Blue Lagoon ~ One Direction punk fanfiction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Sydney er en helt normal uskyldig pige, som endelig har fået råd til 1 uges ferie på et luksus krydstogt. Men hendes 'fantastiske' ferie, bliver til et længe ventet mareridt. Da hun åbenbart skal dele værelse med 5 drenge, og ikke nok med det synker skibet og tilfældigvis kommer hun i samme redningsbåd som dem... Lige da jeg fik movellas lavede jeg en historie magen til, men nu hvor jeg er blevet meget bedre til at skrive, har jeg tænkt mig at lave historien forfra. - og ved godt One Direction er punk i den her også, men elsker bare punk historier, de er seriøst guddddd Anyways, der kan forkomme anstødeligt sprog og seksuelle scener!!! *drengene er IKKE kendte.*

38Likes
25Kommentarer
1719Visninger
AA

5. -4-

Sydney's synsvinkel..

Drengene stod bare helt stive og kiggede på pistolerne, imens jeg stod med armene over kors. "Skal vi fortælle hende det?" spurgte Zayn tvivlene. "Ja det synes jeg faktisk i skal. I kommer alligevel ikke til at se mig mere efter den her ferie." sagde jeg, og stilte mig foran sengen, så de kiggede på mig istedet. "Okay, kom med ind i stuen." sagde Louis, og tog sin hånd støttende på min ryg. 

Jeg satte mig tungt ned i sofaen, og kiggede på dem med et tomt blik. "Godt, forklar så." sagde jeg, og kiggede strengt på dem. "Det er vores arbejde." sagde Niall. "Hvad er jeres arbejde? At have en pistol i jeres kuffert." spurgte jeg, og sendte ham et mærkeligt blik som viste han skulle svare mere indirekte. "Vi er her på den her ferie, for at gøre vores arbejde." sagde Niall, og prøvede at forklare lidt nærmere. 

"Hvad fanden arbejder i så som? Skal i dræbe en eller anden?" spurgte jeg og prøvede virkelig at forstå hvad de prøver at forklare mig. "Ja." sagde Harry bare. "Ja hvad?" spurgte jeg dumt. "Ja, vi skal dræbe en." sagde han som om det bare var helt normalt. Jeg tog mine hænder op foran min mund og rystede på hovedet. 

"Hvad arbejder i som? og er i de gode eller de onde i det her spil?" spurgte jeg, og sukkede. "Vi er med i en bande." sagde Liam og prøvede at smile normalt. "Hvad laver i så i den 'bande'?" spurgte jeg, og prøvede virkelig at lyde selvsikker, men inderst inde var jeg hunderæd. "Vi kæmper mod andre bander. En af bandernes leder er på dette skib lige nu, og han har stjålet vores penge, og stjålet alle vores tidligere kærester, en efter en. - Så han skal dø." sagde Zayn alvorligt. 

"Det betyder da ikke i skal dræbe ham, hvorfor anmelder i ham ikke bare til politiet." spurgte jeg, og det fik drengene til at slå sig selv i hovedet. "Sydney, han er ikke den eneste af os som har gjort noget alvorligt. Nogen gange sælger vi stoffer i vores bande." sagde Harry og kiggede alvorligt på mig. "Oh.." sagde jeg akavet, og kløede mig lidt akavet i nakken. - "I.. I kunne ikke finde på at gøre mig ondt, vel?" spurgte jeg, og bed mig blidt i inderkinden. Er lidt bange for deres svar...

"Selvfølgelig ikke." sagde Louis, og satte sig ned ved siden af mig i sofaen. "Jeg lover ikke noget." sagde Harry, og satte sig på min anden side. "Harry forhelved." sagde Liam og gav ham et strengt blik. 

"Når, men hvornår vil i slå til, eller hvad man nu siger?" spurgte jeg og følte mig lidt mere tilpas. "Det ved vi ikke endnu, vi har overhovedet ikke set ham, og vi skal først finde ud af hvor han bor." sagde Niall og sukkede. "Jeg kan hjælpe jer." sagde jeg, og klappede i mine små hænder. "Aldrig i livet, du er en pige." sagde Harry, og lagde benene op på bordet. "Kom nu, jeg kan finde ud af hvor han bor." sagde jeg, og smilede. "Never, jeg vil ikke have der sker der noget! Du er en pige, og du er så lille og uskyldig." sagde Harry, og prøvede igen og benægte. 

"Jeg er altså 19." sukkede jeg, og lagde armene over kors. "Ja, men du er stadig lille." sagde Harry, og nev mig i kinden som ens bedstemor altid gør. Jeg sukkede, men valgte ikke at give op endnu. Jeg vil også have noget spænding i mit liv. 

