My half brother - A Justin Bieber Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Igang
Kelsay er en helt almindelig pige fra Texas. Men da hun finder ud af at hendes far har haft en affære med Pattie Malette og at selveste Justin Bieber er hendes halvbror bliver hun nød til at møde sin nye familie. Men alt er ikke nemt i stjernernes verden. Og især ikke når paparazzierne følger efter en konstant. Og så er der hemmeligheder over det hele.

31Likes
39Kommentarer
1755Visninger
AA

1. Atlanta, here i come!

Kelsay


 

1

"Kelsay, kom lige". Jeg går ind i spisestuen. Min far har lavet lasagne og har dækket bordet fint. Vi er bare mig og min far, så det plejer aldrig at være det store. Så der her kunne kun betyde én ting. At min far havde noget vigtigt at sige. Jeg satte mig ned, og han satte sig overfor mig.

"Hvad er det du gerne vil sige"? Jeg gav ham et skævt smil og hævede et øjenbryn.

"Hvordan ved du altid når jeg skal fortælle dig noget"? Han rystede svagt på hovedet.

"Fortæl nu bare..." Jeg begyndte stille og roligt at skære lasagnen ud, og proppe den i munden.

"Du ved godt at jeg længe har søgt job væk fra Texas ikke?". Jeg nikkede, da jeg havde munden fuld af lasagne.

"Og jeg har endelig fået et job!" Jeg lagde gaflen ned på tallerkenen og kiggede på ham. Han havde i over et år nu, snakket om at få et job væk fra Texas selvom at han var direktør i et kæmpe firma.

"Seriøst?" Jeg kunne ikke fatte det. Jeg håbede virkelig at det var et eller sejt sted. Bare ikke et eller andet lorte sted.

"Ja. Og endnu bedre. Gæt hvor?" Han havde et kæmpe smil i ansigtet og det smittede af.

"Californien?" Sagde jeg tøvende. Jeg turde kun håbe.

"Atlanta!".

"Seriøst! Er det virkelig rigtigt?" Jeg løb over og krammede ham. Jeg var så glad. Atlanta var mere end jeg turde håbe på.

"Vi rejser om en uge". Mit humør faldt.

"En uge?" Sagde jeg overrasket. Jeg troede, at der ville gå mindst en måned.

"Ja, er det ikke okay? Du siger hele tiden at du bare vil pakke sammen og flytte". Han kigger uroligt på mig. Så jeg giver ham et kæmpe smil og siger;

"Nej nej, det er helt fint! Tak for mad far. Det smagte dejligt. Jeg tog min tallerken over i køkkenet og løb ind på mit værelse. Jeg skyndte mig at fiske min mobil op ad min taske og tastede hurtigt Saschas nummer ind. Den ringede to gange før hun tog den.

"Hallo?"

"Hey Sas, det mig!

"Kelsay! Hva' så?"

"Jeg har store nyheder! Kan du ikke møde mig i parken om 10 min.?".

"Klart. See you later!" Jeg lagde på og jeg lagde mig på sengen og lukkede øjnene. Sådan lå jeg i et øjeblik og tænkte over det hele. Det sværeste ville helt klart være at sige farvel til Sacha. En tåre trillede ned ad min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk. Der var jo heldigvis noget der hed Facebook og Skype, så vi kunne jo altid snakke sammen. Jeg gik ud til min far.

"Jeg smutter lige et øjeblik". Jeg smilede til ham og gik ud i entreen. Jeg tog mine røde Vans på og en cowboy jakke som jeg havde fået af min far. Jeg lukkede døren og gik udenfor. Solen skinnede klart og der var ikke en sky på himlen. Parken var heldigvis kun to minutter væk, så jeg var i god tid. Mens jeg gik sugede jeg alle indtrykkene til mig. De ting der før var ligegyldige blev lige pludseligt noget helt andet. Da jeg kom hen til parken sad Sascha og ventede.

"Hey girl! Hva' så?" Hun gav mig en kæmpe knuser og jeg krammede igen.

"Du gætter det aldrgi!?"

"Omg! Har Jake spurgt dig?" Jake havde haft et crush på mit i noget tid nu, og vi ventede hele tiden på at han gik over og spurgte mig.

"Haha, som om. Jeg skal flytte!" Hendes smil faldt dristigt.

"Hvad?" Hun kiggede overraskende på mig.

"Jeg skal flytte til Atlanta. Vi rejser om en uge". Sascha blev mere og mere trist. Hun begyndte at tegne cirkler i gruset og kigge ned i jorden. Jeg tog hendes hænder.

