Ensom Egoisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
// Der var engang en helt almindelig pige... Sådan begynder Riley Browns fortælling ikke, for hun har aldrig været særlig normal. Hun er tarvelig, utålmodig og irriterende, og hun bryder sig i bund og grund ikke om andres selskab. Men da Riley bliver sendt af sted til Californien for at bo hos sin farmor, tvinger skæbnen hende til at ændre sig. Hun kommer nemlig til at køre fyren Logan ned, og det bringer både utålelig skyldfølelse og uventede problemer med sig. Riley er fast besluttet på at rense sin samvittighed, men hendes jævnlige besøg hos Logan udvikler sig til mere end blot et ønske om tilgivelse. Et usædvanligt venskab begynder, men det er ikke til at sige, hvordan det ender - i kærlighed eller katastrofe.

140Likes
187Kommentarer
8420Visninger
AA

11. Kapitel 9

 

Næste dag i skolen føles det som om, at jeg er havnet midt i en teenage-film.
Der er ikke umiddelbart plads ved et eneste af bordene i kantinen, og at sætte mig alene er alligevel for taberagtigt. Men så kommer jeg i tanker om, at jeg jo egentlig ikke har lyst til at sidde sammen med nogen, og hvis man sidder alene af egen fri vilje, så tæller det vel ikke.
Jeg skal til at sætte mig ved et tomt bord, da en stemme bag mig lyder: ”Riley. Sæt dig her.”
Jeg snurrer rundt og får til min overraskelse øje på Sasha, der sukkersødt sidder og smiler ved siden af sine veninder. Hun rykker lidt til siden og klapper på bænken ved siden af sig.
”Ellers tak. Jeg går ikke frivilligt ind i ’Dødens Gab’.”
”Lad nu være. Jeg vil bare snakke. Sæt dig,” insisterer Sasha venligt, selvom det sidste lød meget som en kommando. Og som den velopdragne chihuahua jeg er, gør jeg, som hun befaler.
Jeg smiler anstrengt tilbage og bærer min bakke med pizza og æblejuice over til hendes bord. Hendes veninder skæver interesseret til mig og smiler, hver gang jeg fanger deres blik, men ellers ser de ud til at være utilpasse ved situationen.
”Så, Riley, fortæl mig – kan du lide skolen?” spørger Sasha og gør et kast med hovedet, så hendes røde hår flyver over på den anden side af hendes skulder og næsten rammer mit ansigt i farten. Jeg blinker forskrækket.
”Uh,” siger jeg og rømmer mig. ”Det kan jeg vel?” svarer jeg tamt.
Sasha kigger afventende på mig, og pigerne ved bordet fniser, da jeg ikke siger mere. Det er sådan et sympati-fnis, hvor man på den ene side har ondt af nogen, men alligevel synes, at de er så åndssvage, at det er morsomt.
Sasha smiler bare.
Gad vide, hvornår hun får krampe.
”Har du meldt dig ind i nogen klubber? Dramaholdet, pigernes fodboldhold?” spørger Sasha, og jeg rynker brynene og forsøger at gennemskue, hvor hun vil hen med den her samtale. Jeg ryster på hovedet.
”Hvis ikke du kan finde noget, der passer til dig, kan du jo selv lave en klub. Lad mig se… Piger, har I nogen idéer?” spørger Sasha og henvender sig til sine veninder.
”Hvad med en gruppe for egoister?”
”For billige sluts?”
”Vent, jeg har en!” udbryder Sasha og gør store øjne, og de andre klapper deres læbestiftsbeklædte munde i og venter på den planlagte finale. ”Hvad med en gruppe for folk, der går i seng med andres kærester?”
Jeg nikker langsomt og smiler skævt. Sikke en overraskelse.
Jeg burde egentlig ikke blive særlig såret, men der er noget ved den måde, hendes veninder nedstirrer mig på med et smørret, veltilfreds smil, der får min selvtillid til at knække. Sasha har tydeligvis anskaffet sig lidt af et Mean Girls-slæng, og hvis hun er queen bee heromkring, hvor mange andre har hun så ikke tvunget sine løgnehistorier ned i halsen på?
