The Night

En FSA opgave. Novelle.

0Likes
0Kommentarer
117Visninger

1. The Night

Natten var sort, imens at stjernerne lyste klart. Mine skridt lød tunge mod den fugtige asfalt imens jeg løb over den. Festen var ikke slut endnu, men jeg var ligeglad, jeg ville bare finde hende. Lys keglerne fra gadelysene, lyste centrum op, den konstante dunken fra en bas, lød fra byens eneste natklub. Jeg havde sænket mit tempo fra løb til slentren, jeg slentrede altid når jeg kom til centrum, fordi at i centrum forgik nærmest alt i slowmotion. Om dagen, var der fyldt med mennesker, og latter, og om natten den konstante dunken, sammen med de unge, som havde fået lidt for meget at drikke , og som tumlede over det hele, imens at de enten grinede eller græd. Slutningen af gågaden kom endelig, og jeg begyndte at løbe igen, min hårde vejrtrækning var det eneste der kunne høres. 

Søen lå ikke lagt fra hvor jeg var nu, kun et par gader endnu tænkte jeg. Jeg pressede mine lunger til det sidste i et forsøg på at nå hende, inden at hun gjorde noget hun ville fortryde. Mine knæ kunne holde til meget mere, det vidste jeg med sikkerhed, men jeg vidste også, at jeg aldrig ville lade hende forlade mig, ihvertfald ikke nu, og ihvertfald ikke for noget så dumt. Månen spejlede sig i den blanke sø, hendes skikkelse lyste op, på grund af hendes hvide kjole. Jeg stoppede op og betragtede hende, hvordan kunne en så glad pige på ydersiden, være så trist og deprimeret inden i? Jeg tog varsomme skridt mod hende, jeg satte mine fødder forsigtigt ned på det duggede græs, som om at det var tyndt glas jeg trådte på. "Hvorfor lige her? Spurgte jeg forsigtigt, "det ved du godt, så hvorfor spørger du?" Selvfølgelig vidste jeg det, hvor var jeg dum, det var her hendes mor havde sprunget i med mange kilo sten bundet om hendes fødder. 

"Lad vær, du ved hvor mange mennesker der elsker dig, ik?" Mine øjne var nærmest limet til hendes ryg, "jeg ved at ingen elsker mig, og hvis de gør, er jeg ligeglad." Hun begyndte at gå tættere på kanten, først nu så jeg de tunge sten, hun havde bundet fast om hendes ankler. Jeg reagerede hurtigt, og trak hende ned på jorden, hun brød sammen i gråd, men det eneste jeg tænkte på lige nu, var at få hende væk fra vandkanten. Jeg bandt stenene af hendes ankler, og trak hende op på en plæne, hvor at der lå et tæppe, som jeg lagde hende på. Jeg satte mig ned på jorden, og trak hende op i mit skød, imens at hun græd sit hjerte ud, jeg puttede tæppet omkring os, for at få noget varme. "Så så, det hele skal nok blive godt igen." Sagde jeg, imens at jeg lagde mine arme omkring hende. "Hvordan kan du vide det? Hvordan ved du at det ikke bliver værre?" Hun så op mod mig med tårerne løbende ned af hendes kinder, "jeg ved et bare. Er du klar til at tage hjem?" Spurgte jeg hende, "Nej." Svarede hun og vristede sig fri fra mine arme, og løb så hurtigt hun kunne, ned mod søen, jeg rejste mig op, og løb efter hende. Vandet var så koldt, at det nærmest frøs alt mit blod i årene til is. Jeg kunne ikke se noget i vandet, jeg kunne mærker noget, ved min fod, jeg rakte ud mod det, og fik ordenligt fat, og trak til. Jeg trak mig op mod bredden, og trak det jeg havde fået fat i med op, jeg lå på ryggen i lidt tid, og stirrede op mod stjernerne, og da jeg endelig vendte mit hoved skreg jeg så højt jeg kunne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...