"Undskyld Sas. Det er min fars beslutning". Hvor dum kunne jeg være? Hvordan fanden kunne jeg tro, at Sascha ikke ville bliver ked af det. Vi havde været venner siden 1. klasse og havde været det hele igennem. Vi stoler 100% på hinanden.

"Det er okay. Jeg kommer bare til at savne dig sådan". En lille tåre trillede ned ad hendes ene kind. Jeg tørrede den stille væk og gav hende en krammer.

"Bare rolig. Vi har stadig en hel uge hvor vi kan ses. Vi kan Skype og skrive sammen hver dag. Det lover jeg".

"Tak". Jeg fik hende endelig til at smile. Jeg smilte igen.

"Nej hvor er det fedt at det er Atlanta! Bare jeg kunne tage med".

"Ja det ville være vildt fedt" Lov mig at opdatere mig om alt det der sker herhjemme!".

"Sir' du?! Det er sgu dig der skal til Atlanta!" Vi begyndte straks at grine og alt var som det plejer. Vi tilbragte hele aftenen sammen og sad og hygge snakkede om alt det der kunne ske i Atlanta lige indtil at det var blevet bæl mørkt.

"Jeg må hellere se at komme hjem". Jeg smilede venligt til hende.

"God idé. Vi ses i morgen!". Vi krammede en sidse gang og gik hjem. Jeg tænkte på alle vores minder sammen. Det var helt vildt at vi stadig var de bedste veninder. Jeg håbede bare på at vores venskab ville kunne holde til at vi var så langt væk fra hinanden.

Da jeg kom hjem tog jeg et langt bad og derefter gik jeg direkte i seng. Jeg var fuldstændig smadret, så jeg faldt i søvn med det samme.

 

"Godmorgen skat, du skal op". Jeg åbnede søvnigt øjnene. Jeg kiggede på klokken. Den var 7. Det var sidste skoledag. Vi rejste i eftermiddag. Jeg kiggede rundt. Det eneste der var tilbage på mit værelse var min seng og mit skrivebord. Og det var også kun fordi at de bare skulle smides ud. Min far gik ud og begyndte at pakke nogle småting sammen inde i stuen. Jeg gik hen til stolen hvor jeg havde lagt et par jeans sammen og en grå t-shirt. Jeg tog det på og gik ud til min far. Han havde lagt en sandwich på bordet sammen med et stykke toast. Jeg proppede sandwichen i min taske og satte mig ved bordet og begyndte at spise toasten. Der var nærmest ingen ting tilbage i spisestuen. Kun vores bord og to stole. Alt andet var kørt væk, så vi havde møblerne når vi ankom til vores nye hus. Det nye hus var stort og hvidt. Det lå i et dyrt kvarter i Atlanta. Vi havde forholdsvis mange penge på grund af min fars job. Far kom hen til mig og satte sid ned overfor mig.

"Du er ikke sur vel?" Han kiggede anspændt på mig.

"Sur? Hvordan kunne jeg dog være det? Jeg skal flytte til Atlanta og bo!" Et stort smil bredte sig på min fars ansigt.

"Det er godt at høre. Men du kommer da til at savne skolen og dine kammerater?".

"Tjaeh... Den eneste jeg nok rigtigt kommer til at savne er Sascha". Og så selvfølgelig Jake, men ham nævnte jeg selvfølgelig ikke.

"Nå men så er det jo ikke så galt!" Jeg kunne se på ham at han ikke troede 100% på mig, men han lod som ingenting. "Bare husk at komme i skole til tiden ikke?" Han kyssede mig på kinden.

"Jojo selvfølgelig!" Jeg smilede og proppede den sidste del af toasten i munden og tog min taske.

"Vi ses!" Jeg lukkede døren efter mig, og gik hen mod min sidste skoledag i Texas.

 

Da jeg kom hen til skolen stod Sascha og ventede på mig.

"Hva så tøs! Klar til sidste dag?" Hun råbte så højt at jeg kunne høre hende helt ovre ved vejen. Og hvis jeg ikke havde hørt hende kunne ikke undgå at se hende, for hun stod og vinkede so en gal. Typisk Sas!

"Selfølgelig er jeg klar!" Sagde jeg da jeg kom helt hen til hende. Jeg gad ikke sætte mig selv i fokus.