"Jeg VIL altså hjælpe, og hvis i ikke giver mig lov, så gør jeg det bare alligevel uden jeres hjælp." sagde jeg og satte stædigt mine arme over kors. Harry sukkede højt, og jeg kunne nærmest fornemme han rullede øjne. 

"Fint, men pas på, jeg mener det!" sagde Harry, og kiggede strengt på mig. "Jaja far." sagde jeg, og smilede, inden jeg gik ind på værelset for at skifte fra Harry's t-shirt til noget mere mystisk, og agent agtigt. -


Som enden på værket, tog jeg også lige Harry's sorte ray ban solbriller på. Da jeg steg ud i stuen igen, begyndte drengene at grine af mig. "Hvad? Man har da lov til at føle man er agent." sagde jeg og smilede. De rystede alle smilene på hovedet af mig, og forsatte så deres snak. "Vil i høre min plan, eller?" spurgte jeg akavet. "Klart, sig frem." sagde Liam og smilede. "Godt, jeg går ned til receptionen. Imens hende damen som står der er i fuld gang med et eller andet, går jeg ind af den dør som er bag hende. Derinde er en computer, hvor der står alle dem som er her, og hvilket værelse de bor i. Men jeg har brug for at vide hvad ham i er ude efter hedder!" sagde jeg og smilede stolt over min ide. 

"Hvordan ved du der er en computer?" spurgte Louis og kiggede mærkeligt på mig. "Jeg så en gå derud, da jeg skulle ha' min nøgle til mit værelse, som åbenbart er vores nu! Da døren så åbnede så jeg så at der stod en computer fyldt med navne og tal, så er ret sikker på det er det den er til. - Så hvad hedder han?" spurgte jeg, og kiggede utålmodigt på dem. "Han hedder Jack Gilbert." sagde Louis og smilede. Jeg nikkede som tak, og gik så mod døren - "Ses snart drenge, elsker jer allerede, kys." råbte jeg en sidste gang, inden jeg gik grinene ud af kahytten. 

Mine højhælede sko klingede mod gulvet, og det fik mig til at føle mig lidt sejere. Da jeg nåede receptionen, var der ingen medarbejder. Så det her var min store chance. Jeg kiggede mig akavet rundt, inden jeg gik ind af døren, som stod bag skranken i receptionen. 

Jeg gik hurtigt mod computeren, som allerede var tændt. Der var en hel liste med navne, og man kunne ikke søge nogen steder, så jeg er simpelhen nød til lede hele listen igennem, efter hans navn... 

Jeg sukkede tungt inden jeg begyndte at rulle mine øjne ned af siden.

"Hvad tror du så lige du laver her?" spurgte en dyb stemme bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om, og mine øjne mødte en ung mand som arbejdede her. "Uh... Eh..." sagde jeg akavet, og kiggede desperat rundt i rummet. Da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, ente jeg med at tage en lille kost, og slå ham så hårdt i hovedet så han faldt om. Jeg gispede højt, og lukkede hurtigt døren igen, og trak hans krop over til et af hjørnerne. - Hvad fanden er det enlig jeg laver, det her er jo både livsfarligt for mig og andre mennesker. Jeg har forfanden lige slået en ned. 

Jeg rystede hurtigt tanken væk, da jeg gerne ville gøre drengene stolte. Og så jeg kunne bevise Harry jeg faktisk ikke var så lille som han tror. Jeg gik hurtigt hen til computeren igen, og efter lang tid fandt jeg hans navn. 

Jack Gilbert. 

Jeg trykkede hurtigt på det, og et billed af ham kom frem, imens hans værelses nummer, og andre personlige ting. Han lignede ikke ligefrem en som var ond, han havde ingen tattoos, men hans blik fik mig til at krybe mig lidt sammen, selvom det bare var et billed.

Jack =


 Jeg kiggede hurtigt på hans værelses nummer igen, og gik så hen til en reol, hvor der burde være ekstra nøgler. Jeg fandt ekstra nøglen til hans kahyt hurtigere end jeg troede. Nu skulle jeg bare komme ud herfra uden nogen ser mig. - Jeg kan godt sige jer, at mit hjerte aldrig har banket så hurtigt i mit liv, imens jeg har været herinde. 

Jeg åbnede stille døren, og så en tyk dame stod ved receptionen med ryggen til mig. Der var ikke nogen i køen, så hun stod dybt begravet i sin mobil. Jeg listede hurtigt ud af rummet, selvom det var ret svært på høje hæle. 

Da jeg endelig var kommet ud, så det lignede jeg var normal ligesom mange andre, kom jeg til at tænke på. Hvad med ham drengen jeg slog ned, er han mon død? Jeg overvejede drastisk at gå tilbage, men endte med at holde min skyldfølelse inde, og gå imod drengenes værelse. 

