Ensom Egoisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
// Der var engang en helt almindelig pige... Sådan begynder Riley Browns fortælling ikke, for hun har aldrig været særlig normal. Hun er tarvelig, utålmodig og irriterende, og hun bryder sig i bund og grund ikke om andres selskab. Men da Riley bliver sendt af sted til Californien for at bo hos sin farmor, tvinger skæbnen hende til at ændre sig. Hun kommer nemlig til at køre fyren Logan ned, og det bringer både utålelig skyldfølelse og uventede problemer med sig. Riley er fast besluttet på at rense sin samvittighed, men hendes jævnlige besøg hos Logan udvikler sig til mere end blot et ønske om tilgivelse. Et usædvanligt venskab begynder, men det er ikke til at sige, hvordan det ender - i kærlighed eller katastrofe.

140Likes
187Kommentarer
8422Visninger
AA

10. Kapitel 8

 

Man skulle ikke være et geni for at vide, at rygtet på den ene eller den anden måde havde nået skolen.
Eftersom jeg ikke selv måtte køre, satte Caspar mig af på skolens parkeringsplads. I modsætning til min første dag var jeg tidligt på den. Lige som jeg troede, at jeg ikke kunne være mere uheldig, viser det sig, at Logan Reeves går på den helt samme skole som mig. Og han er populær.
På skolens hovedgang hænger en opslagstavle, og hans ansigt er printet ud på et A3-papir, som der står ”GOD BEDRING” og ”BED FOR LOGAN” på. Hvert frikvarter ligner det en begravelsesceremoni – der er opstillet blomsterbuketter og stearinlys, og der er altid en gruppe af piger, der stiller sig med foldede hænder og ryster ulykkeligt på hovedet. Det er kun, fordi han er pæn, naturligvis. Det har jeg i hvert fald opdaget nu. Det er første gang, jeg ser hele hans ansigt. Han har gyldent hår, flotte blå øjne og så lige og hvide tænder, at man skulle tro, at plakaten var en Colgate-reklame, men det er ikke engang det værste. Det værste er, at ingen ved, at det er mig.
De ved ikke, at det er min skyld, at skolens model nr. 1 måske aldrig får sit ualmindeligt perfekte ansigt tilbage, og at han måske ikke kommer til at spille fodbold igen. Hvem ved, om han overhovedet kommer til at gå igen? Ak ja, en forfærdelig ulykke, siger de, den stakkels dreng, han var så sød og så pæn og havde sådan et godt liv foran sig, og så er der en eller anden koldblodig stodder, der kører ham ned.
Hvis jeg havde haft venner, var der nok nogen, der havde spurgt mig om, hvorfor jeg gik rundt med en hvid plamage i ansigtet, men det forholder sig sådan, at det har jeg ikke. Alligevel ved jeg, at det blot er et spørgsmål om tid, før spørgsmålet dukker frem. Til den situation er jeg forberedt. Jeg er trods alt ekspert i at lyve.
Jeg har kæmpet mig igennem de første timer, og det er næsten lykkedes mig at undgå kontakt med andre. Min klasse husker stadig den scene, jeg vist kom til at forårsage på min første dag, og derfor er de alle af den opfattelse, at de godt kan lide mig. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der synes, at matematiklæreren mr. Allen er en nål i numsen, men jeg tror, at jeg vil holde mig til at være så diskret som muligt fra nu af.
Vores engelsklærerinde viser sig at være halvdøv, og det er ikke svært at hviske-tiske i timen, hvis hun alligevel kigger væk. Der er derfor mange, der har forsøgt at prikke mig på skulderen for at indlede en samtale. De synes åbenbart, at jeg er cool. Jeg gad vide, hvor længe den opfattelse holder.
Endnu en person prikker til mig, og jeg trækker skulderen væk og lader som om, at jeg er meget optaget af opgaven foran mig. Ud af øjenkrogen har jeg set, at personen er en dreng med mørkt hår, som er pæn og sikkert populær alla Logan Reeves, men selv om jeg er i fuldkommen stand til at værdsætte drenge, der ligner græske statuer, er jeg ikke rigtig i humør til at snakke. Det er svært at ignorere tanken om, at alle højst sandsynligt ville hade mig, hvis de vidste, at det var mig, der var den koldblodige stodder, der kørte Logan Reeves ned.
Logan Reeves. Den fyr volder mig flere og flere problemer.

