Please be mine | 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Igang
Isabella er en helt almindelig 14-årig pige, der går i skole, har en kæreste ved navn Noah (Der vel er lidt voldelig..) en bedsteveninde, ved navn Maisy og nogle andre søde veninder. Dog kan hun også have de der teenager problemer. En dag skal hun endelig ud og se sin bedsteven, Austin, efter et år, hvor Maisy skal optræde i en hal, da hun er danser, så derfor går Austin og Isabella bare rundt sammen og hygger sig. Pludselig møder hun denne her dreng. Isabella falder virkelig for ham. Isabella leder efter ham i hallen hele tiden. Pludselig er der ingen mennesker på gangen længere. Men en person støder ind i hende og redder hende før det er forsent. Hvad er der sket? Hvad sker der når Isabellas kæreste finder ud af, at Isabella prøver at kontakte drengen? Vil drengen nogensinde falde for Isabella? Hvad vil Noahs venner gøre? Find ud af det i 'Please be mine | 13+' ** LÆSES PÅ EGET ANSVAR ** Der kan komme anstødelige scener og ord senere i serien.

0Likes
0Kommentarer
116Visninger
AA

2. Hvor er I alle henne?

Isabellas synsvinkel.

**FLASH BACK** 

 

O M G. Jeg skulle endelig se Austin idag igen. Du kunne ikke engang forestille dig hvor meget jeg havde glædet mig, til den dag. Jeg kunne græde af glæde. Vi havde ikke set hinanden i et år, fordi han flyttede med sin mor til Amerika. Ja og det værste er, at Austin ikke kunne engelsk selv om han er halv amerikaner. Han havde valgt at flytte hjem til sin far og idag skulle vi endelig ses. Selvfølgelig sammen med Maisy. BUT. Ja det. 

Jeg tog mine converse på og gik hen imod 'hallen'. Maisy skulle møde ret tidligt i forhold til mig. Hun skulle jo nå at varme op, generalprøve og alt muligt andet stuff. Det skulle jeg tilgengæld ikke, lol. Okay I tænker sikkert "no fucking shit Isa." 
I'm weird. I know that. 

SENERE

Austin og jeg gik bare rundt. Jeg blev vildt glad da jeg så ham! Like really! Jeg overfaldt ham nærmest! 