"Jeg er tilbage." råbte jeg igennem vores kahyt, og lidt efter kunne jeg høre en masse fodtrinløbe imod mig. Jeg smilede stort til drengene, da de alle stod i gangen og kiggede spændt på mig. Jeg løftede akavet nøglen op foran dem, og de løb glade imod mig, for at give mig et stort kram. 

"Troede virkelig ikke du ville klare det." sagde Harry og kiggede ærligt på mig. "Der er meget du ikke ved." sagde jeg genert, og det fik ham til at smile drenget, og mig til at rødme. "Såååå, hvad skal vi så nu?" sagde jeg og klappede i mine små hænder. "Vi?" spurgte Louis og løftede et øjenbryn. "Ja jeg vil hjælpe jer." sagde jeg og lavede hunde øjnene. "Du kan tro nej, det her arbejde er ikke noget for piger." sagde Liam, og de andre gjorde sig hurtigt enige. "Men jeg har gået til karate. Jeg kan godt gøre selvforsvar, hvis det er det som i er bange for." sagde jeg og smilede. 

"Det kan godt være du har gået til karate. Men hvad vil du så gøre hvis der er en som har en pistol?" sagde Niall og kiggede undskyldene på mig. "Ej altså, men i det mindste var jeg agent for lidt mindre end en halv time."  sagde jeg poetisk og grinede så lidt. 

"Når, men vil i så slå til i aften, eller vil i holde pyjamas party med moi?" spurgte jeg og grinede. "Altså et pyjamas party skader vel ikke." sagde Louis piget, og det fik de andre drenge til at grine. "Well, så kom." sagde jeg, og vi gik ind i stuen. "Jeg vil skifte til Harry's t-shirt igen, og fjerne min make-up, og så kommer jeg tilbage med ansigtsmasker." sagde jeg og grinede. "Ansigtsmasker?!!?!?" råbte drengene op, men jeg løb bare ind på værelset, så jeg ikke behøvede at svare. 

Da jeg havde gjort mig helt klar, inde på værelset, gik jeg igen ud i stuen, hvor drengene sad hulter til bulter kun med boxers på. De kiggede mærkeligt på mig, da jeg kom gående med armene fyldt med ansigtsmasker. "Hvem vil først?" spurgte jeg og lagde alle ansigts maskerne på bordet. "Ikke mig." sagde de alle sammen i kor, og det fik mig til at grine. "Come on guys, i får dejlig hud." sagde jeg og kiggede med et lille smil på dem. "Det kan godt være man får blød hud, men det er fandme bøsset." sagde Harry, og det fik mig til at grine lidt over ham. 

"Jeg kan se Harry gerne vil starte." sagde jeg og sendte ham et drillende smil. Han rullede øjne af ham, inden han lagde sig ned i den ene sofa, og lukkede øjnene. - Åh Harold, dårligt valg.. 

Jeg gav de andre drenge et blik som forhåbeligt viste 'hold-hans-hænder-og-fødder-blikket'. De nikkede allesammen inden vi gik stille over mod ham. Under får sekunder fik de andre drenge holdt ham fast, og jeg satte mig på hans liv, med et ben på hver hans side. For derefter at åbne pakken med ansigtsmasker i. Harry åbnede panisk øjnene, og prøvede at vride sig i de andres greb. 

"Oh garddddd, jeg gav lige mig selv boner." sagde han muggent, og jeg kiggede med store øjne på ham. "Hvad?" spurgte han og kiggede irriteret på mig. - Der er vidst en som er lidt sur... 

"Ikke noget." sagde jeg akavet tilbage, og det fik ham til at smile drenget. Jeg gav ham dræberblikket, inden jeg begyndte at smøre ansigtsmaske ud i hans hoved. "Drenge i kan godt slippe mig nu, det er lidt forsent til at flygte." sagde Harry, og blev hurtigt sluppet, men jeg sad stadig på ham. "Så finish." sagde jeg og kiggede på mit mesterværk i Harry's ansigt. 

"Hey Sydney, laver i piger enlig nogensinde bunke?" spurgte Louis og smilede. "Eh, nej? Hvad er det?" spurgte jeg og kiggede nysgerrigt på ham. Han smilte smørret inden han kiggede rundt på de andre drenge, åh nej, det her ender ikke godt. 

Lidt efter rejste de sig bare alle fra hvor de stod, og løb imod os. Jeg kunne høre Harry hviske 'fuck', inden de alle bare kastede sig over os. "Omg." sagde jeg halv højt, og blev presset helt ned mod Harry. Mit ansigt var centimeter fra hans, men han havde helt sammenaknebede øjne. Oh shit, gør det ondt på ham? Måske masser jeg hans klokkeværk, og så kan han ikke få børn når han bliver ældre. - Okay mærkelig tanke...