Jeg retter ryggen og smiler lige så stort og sukkersødt tilbage. ”Tak for jeres forslag, men det bliver nok lidt svært, eftersom jeg ikke har erfaring med at bolle fyre, der var så mentalt forstyrrede, at de datede dig,” siger jeg, og jeg rejser mig og tager min bakke med. Før jeg går, svinger jeg dramatisk med håret, smiler endnu mere og nejer kort.
Jeg vandt dén kamp, selvfølgelig. Men jeg frygter, at der skal mere til, før jeg vinder hele krigen, og jeg er mildest talt i undertal.
Jeg opretholder min selvsikre udstråling, mens jeg forlader Sashas bord, men pludselig indser jeg, at det tomme bord fra før er blevet optaget. Jeg når lige at gå i panik, for Sasha holder garanteret øje med mig, og hvis jeg usikkert står og spejder efter et bord at sidde ved, har jeg allerede tabt min sejr igen.
”Leder du efter en plads?” er der en bag mig, der spørger. Jeg snurrer rundt.
Pigen rykker en anelse til siden, og jeg sætter mig modvilligt ned. ”Tak,” mumler jeg og ser forsigtigt rundt på de andre ved bordet. De ser temmelig normale ud – der er ingen piger med overdosis af lipgloss eller hippie-fyre med dreadlocks. De er bare ganske almindelige mennesker. Bare ganske almindelige mennesker…
”Hvad hedder du?” spørger pigen fra før. Hun har mørkebrunt pandehår og fregner på næsen, og hun ser oprigtigt venlig ud.
”Riley,” svarer jeg.
”Jeg hedder Annie,” introducerer hun sig selv. ”Du må være ny.”
Jeg nikker, og hun rækker mig sin spinkle, smykkebeklædte hånd, som jeg tager.
”Det her er Rick, Kevin og Miss Moneypenny,” fortsætter Annie og peger, og jeg rynker panden ved det sidste navn.
Den lyshårede pige, Annie pegede på, slår ud med hånden og sukker. ”Faktisk hedder jeg Katrine…”
”Vi kalder hende bare Miss Moneypenny, fordi hun har crushet på Damian Charles i månedsvis, men han vil have alle andre piger end hende. Ligesom i James Bond,” forklarer den fyr, Annie udpegede til at være Kevin.
Katrine kaster en pomfrit efter ham. ”Det passer ikke! Jeg er sammen med ham i al den tid, hvor jeg ikke er tvunget til at være sammen med jer!”
”…You wish.”
”Du er friendzoned.”
”Det kommer aldrig til at ske, Missy.”
”Hvem er Damian Charles?” slutter jeg af med at spørge. Egentlig er jeg ikke særligt interesseret i at vide det, men jeg vil ikke føle mig ekskluderet fra deres samtale.
”Åh, han er så smuk,” sukker Katrine og lader dramatisk sit hoved dunke ned på bordet, så hendes lyse Rapunzel-lokker er faretruende tæt på at ramme ketchuppen på Kevins tallerken.
”Han er en af Guderne,” forklarer Annie. ”Den vennegruppe, som alle desperat prøver at klemme sig ind i. Du ved, de seje drenge. Fyre som Damian Charles, Mark Redmond, Logan Reeves, Rob Flannigan…”
Annie tæller på sine fingre og kniber det ene øje sammen, mens hun prøver at komme i tanker om flere, men mit fokus er allerede landet på noget andet.
”Vent, sagde du Logan Reeves?”
Katrine løfter langt om længe sit hoved fra bordet. ”Åh ja… ham har du sikkert allerede hørt om,” svarer hun sørgmodigt og puster efterfølgende hår væk fra ansigtet. ”Stakkels Logan. Han var så flink. De savner ham alle sammen.”
”Måske skulle de besøge ham lidt oftere så,” mumler jeg og fnyser.
Fire sæt øjne betragter mig forvirret.
”Uh… bare glem det.”
”Kender du Logan?” spørger Katrine og rynker brynene sammen, så hun minder mig om en politiefterforsker, der er i fuld gang med at forhøre mig. Mit hjerte begynder at banke hurtigere. Hvordan redder jeg mig ud af dén?
