Ensom Egoisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
// Der var engang en helt almindelig pige... Sådan begynder Riley Browns fortælling ikke, for hun har aldrig været særlig normal. Hun er tarvelig, utålmodig og irriterende, og hun bryder sig i bund og grund ikke om andres selskab. Men da Riley bliver sendt af sted til Californien for at bo hos sin farmor, tvinger skæbnen hende til at ændre sig. Hun kommer nemlig til at køre fyren Logan ned, og det bringer både utålelig skyldfølelse og uventede problemer med sig. Riley er fast besluttet på at rense sin samvittighed, men hendes jævnlige besøg hos Logan udvikler sig til mere end blot et ønske om tilgivelse. Et usædvanligt venskab begynder, men det er ikke til at sige, hvordan det ender - i kærlighed eller katastrofe.

140Likes
189Kommentarer
8461Visninger
AA

2. Prolog

 

”Jeg har hørt, at hun kun var 13, da hun mistede sin mødom...”
”Hun ryger sikkert snart i fængsel…”
”Og så har hun været i seng med Sasha Thompsons kæreste…

Jeg var engang en fars pige. Det er jeg ikke længere.
Da min mor hørte om rygterne, sendte hun mig væk. Hun siger dog, at hun udelukkende gjorde det, fordi jeg ville have godt af lidt sund, californisk strandluft, men jeg ved godt, at hun tror ligeså meget på historierne, som enhver anden fra min gamle skole. Så nu har hun sendt mig væk. I terapi hos min farmor i Californien.
De fleste ville føle sig sårede over sådan at blive sendt væk, men for at være helt ærlig så kunne jeg ikke have det bedre. Altså, ikke fordi jeg er begejstret over at skulle tilbringe et helt skoleår hos min farmor, men fordi at der måske er en chance for, at folk i Californien i det mindste bare er en anelse mindre irriterende.
For at gøre en lang historie kort, så hader min farmor mig. Det ville hun aldrig indrømme, men det gør hun. Jeg har hørt hende snakke om mig med min mor om, hvordan min mor da også måtte have det hårdt, når jeg opførte mig så respektløst, og om hvor svært det måtte være, fordi jeg ikke slægtede min far på. Jeg tror, at det er det, der plager dem mest. At jeg er det stikmodsatte af, hvad han var. At æblet er faldet flere kilometer fra stammen. Min farmors udtryk, ikke mit.
Jeg er temmelig sikker på, at min farmor kommer til at være mere rasende end nogensinde. Ifølge hende er det min skyld, at min mor lige nu er inde i en svær og følelsesladet periode. Jeg får skylden for mange ting. Egentlig vil jeg bare gerne være alene.
For de fleste lyder det trist og ensomt, og de fleste tænker nok, at min fars død har arret mig for livet, og at jeg er et deprimeret problembarn. Men de tager fejl – det er ikke mig, der har et problem. Dem, der har et problem, er dem, der ikke forstår, at jeg ikke har et problem. Det hele lyder meget forvirrende, men det er ganske simpelt. Jeg vil bare gerne være alene.
Det startede faktisk langt før min fars død. Jeg havde aldrig brudt mig om at snakke med folk, og jeg havde aldrig følt, at det var nødvendigt. Hvad skulle vi snakke om? Jeg ville ikke have en hundehvalp, jeg var ikke forelsket, jeg var ligeglad med, at Peter fra parallelklassen pillede næse, og jeg var fuldstændig ligeglad med, hvordan andre havde det. Så jeg forblev bare stille, medmindre folk valgte at spørge mig om noget, men det skete jo alligevel sjældent. Indtil den dag Sasha Thompson startede i klassen.
Siden femte klasse havde jeg været hendes projekt, hvilket var fuldstændig åndssvagt, for det tjente hende intet formål. Hun var populær og smuk med sit lange, krøllede hår (og så havde hun pænt store bryster), så status manglede hun ikke. Altså generede hun mig udelukkende for morskabens skyld – for ville det ikke være interessant at finde ud af, hvor længe man kunne provokere en stum pige, før hun begyndte at slå igen?
Så i femte klasse begyndte jeg at snakke. Det skulle jeg aldrig have gjort.
Som tiden gik fik jeg ry for at være temmelig ubehagelig, og folk tog det som en udfordring. Jeg var skolens nye hit, selvom alt, jeg gjorde, var at fortælle sandheden. Hvorfor måtte man ikke sige nej, når folk spurgte, om de måtte drikke af ens vandflaske? Det var min vandflaske, jeg måtte da gerne sige, at jeg syntes, at det var klamt at dele mundsavl med andre. Jeg må da gerne sige at ja, du ser tyk ud i den kjole, så den burde du ikke købe, og nej, jeg gider ikke give dig alle svarene til matematiktesten, for det er ikke mit problem, at din hjerne ikke fungerer optimalt.
Folk lo i starten. De troede, at det hele var en stor joke, og at jeg gjorde det for at være sjov. Men at være sjov har aldrig været mit livsmål.
Efterhånden begyndte mine klassekammerater at blive trætte af mig, og jeg var for længst træt af dem, så jeg gik ud fra, at alt ville være fint. Men så kom vi i teenagealderen, og helvede brød for alvor løs.
Sasha Thompsons kæreste var hende utro, hvilket var en total katastrofe. Hun stod og skreg af ham i kantinen, og det var ikke kønt.
”Dit fucking svin! Hvem var det? Hvem fanden har du knaldet? Din fede, store-”
”I-ikke nogen, jeg sværger…”
”Løgner! Sig hvem det var!”
”Okay, okay! Det var Riley Brown,” sagde han og alles øjne gled over på mig. Sasha og jeg måbede.
”What? Hvad fanden snakker du om?” råbte jeg og slog ud med armene, og han sank en klump og begyndte at pege truende ad mig.
”Det ved du godt selv, du tvang mig til det! Du puttede noget i min drink til festen i fredags,” løj han, og uden videre gav Sasha mig en lussing.
Jeg gav hende en tilbage, dobbelt så hårdt.
”Din lede bitch!” skreg hun, og jeg pegede rasende på mig selv og spurgte: ”Er jeg en led bitch? Du er en led bitch! Jeg har ikke gjort noget som helst, jeg var ikke engang til festen!” og snurrede rundt på hælen for at vende mig mod hendes kæreste. ”Hvem fanden tror du, du er?” hvæsede jeg, og han trak bare sammenbidt på skuldrene. Han havde allerede vundet.
Der var ikke én eneste, der troede mig. Der var ingen, der havde lyst til at tro mig. Og sådan udviklede et falskt rygte og en enkelt lussing sig til, at jeg var en voldelig bitch, der gik i seng med utallige mænd. Sasha Thompson endte med at flytte skole kort til efter. Det må åbenbart have såret hende dybt. Det har hun godt af.
Men sådan er jeg altså endt her, i flyet på vej til Californien og en farmor, der hader mig og sikkert ville ønske, at jeg var død i stedet for min far. Jeg bebrejder hende ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...