Drengene rejste sig hurtigt igen, og jeg rejste mig med dem. "Så er det jeres turrrr." hvinede jeg og henvente mig til ansigts maskerne. "Nej tak, jeg tror vi springer over." sagde Zayn og smilede. "Well okay." sagde jeg og det fik Harry til at give mig et irriteret blik. "Hvorfor måtte de slippe?" spurgte han barnligt, og rejste sig selv fra sofaen. "Fordi de kan." sagde jeg flabbet, og smilede til ham. Jeg smilede drillende til ham, inden jeg gik ud på badeværelset, for selv at tage ansigtsmaske på. 

Da jeg kom ud i stuen igen, lå alle drengene og så en film. "Hvad ser i?" spurgte jeg og smilede. "So undercover." sagde Niall og tog nogen chips ind i munden. "Fedt." sagde jeg og satte mig ned ved siden af Harry.

"Ej vi matcher." sagde jeg drillende, og skiftede med at pege på vores ansigtsmasker. Han gav mig det sygeste dræberblik og det fik mig til at grine højt. - Nu hvor jeg tænker over det, så har jeg ALDRIG åbnet mig så hurtigt op for andre mennesker før.. 

"Hvornår skal den af?" spurgte Harry, og sukkede. "5 min." sagde jeg og smilede. Han nikkede bare, inden han tog nogen chips i munden. "Miley Cyrus er så fucking lækker, har allerede fået boner." kom der fra Harry, og det fik mig til at rulle øjne af ham. Snakker drenge altid sådan? 

"Jeg synes Sydney er meget pænere." kom der fra Niall, og det fik mine kinder til at bluse op. "Det synes jeg også." kom der fra Liam og han blinkede til mig. "Jeg tror bare jeg går ud og tage min ansigts maske af nu." sagde jeg akavet, har aldrig været den bedste til at få komplimenter. Drengene grinede lavt da jeg nærmest løb ud på toilettet, enlig ret flovt.. 

Harry kom ud da jeg lige havde vasket min af, og smilede drenget af mig. "Hvad?" sagde jeg muggent. "Der er vidst en som ikke er så god til at tage imod komplimenter." sagde han og grinede hæst af mig. Jeg rullede øjne af ham, inden han begyndte at vakse sin ansigts maske af. Da han var færdig smilede han stadig drillende, inden vi begge gik ud i stuen igen. "Sydney jeg elsker din røv, fucking god siger jeg dig." kom der fra Harry, og jeg kiggede akavet på ham. Han siger det så meget fordi han ved jeg ikke er god til at tage imod komplimenter. Jeg rullede øjne af ham, og lagde mig ned på en tilfældig madras på gulvet. 

Jeg tog stille min mobil, og så min storebror havde ringet. Jeg ringede ham hurtigt op og han tog den med det samme. "Hva' så baby girl, hvordan går det? har du det godt?" kom der fra min telefon. Jeg smilede stort over hans stemme, og svarede så. "Hey bro, jeg har det fint, alt er helt fantastisk her." sagde jeg og smilede. Jeg kiggede hurtigt rundt omkring i rummet, og så alle drengene sad og kiggede på mig. "Sæt den på højtaler." sagde Louis, og smilede. Jeg gjorde hurtigt som han sagde, og det lyttede alle spændende efter. 

"Hvem var det som sagde noget?" Spurgte min storebror fra telefonen, og det fik Louis til at grine. "Åh, det var bare Louis, jeg deler min kahyt med 5 drenge." sagde jeg akavet. "5 drenge?! - Nu husker i beskyttelse ikke?" sagde han grinene, og det fik mig til at rødme, og drengene til at grine højt. "Du har den på højtaler, har du ikke?" spurgte min storebror igen. "Yup." sagde jeg og smilede, selvom han havde sagt noget ret akavet lige før. "Jamen så hej drenge." sagde han, og jeg kiggede over på drengene. "Hey." - "Hej." og "Dav." blev der sagt igen, og det fik mig til at grine. "Når men ses bro, jeg vil sove nu." sagde jeg og lagde så på før han kunne sige farvel. Sådan har vi altid gjort. 

"Jeg går i seng nu, så godnat." sagde jeg og lagde min mobil på gulvet ved siden af den madras jeg lå på. Jeg tog dynen godt om mig, og lagde mig så godt til rette. Og på ingen tid var jeg i drømmeland...

 

*-*

Undskyld ventetiden, men har simpelhen så travlt for tiden, så har slet ikke tid til noget som helst.

Men håber i kan lide kapitlet, og jeg håber selv jeg bliver bedre til at skrive noget mere. 

Kysss 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...