”Næh, nej, alle snakker bare om ham.”
Jeg gør mit bedste for at se afslappet ud. De kigger skeptisk på mig, men i sidste ende trækker Katrine blot på skuldrene, og Rick vender tilbage til sin burger.
Heldigvis skifter samtalens emne, og vi snakker videre om mere harmløse ting, som jeg godt kan svare på uden at virke som en eller anden hemmelighedsfuld kriminel. Jeg får blandt andet at vide, at Kevin og Katrine er søskende, og at han eftersigende bruger endnu længere tid på at sætte sine gyldne lokker om morgenen, end hun gør, at han spiller guitar og har alt for mange plakater af John Mayer hængende på sit værelse, og at Katrine engang blev sur på ham og tegnede overskæg på dem alle sammen, så han blev nødt til at anskaffe sig nogle nye. Det kom hun til at fortryde – han købte nemlig dobbelt så mange, som hun ødelagde.
”Der er en grund til, at vi altid hænger ud hos mig,” siger Rick. ”På Kevins værelse er man aldrig alene. John Mayer anno 2003 nedstirrer dig altid.”
Kevin lægger fornærmet armene over kors og længer sig tilbage i stolen. ”Det er sgu da bedre end dit værelse. Rick er full-on Monica fra Friends. Hvis man bringer så meget som en nullermand ind på hans værelse, hiver han straks støvsugeren frem. Og gæt hvor støvsugeren står? Under sengen. Hvem fanden har en støvsuger stående under sengen?”
De andre griner og giver ham ret, og Rick, der ellers har et konstant neutralt pokerfjæs, får en antydning af rødmen i kinderne. Jeg kan heller ikke lade være med at smile, for selvom han ser snorlige og tjekket ud i sin lyseblå skjorte og fornemme slips, havde jeg alligevel ikke forestillet mig, at han gik rundt med karklud og gummihandsker i sin fritid for at udslette hvert et støvfnug.
”Jeg kan stadig huske, da jeg kom til at tage fødderne op i sengen,” fortsætter Kevin med et fnis.
”Det er min nr. 1 husregel! De ti husregler er meget simple!”
”De ti husregler er bevis for, at du trænger til psykologhjælp.”
”Rick. Se her,” siger Katrine. Hun tager fat i et salatblad fra hans frokostbakke og slikker på det i slowmotion, før hun rækker det tilbage.
”Spis det.”
Det vil ikke undre mig, hvis Ricks ansigt snart bliver den samme grønne farve som salatbladet.
”N-nej, ellers tak…” mumler han utilpas. Katrine dingler det frem og tilbage i luften som et hypnosependul, og de andre begynder at banke i bordet, mens de gentager i kor: ”Spis det, spis det!”
Rick læner sig længere og længere tilbage, og til sidst bakker han sin stol væk fra bordet for at slippe væk fra det slaskede salatblad, der kommer ham nærmere og nærmere. Katrine rejser sig for at jagte ham rundt i kantinen med den dødsensfarlige grøntsag.
De løber rundt mellem labyrinten af borde og er tæt på at vælte diverse tasker og frokostbakker i forbifarten, men selvom folk smider irriterede kommentarer efter dem, fortsætter de ufortrødent. Til sidst lader Katrine endelig Rick være og smider salatbladet ud, og han vender forpustet tilbage. Han har stadig et varsomt blik af frygt malet over sit ansigt, og Annie grynter ustoppeligt af grin.
”Det er ikke morsomt,” puster han. ”Ikke morsomt…”
Rick får endelig fred, da klokken ringer. Jeg bliver helt ærgerlig over at skulle skilles fra dem allerede. Den halve times spisepause forsvandt pludselig i løbet af, hvad der føltes som fem minutter.
”Du, Riley, skal du noget efter skole?” kalder Annie efter mig, da gruppen er ved at forlade kantinen for at gå til time. Jeg når lige at blive helt varm indeni, før mit hjerte atter synker.
”Desværre ikke... Jeg har en aftale.”
”Åh.” Hun ser skuffet ud.
”Men jeg vil virkelig gerne! Måske i morgen?” skynder jeg mig at spørge.
Annie smiler bredt. ”Det kunne være hyggeligt. Vi ses bare, ikke?”
