hun kiggede hårdt på mig.

"Hej Olivia." Beth gav hende et provokerende blik.

"Jeg hører at dig og Damen Northman snakker sammen. Er det rigtigt?" Han havde sat hænderne i siden. Der var blevet helt stille i lokalet.

"På en måde. Vi hænger ikke ud sammen, vi har bare snakket sammen?" Jeg kunne tydeligt mærke at mit svar, irriterede hende.

"Er du nu sikker på, at I ikke hænger ud sammen?"

"Ja."

"Hvordan vil du så forklare det her?" Hun hev sin mobil frem og fandt noget på den. Hun vidste mig det. Det var et billede der viste, præcist det øjeblik hvor Damen holdte i min hånd. Jeg sukkede.

"Det er misforstået. Jeg ved godt at det ser ud som om vi laver noget, men der foregår intet." Jeg kiggede på Olivia. Hun viste billedet til alle i lokalet, og jeg kunne høres flere gisp rundt omkring. Jeg kiggede på Beth. Hun grinede til mig. Hun troede heldigvis ikke på at der foregik noget, men hun ville kræve en forklaring.

"Slap nu af Olivia. Du er jo bare jaloux fordi at du ikke har nogen kæreste lige nu. Så drop dramatikken og find en eller anden du kan irritere." Hun vendte øjne ad hende og tog mig i armen. "Kom lad os gå væk fra den tosse." Hun blinkede til mig og vi gik ud ad døren. Jeg kiggede tilbage. Olivia stod med et håndligt smil og kiggede på mig. Hun vendte dramatisk om, så hendes krøllede lyse hår, svingede rundt. Man kunne tydeligt se, at hun ikke var en af de upopulære. Beth hev mig til side ude på gangen.

"Er det sandt? Der foregår slet ikke noget mellem dig og Damen?" Hun lagde armene over kors.

"Jeg sværger. Damen ville bare understrege noget han sagde. Og det gør men jo bedst ved nærkontakt ikke?" Jeg grinede nervøst. Der lød et fnis fra Beth. Selvom det mere lød, som om hun fnøs.

"Du har ret. Undskyld at jeg tvivlede på dig." Hun kiggede op på mig. Jeg tog fat i hendes hænder.

"Bare rolig Beth. Hvis der skete noget mellem mig og Damen ville du få det at vide fra mig, og ikke en eller anden dum blondine." Vi grinede. "Se, nær kontakt virker," sagde jeg.

"Du har ret. Men har du følelser for Damen?"

"Nej!"

"Jeg vidste det!" Hun hoppede op og pegede på mig. "Det er så tydeligt. Du har et crush på Damen." Hun stoppede op og kiggede bebrejdende på mig. Hun ville have mig til at tilstå. Jeg tænkte over det. I går var jeg helt færdig ved tanken om en anden dreng end Jake. Nu blev jeg ikke engang ked af det, når jeg snakkede om ham. Havde Damen virkelig fået mig til at glemme alt om Jake? Var Damen min nye Jake? Det var både gode og dårlige nyheder. Jeg var ikke længere vild med en dreng flere hundrede km. væk. Jeg kunne snakke med ham hver dag, og jeg var ikke længere så sur på Sascha, som jeg har været. Den dårlige nyhed var, at jeg ville blive kendt som pigen der hurtigt scorede den lækre dreng. Og at Olivia ville hade mig for altid. Jeg kunne ikke rigtigt komme på andet.

"Hold nu up. Damen er ikke min type. Altså han er pæn og alt det der, men jer er ikke forelsket." Jeg kiggede selvsikkert på hende, og drejede om på hælen. Jeg kunne høre at Beth var lige bag mig. Jeg måtte seriøst tænke over, hvem jeg kunne lide. Men jeg ville ikke have en kæreste nu. Om to uger var der sommerferie, og der skulle jeg møde min mor. Der ville jeg ikke have en kæreste jeg skulle tænke på. Men efter ferien ville være et godt tidspunkt. En perfekt start, på det nye skoleår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...