"Jeg har fået den bedste idé til hvad vi kan lave!" Sagde hun begejstret lige efter at hun havde givet mig en kæmpe knuser, der ville havde slået en lille pige ud.

"Hvad har du nu fundet på?" Jeg kiggede halvt begejstret halv bebrejdende på hende. Jeg kendte Sascha ud og ind og hun var mester i at få mærkelige idéer.

"Vi kunne jo pjække hele dagen og bare feste løs!" Hun var helt oppe at køre.

"Glem det! Jeg vil godt lige have nogle af mine timer".

"Okay... Hvad så med at vi tager de første 6 lektioner og derefter pjækker resten af tiden".

Jeg tænkte over det. På den måde kunne jeg få meget mere tid sammen Sascha og det ville jo ikke gå ud over mig. Jeg kom jo ikke tilbage.

"Ok. Men så skal vi også have den bedste dag nogensinde!" Vi begyndte begge to at grine og så gik vi over mod skolen. Et par meter før stoppede Sascha.

"Shit, jeg var lige ved at glemme det! Gæt hvem jeg skrev med i går aftes?!" Jeg tænkte mig om. Det kunne næsten være hvem som helst.

"Victor?" Jeg gav hende et skævt blik og hun sendte mig et blik der sagde - Hold op med at tænke på ham, vi er færdige-. Victor og Sascha havde haft en lille flirt i noget tid nu, men det var meget on/off. Jeg var ret sikker på at det lige nu var off.

"Vi er færdige! Nej, jeg skrev med Jake!"

"What!?" Hvordan kunne hun samle mod til at gøre det! Jeg mener, hver gang jeg snakker med ham eller ser ham går jeg i pigemode og begynder at fnise og rødme. Så pinligt!

"Haha! Ej men han er sgu rigtigt sød! Forstår ikke hvorfor du ikke tør snakke med ham!"

"Øh nok fordi at jeg har haft et crush på ham i flere år!" Tænk at hun ikke kunne regne den ud!

"Jaja det sgu rigitgt! Men tænk over det. Nu kan du give ham det kys du så længe har villet uden at det ville gøre noget! Han vil ikke kunne snakke med dig om det". Det lød rigtigt nok.

"Tjaeh... Ved ikke rigtigt. Tror ikke jeg er typen der bare kysser folk fordi at jeg kan".

"Nå. Det var også bare en idé. Skal vi gå til time?"

"Klart! Vi ses kl. 2!".

"Kl. 2 lige her!"

 

Timerne før at jeg skulle at jeg skulle mødes med Sascha var meget splittede. Enten tænkte jeg på hende, ellers tænkte jeg på Jake, eller også tænkte jeg på mit nye liv i Atlanta. Derfor var jeg fuldstændigt lost da Mrs. Riparbelli spurgte mig om svaret på hendes spørgsmål.

"Øhh." Ikke lige det jeg havde mest lyst til i mine sidste timer. "Kan jeg få spørgsmålet igen?"

Små fnis spredte sig rundt i lokalet.

"Kelsey. Bare fordi at det er din sidste time med mig, behøver du ikke at sidde og sove i timen.

"Undskyld". Jeg kiggede flovt ned i gulvet. Mrs. Riparbelli sukkede og vendte sig over mod tavlen. Hun blev ved med at sende et diskret blik i min retning. Fuck det, heldigvis skal jeg snart væk herfra.

Da jeg kom ud på gangen stod Jake og ventede på mig. Jeg gik hen til ham.

"Hej Jake". Jeg gav ham et stort smil. Jeg havde en lille mistanke om at det var Saschas skyld at han stod her.

"Hey Kelsey". Han nikkede kort med hovedet. "Jeg hører at du flytter til Atlanta".

"Det er rigtigt". Jeg blev sur på mig selv. Jeg kunne mærke at den her samtale hurtigt ville gå død hvis det forblev sådan her.

"Jeg kommer til at savne dig". Han tog min hånd.

"Tak. I ligemåde". Jeg smilede til ham. Jeg kiggede diskret over på uret på væggen. Jeg skulle mødes med Sascha og et minut. Jeg kiggede på Jake.

"Jeg bliver nød til at gå". Jeg gav ham en krammer. Da jeg kom fri fra hans favn, kiggede jeg ham dybt i øjnene. Jeg kyssede ham stille på kinden. Det var ikke et hurtigt et sekunders kys, men i hvert fald fem sekunder. Da jeg trak mig væk fra ham, trak han mig ind til ham og kyssede mig. Ikke på kinden men på munden. Jeg kunne ikke andet end at kysse igen. Men så begyndte jeg at tænke over hvad det egentligt var jeg lavede og trak mig væk.