Jeg nikker og vinker, og hun drejer rundt om hjørnet og ud på gangen sammen med de andre. De virker alle fire virkelig cool, og jeg nød faktisk bare at høre på dem drille hinanden og snakke om interne vittigheder, som jeg endnu ikke forstår, uden at skulle svare på en hel masse spørgsmål om mig selv. Det bliver jeg nok nødt til før eller siden, men måske er det okay. Måske er jeg klar til at få ordentlige venner. Det ville farmor i hvert fald blive glad for.
Jeg pakker mine egne ting sammen og opdager, at jeg er en af de eneste tilbage i kantinen, og stilheden står pludselig i skærende kontrast til den voldsomme larm få minutter forinden.
Jeg hiver mit skema op ad tasken og svinger den over skulderen. Jeg begynder at gå mod det biologilokale, jeg skal være i, da noget rødt entrerer mit synsfelt. Jeg stopper brat op og er lige ved at kløjes i min egen vejrtrækning.
”Jeg ser, at du allerede har fået venner. Jeg er stolt af dig, Riley. Det troede jeg ærlig talt ikke, at du kunne.”
Jeg smiler skævt og glædesløst. ”Hej igen, Sasha.”
Hun står fast med armene i siden. Normalt er jeg højere end hende, men hendes stilletter giver hende de ekstra centimeter, og hun tårner sig faretruende op over mig.
”Tror du virkelig, at det kommer til at vare ved, når de finder ud af, hvem du er?” spørger hun. Der er noget ved hendes stemme, jeg ikke har lagt mærke til før. Mest af alt er den hånlig, selvfølgelig, men den er også medlidende. Som om det er synd for mig, at jeg er så ondskabsfuld, som hun fuldt og fast tror på, at jeg er.
”Der er altid plads til forandring. Selv for sådan nogle som dig, Sasha,” svarer jeg og træder fremad for at vise, at jeg vil forbi hende. Som forventet går hun et skridt til siden for at blokere min vej.
Sasha grynter ucharmerende. ”Forandring? Riley, skat, du har ikke ændret dig det mindste siden femte klasse. Både psykisk og… fysisk,” siger hun og skæver med falsk sympati mod mine bryster.
Dick move, Sasha. Dick move.
”Er det ikke betryggende at vide, at du er lige så sadistisk, som du altid har været?” smiler jeg uden at fortrække så meget som en muskel. Gudskelov gjorde farmors concealer underværker. I det mindste kan hun ikke kommentere min pande.
”Tro mig, det er ingenting i forhold til, hvad jeg er i stand til.”
”Det er jeg ikke i tvivl om. Men hvis du vil have mig undskyldt, så skal jeg til biologi. Vi skal studere dyreceller. Spændende, ikke? Måske gemmer hemmeligheden til din umenneskelighed sig et sted derinde. Desværre tror jeg, at det meste sidder i silikonen nu,” siger jeg beklagende og skæver på samme måde til hendes opmærksomhedskrævende barm, som hun gjorde til mit flade bryst tidligere.
Hendes venstre mundvig dirrer, som om hun er tæt på nærmest at snerre af mig. Jeg giver hende et venskabeligt, men hårdt klap på skulderen, før jeg maser mig målrettet forbi hende. Efter en kort tænkepause kalder hun selvfølgelig efter mig, sulten efter det sidste ord.
”Vent og se, Riley Brown!” råber hun.
Jeg fniser for mig selv og bliver ved med at gå. Hun er altid så dramatisk, som om hun er midt i en filmindspilning. Hvis hun absolut vil have det sidste ord, så lad hende da få det, når hun alligevel er så dårlig til at finde på noget ordentligt at sige.
Da jeg drejer rundt om det næste hjørne, begår jeg den fejl kortvarigt at se tilbage. Det er kun et glimt, men jeg ser hendes ansigt tydeligt, og min selvsikkerhed falder til jorden og krakelerer mod gangens linoleumsgulv.
Sasha smiler. Stort, overlegent og katteagtigt med sine rovdyrtænder, som om hun kan se min undergang udspille sig for øjnene af hende.
Hun har allerede planlagt sit næste træk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...