Im your Nanny (1D fanfiction)

Historien handler om Phoebe Anderson som er 18 år. Hun er lige flyttes hjemmefra og skal derfor skaffe sig et job. Hun vælger at blive barnepige, men hvad sker der når hun finder ud af at hun babysitter Niall Horan fra det populære boyband one directions nevø Theo Horan? Vil hun møde Niall, hvad vil der mon ske? Læs historien for mere viden. Jeg undskylder meget for at lave sådan et dårligt resumé.

25Likes
49Kommentarer
1365Visninger
AA

9. You came?

Phoebe's synsvinkel:

Jeg lå godt på det frodige græs under det store træ. Men jeg blev vækket af en lommelygte der lyste på mig. Jeg blinkede med øjnene og kiggede rundt. Der var en flok på 5 mænd der omringede mig. Deres aldre var lidt forskellige hvis jeg skulle dømme dem ud fra udseendet. Jeg gætter på 25-40 år.

Ham med lommelygten var ham der lignede en på 40. Han var skaldet og lidt tyk og stor. Han havde en piercing i øjenbrynet og i begge øre. Jeg var rigtig bange. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende før!

"Hv..Hvem er i?" Sagde jeg tøvende. De grinte lidt ondt af mig, hvilket gjorde mig meget bange og utryg. 

Jeg rejste mig op og gik langsomt tilbage imens de gik langsomt hen mod mig. Jeg kunne mærke jeg stødte ind i en person. Jeg blev forskrækket og med et sæt vendte jeg mig hurtigt om. Men til mit held var det Ross.

"Ross!" Sagde jeg glad og krammede ham.

Han sagde ikke noget, han skubbede mig bare hårdt ned på græsset så jeg slog mig en smule. 

Tårende piblede frem, jeg kunne ikke forstå det. Er det mig der er skør eller er Ross en af dem?

"Hvad skal vi gøre med hende Ross?" Kom det fra Mike. Wait a second... Mike er en af Ross gode venner han drikker sig fuld med! Jeg kiggede rundt på de andre og så var Thomas Joe der også.

"Bare give hende det hun fortjener." Sagde Ross og tog en dyb indånding med... Næsen?

Så tog Thomas mig i den ene arm, og Joe tog den anden. Den skaldede man tog det ene ben og så tog Ross mit sidste ben. De løftede mig op og løb ned til en sø der var i nærheden. De smed mig i og hev mig derefter op igen så jeg var virkelig klam og våd af å vand og alt det klamme mudder der var i. De havde en sæk med hvor de puttede mig i og band knude på. Jeg har det skidt. Jeg kan næsten ikke trække vejret, og jeg er godt overbevist om at jeg snart skal dø.

Jeg gispede efter vejret og kunne mærke at de gik. De satte mig hårdt ned så det gjorde ondt og åbnede sækken bagefter og slæbte mig ud. Men der begyndte så småt at komme sorte pletter for mine øjne at jeg ingenting kunne se, og gik på standby.

 

                           2 timer senere                                

Jeg begyndte netop nu at få synet tilbage nu, jeg havde haft den mest syge drøm ever! Der var en flok mænd blandt andet Ross og hans venner som omringede mig og kastede mig ned i en å og så ned i en pose hvor jeg knap nok kunne trække vejret. Jeg kiggede rundt. Jeg var inde i et kosteskab. Måske var dette ikke en drøm alligevel, det var virkeligt. Døren til kosteskabet blev åbent. Der stod en sød fyr med blond hår og kiggede på mig hvilket fik mine øjne til at løbe i vand, for jeg elsker ham meget højt. Jeg rejste mig forsigtigt op for at skåne migselv mod mine smerter og gik hen til Niall og tog imod krammet han gav mig. 

Jeg er en smule forvirret egentlig. Tidligere i dag var jeg så uretfærdig mod Niall og han blev forståeligt nok gal på mig. Men hvorfor tilgav han mig, og hvordan vidste han at jeg var netop her? 