"Undskyld", mumlede Jake. Han kiggede genert ned i jorden. "Jeg har haft løst til det længe".

Fuck hvor har jeg været dum. Jeg kunne have været i et forhold med Jake, hvis jeg ikke havde været så genert! Lort.

"Ilm. Men det kan ikke blive til mere end et kys. Jeg rejser jo." Jeg kunne mærke at mine øjne begyndte at svi.

"Jeg ved det. Undksyld".

"Du skal ikke være ked af det". Jeg tog hans hånd og smilede til ham. Og han smilede igen. "Jeg er er nød til at gå. Farvel".

"Farvel. Ha en god rejse og en god tid i Atlanta. Skriv hvis du kommer tilbage til Texas".

"Tak. Selvfølgelig vil jeg skrive! Pas på Sascha for mig ikke?" Jeg smilede skævt til ham.

"Skal jeg nok". Han gav mig en krammer og smilede til mig. "Gå nu. Sascha venter på dig ikke?"
"Jo. Vi ses". Jeg vendte mig rundt og gik. Jeg havde selvfølgelig mest lyst til at gå tilbage til ham, men det kunne jeg ikke gøre mod ham. Eller mig. Jeg ville ikke være en heartbreaker og charmere en dreng og så bare skride. Det var jeg for godt opdraget til. Jeg gik målbevidst ud af skolen. Uden at kigge mig tilbage. Da jeg så Sascha blødte jeg lidt op. Jeg kunne straks se at Sascha ikke havde noget med Jake at gøre.

"Hvorfor var du så længe om det. Jeg har ventet i 10 minutter!" Hun kiggede bebrejdende på mig.

"Du ville aldrig tro på det!"

"Selvfølgelig ville jeg det! Kom nu, fortæl!" Hun daskede mig blidt på skulderen.

"Okay. Da jeg kom ud fra matematik stod Jake og ventede på mig!"

"Seriøst? Helt af sig selv".

"Ja! Vi stod lidt og snakke og efter samtalen kyssede jeg ham på kinden, du ved bare et farvelkys". Sascha nikkede på hovedet. Hun var fuldt ud begejstret.

"Men da jeg trak mig væk og kiggede på ham, kyssede han mig!" Jeg kunne ikke skjule min begejstring.

"Oh my god! Ej hvor vildt!" Hun gav mig en kæmpe krammer. Jeg sagde ikke det med at han har villet kysse mig i lang tid, det var for flovt.

"Ja! Denne dag kan bare ikke blive bedre!"
"Enig!" Og så gik vi ud ad skolen og hen på vores ynglings café.

Da jeg kom hjem stod der en kæmpe flyttebil foran vores hus. Nogle mænd var ved at læsse nogle kasser ind i bilen. Den var næsten fuld. Jeg gik forsigtigt ind i huset. Det var helt anderledes end det plejede. Det var helt tomt og upersonligt. Min far havde sat mine tasker uden for døren til mit værelse. Jeg havde to kufferter med, jeg var jo en teenagepige med masser tøj, sko og makeup.
"Det er godt du er hjemme skat. Var det en god sidste dag?" Min far var i gang med at lukke den sidste kasse.
"Ja den var fin nok".

"Vi kører om 20 minutter". Sagde han bare. Han havde jo travlt og var stresset.

"Ok". Jeg gik ind på mit værelse og sagde farvel. Jeg havde så mange gode minder her. De var fx her min første kæreste spurgte om vi skulle komme sammen. Derefter fik jeg mit første kys.

De 20 minutter gik overraskende hurtigt. Jeg havde jo også bare siddet på min Mac og været på Facebook. Det kunne man jo nemt bruge en time på! Vi kørte i taxa på vej til lufthavnen. Det tog ikke så forfærdelig lang tid - igen kunne musik gøre mirakler -. Flyveturen ville tage et par timer, så jeg havde en transportabel oplader med. I lufthavnen var der fuld af mennesker og det tog en evighed at komme igennem alle de sikkerheds tjek man skulle igennem. Vi kom endelig til flyveren efter at vi havde fået nogle nudler. Flyet var fult, men boardingen tog overraskende kort tid og lidt efter startede motoren. Da jeg kunne se at mærket med sikkerhedsbæltet blev slukket, tog jeg mine høretelefoner på og kiggede ud på Texas for sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...