Pludselig gik jeg ind i en dreng. "Oh undskyld!" sagde jeg hurtigt. Han sendte mig et smil .. Et smil jeg straks for vild i. "Det er okay! Er du okay?" spurgte han mig og trak mig op og stå. Jeg nikkede langsomt. Han smilte og hviskede "Super." og gik så. 
Oh no, don't go. Jeg var væk i det smil og de øjne. Han var høj, nok ca. 7 cm højere end mig, havde både lys og mørkt hår, krøller og cap. Well og en super fed stil! Jeg måtte finde ham igen. "Er du okay?" spørger Austin og rusker i mig. "J-ja!" svarede jeg. Han smilte og vi gik videre. 
Efter et par timer, sagde jeg; "Jeg skal lige ind på toilettet." til Austin. "Well okaaaaaaaaaaaaaay!" siger han. På vej ind på toilettet mødte jeg Maisy. "Maisy, jeg har set den mest.. Den.. Dejligste dreng på jorden!" 
"Jeg ved godt du elsker Noah, girl." 
"NEJ IKKE NOAH. Jeg .."
"Vi snakkes senere, okay? Jeg må løbe!"  hun krammede mig hurtigt og løb ned til sit hold. Jeg skulle faktisk ikke på toilet. Bare være her. Jeg ved ikke hvorfor. 
Efter et par minutter gik jeg ud igen. Der var ingen? Der var flere hundrede mennesker ligefør? Whut? "MAISY? AUSTIN?" jeg gik lidt rundt og kiggede ligeså stille omkring. "NOAH?" Noah var der vidst, men ikke her ligenu. Pludselig er der en der løber ind i mig igen. Vi faldt ned på jorden. - Jeg lå nederst og han lå ovenpå mig. "OH GOD, HVORFOR LØBER ALLE .." Jeg holdte hurtigt kæft, da jeg så det var drengen. "OH SORRY!" han trak mig hurtigt op. "Kom vi må væk!" han trak i mig. 
"Nej, hvad med Maisy og Austin?" 
"De har det godt, kom så!" 
"Jeg kan ikke gå uden dem, please bare lad mig gå." han trak mig kort ind til sig og hviskede "Hvis du bliver her dør du. Kom så!" han trak i mig og jeg fulgte efter ham. 
Da jeg havde taget tre eller fire skridt, hørte jeg en skrige. 
Det var Maisys skrig. 
"MAISY!" skreg jeg. Drengen løftede mig op fra jorden, kastede mig over skulderen og løb. "GIV SLIP! MAISY ER DU OKAY?" jeg råbte en masse ting. - Jeg fik bare aldrig et svar. Drengen løb ind i en klasse eller sådan noget og smækkede døren i. Han låste den hurtigt og gemte nøglen. Der var andre herinde. "Der er ikke andre." siger han. Jeg skreg. Jeg ville ud. "SHUT UP, DE KOMMER." Jeg holdte ikke kæft. Tværtimod.. Jeg sparkede og slog på døren, hvilket jeg ikke måtte, fordi 'de' kommer. Han trak mig hurtigt ind til sig, holdte sin hånd for min mund og på en måde fik 'låst' min krop, så jeg ikke kunne bevæge mig. "Please vær stille til de er væk. Jeg forklarer det når de er gået." hviskede han og kiggede mig i øjnene med sine smukke havblå øjne. De beroligede mig. "Kan du være stille, nu?" spurgte han. Jeg nikkede langsomt. Han låste mig op, hvis man kan sige det. Der var nogle andre herinde. Jeg kendte dem ikke. Drengen var usikker på om jeg ville skrige igen. "Okay, du ved.. Øh.. De der gangstere et eller andet er brudt ud af fængslet og er her nu. Så ja.. De kom herhen og der var en eller anden gift røg ting.. Det kan ikke komme ind her."
"Så du siger.. AT MAISY, AUSTIN OG NOAH ER DØDE?"  sagde jeg.  - Lidt for højt måske. 
"Nej, ikke hvis de nåede at lukke sig selv inde."
"Well.. Hvor længe skal vi være her?"
"Til de er væk, skyder jeg på." svarer drengen. Jeg lod mig glide ned af væggen. Jeg var alt for bange til at være her. Jeg ville finde min telefon frem, men den var ikke i min lomme. "Wait.. DU HAR TAGET MIN TELEFON!" råbte jeg. Drengen grinte og fandt min telefon frem. Jeg tog den fra ham og skrev hurtigt til Maisy, Noah og Austin. Ingen måtte røre min telefon. Jeg er en indelukket person og derfor står alle mine hemmeligheder i min telefon. Kun Maisy kendte til mine hemmeligheder. Maisy, Noah og Austin svarede hurtigt. "Der er også en Noah herinde, måske er det ham du skriver med?" sagde drengen. "Noah!" råbte han lidt lavt, men man kunne høre det i hele rummet. Noah kom ud. Det var ham! Han kom ud fra kosteskabet, wtf.. Jeg løb hen til ham og krammede ham. "Oh God baby!" sagde han og duftede til mit hår, mens vi krammede. Jeg smilte svagt. Det var allerede blevet mørkt udenfor. Jeg gik over til drengen, jeg like var faldet for og satte mig ned ved siden af ham. "Så det er din kæreste?" spurgte han mig. 
"Ja det er det." svarede jeg. Men jeg ville ønske, at  du var min kæreste. Han grinte. Hans grin. Han er så dejlig. Jeg elskede hans skønne smil. "Okay guys.. Måske skal vi være her i flere dage, så skal vi ikke lige lære hinanden lidt at kende?" sagde en rødhåret gut. 
"Well jo.." sagde Noah. "God ide." 
Vi satte os i en rundkreds. "Øh, jeg hedder Jonas og er 15." sagde den rødhårede gut, som åbenbart hed  Jonas. 
"Jeg hedder Olivia, og jeg er 14." sagde en blondine. Noahs tur. 
"Jeg hedder Noah og er 15 år." Og nu.. Drengens tur. 
"Jeg hedder Lucas .." Oh God et perfekt navn. "Og jeg er 14 år." han vendte sit hovede imod mig, da det var min tur. 
"Ja øh. Jeg hedder Isabella og jeg er også 14." så var der den sidste. En pige ved siden af mig. "Jeg hedder Sarah og jeg er 15." sagde hun. 
"Okay super guys. Hvis vi skal overnatte her, uhm.. Skal vi gøre det sådan vi sover 2 og 2 sammen? Forskelligt?" sagde Jonas. Vi nikkede. Han var lidt bossen nu, fordi han var den mest øhm.. 'Imødekommende' hvis man kan kalde det det. Han var ihvertfald ikke genert. "Okay Noah og Sarah sover sammen, I to ka sove sammen." han pegede på Lucas og mig. Det gjorde ikke engang ondt, at Noah skulle sove sammen med Sarah. Jeg havde det okay med det.. 

Well ja. Lucas og jeg fik snakket en hel del! Vi fik lært hinanden fint nok at kende. Vi havde netop lagt os til at sove. Eller dvs. vi havde bare lagt os nede i vores senge. Eller borde. Ja.. Der blev pludselig slukket for lyset. Det gav et sæt i mig og jeg vendte mig hurtigt om mod Lucas og lå tæt ind til ham. "Hvad er der da?" spurgte han stille i mørket. 
"Det .. det mørkt." 
"Ja?" han grinte lavt. 
"Jeg kan ikke klare det. Jeg føler mig usikker i mørke. Jeg ser skygger, der kommer imod mig. Det ikke helt normalt, det ved jeg.." Jeg skimte et smil i mørket.
"Bare rolig.. Jeg er her." hviskede han trygt, lagde armen om mig og pressede sig lidt ind til sig. Jeg følte mig straks .. Tryggere. 

 

Men fra dette øjeblik af.. Der blev hele mit liv ændret. Intet ville nogensinde blive det samme igen, og det havde jeg eller nogle af de andre .. Ingen anelse om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...