"Niall, hvordan fandt du mig?" Græd jeg ind mod hans bryst. Jeg kunne høre hans hjertebanken tydeligt.

"Jeg så bare nogle drenge slæbe rundt med en sæk. En af dem lignede Ross, hvilket det var og så kunne det næsten kun være dig for jeg kunne ikke finde dig, nogen steder." Sagde Niall beroligende og aede mit hår og kyssede mit hoved bagefter.

"Hvorfor tilgav du mig." Sagde jeg meget stille.

"Sådan en som dig er ikke just let at være vred på. Du er så fantastisk at jeg ikke ville ødelægge vores venskab." Sagde han og smågrinte lidt.

"Tak Niall, du er også fantastisk... Men jeg er træt og vil hjem." Mumlede jeg.

"Okay." Sagde han og smilede til mig og bar mig op i hans arme.

På vej hjem i bilen var helt underligt hvis jeg tænker på hvad der egentlig kunne have være sket med mig, og hvad der var sket med mig. Heldigvis var det ikke værre.

Efter vi havde kørt lidt var vi endelig hjemme i Denise og Greg's hus.

Vi stod ude foran døren imens Niall var ved at låse døren op. Det var mega dejligt at komme indenfor til et dejligt og lunt hus. 

I det vi kom ind løb jeg hen til sofaen og smed mig i og lagde mig godt til rette. 

Det gav Niall et smil læben og et grin undslap fra hans mund. Han har nogle søde rosenrøde kinder som blusser meget op når han griner. Det en af de ting jeg elsker ved ham.

Han gik ind til Theo's værelse for at se til ham imens jeg lå her og hvilede mig.

Jeg ved ikke hvad det der kys betød men... Det føltes bare så rigtigt. Det er tydeligt at se at Niall bare vil være venner ik, men det svært at være i nærheden af ham uden jeg rødmer. Han er i værtfald min allerbedste ven. Og eftersom hvordan Ross har behandlet mig, er han totalt kasseret. Det kan godt være han har haft et svært liv ik, men jeg kan ikke hjælpe ham igennem alt. Det som om at alle hans problemer blev kastet over på mig, og det var ikke så sjovt.

Ved Niall var alt bare anderledes... Han behandlede mig så godt og var altid så venlig, også selvom jeg var ret bitchet over for ham i starten. Åhh, jeg husker det så tydeligt. Selvom det ikke er så lang tid siden føltes det alligevel som en evighed siden, og at vi har kendt hinanden i meget lang tid. Glemmer aldrig den gang hvor han åbnede døren ind til mit badeværelse hvor jeg var iført kun undertøj. Det var vildt pinligt, men jeg syntes nu at jeg gjorde det meget værre end hvad det allerede var. Det lidt sjovt at tænke tilbage på syntes jeg. Glem heller ikke den gang med "daten" hvor der var romantisk musik og alt det, haha. Gode tider.

"Øhhm, Phoebe?" Sagde Niall nervøst til mig og løb hen til mig.

"Hvad?" Spurgte jeg og rynkede panden.

"Theo... Er her ikke." Sagde han nervøst. Den røde glød i hans ansigt var fuldkommen forsvundet. Han så ligbleg ud, og bange. Meget bange. Hvilket jeg godt kan forstå og det var jeg skam også, fuldstændig! Det var jo hans brors barn der lige var forsvundet. Og så var det endda vores opgave at passe på ham.

Jeg stod helt stiv og ligbleg med åben mund og kiggede lige igennem ham.

 

Åh nej dog O_O! Stakkels lille Theo.

Undskyld for at der ikke er kommet kapitler i lang tid, like, really sorry!

Har haft travlt og ikke følt interesse for at skrive på denne, sååh... Men ja, endelig kom kapitlet, og som i nok har bemærket er der kommet nyt cover! Er meget glad for det. Fik det i en coverstore, de laver de sejeste covers. 

Skriv hvad i syntes om historien, om i vil have mere eller kom med lidt konstruktiv kritik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...