 

Efter skole tager jeg over på hospitalet, fordi jeg stadig er fast besluttet på at møde ham. Jeg ved endnu ikke, hvordan han skulle til at reagere, da jeg fortalte, at det var mig. Lige nu har jeg bare brug for at snakke med nogen uden at føle mig som en omvandrende løgn.
Jeg går derover og ringer til farmor på vejen for at forklare hende, hvor jeg er henne. Jeg fortæller hende også om mødet med hans forældre, og hun tager det faktisk overraskende roligt og siger, at jeg bare skal ringe, når jeg vil have Caspar til at hente mig.
Jeg entrerer hospitalet og kører med elevatoren op til tredje sal. Jeg går hen ad gangen og stopper op foran værelse 129. Tager en dyb indånding. Banker på, tre gange.
Mrs. Reeves åbner døren og smiler varmt, da hun får øje på mig. Jeg gnider nervøst mine hænder, lægger mærke til det og holder op igen.
”Jeg tænkte på, om jeg måtte komme ind? Hvis ikke det er et dårligt tidspunkt? Jeg ville have ringet i forvejen, men jeg har ikke jeres nummer…”
Mrs. Reeves åbner døren yderligere op for mig. ”Han er vågen, kom bare ind,” siger hun, og jeg træder indenfor. Ligesom tidligere står der masser af blomsterbuketter fordelt rundt omkring i værelset, og af en eller anden grund kan jeg ikke samle mod nok til at kigge andre steder hen end på dem. Til at kigge på ham.
”Jeg havde tænkt mig at gå ned og få en kop kaffe. Kan jeg godt efterlade jer alene?” spørger Mrs. Reeves både henvendt til mig og til sin søn. Jeg nikker, holder vejret og vender så blikket mod ham.
Han har ikke længere forbindinger i ansigtet, og jeg kan nu endelig se, at han er den samme person som fyren fra plakaten på skolen. Til dels, altså. Hans hår har den samme gyldne farve, men det er ikke velfriseret. Hans øjne er klare og lyseblå, men der er mørke rander under dem. De læber, der omgav hans tandpastasmil, er hævede i den ene side. Hans glatte hud har rifter og mærker i panden og på næsen.
Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, og jeg forbereder mig på, at han beder mig skride ad helvede til. Forbereder mig på at blive sur og anklage ham for ikke at kunne sætte sig i mit sted. Det var jo også hans skyld. Han kunne bare have set sig for. Måske fik han flest fysiske skader, men i det mindste er han forgudet og elsket, mens mit alter ego er ”en koldblodig stodder.”
Men han beder mig ikke skride ad helvede til. Han nikker ligesom jeg, om end det så kun er svagt, og fortæller hende, at det er okay. Han lyder ikke engang som om, at han er høj på smertestillende. Han er rolig. Som om det hele er ganske udramatisk.
Mrs. Reeves går ned efter sin kaffe, og døren lukkes i. Jeg er tør i munden.
”Du må godt sidde ned,” tilbyder han og løfter en arm mod en stol ved siden af sengen. Jeg beordrer mine ben til at flytte sig og gør, som han siger.
Jeg ved, at jeg burde sige noget først, men alligevel forventer jeg, at det er ham, der begynder at snakke. Det gør han dog ikke. Men han kigger på mig. Betragter mig med sine store, blå øjne, som om jeg er et eller andet yderst kompliceret, der nøje skal studeres. Hans blik er ikke hårdt; tvært imod. Hans øjne er uskyldige og minder mig om havet om sommeren, og de ser undrende og barnlige ud. Nysgerrige.
”Hvad var det nu, du hed?” spørger han så.
Jeg rømmer mig. ”Øh, Riley,” svarer jeg og føler mig en anelse utilpas.
”Og du er ikke min sygeplejerske,” tilføjer han og smiler en smule.
Jeg ryster på hovedet. ”Æh… nej,” ler jeg usikkert.
Han smiler stadig lidt, men flytter langt om længe blikket væk fra mig. Han sukker, og mit hjerte begynder at slappe lidt mere af og banke i normal rytme.
Han åbner munden og lukker den igen. Overvejer, hvad han skal sige, mens jeg venter i spænding. Han ender med blot at spørge: ”Hvorfor?”
”Hvorfor hvad?” spørger jeg tilbage.
”Hvorfor er du her?”
”Fordi jeg-”
”Fordi du har dårlig samvittighed.”
”Hva? Jeg-”
”Hør,” siger han og ser overbærende på mig. ”Jeg ved, at det ikke var med vilje, og at det var et uheld, og at du er meget ked af det og alt det der. Men min krop er smadret, okay? Der kommer til at gå flere uger, før jeg kan gå igen. Så hvis du vil have tilgivelse, skal du måske komme tilbage på et senere tidspunkt for at få den.”
Jeg måber og kan slet ikke begribe, at hans overvældende høflighed uden videre blev til fjendtlighed. Samtidig kan jeg ikke lade være med at stirre fascineret på ham. Han er stadig fuldstændig rolig, men har lige givet mig en verbal og hudløst ærlig lussing.
Jeg havde ikke forventet, at alt ville blive en dans på roser. Jeg havde nærmere forventet, at han ville kaste med sine roser for at tyre en vase i fjæset på mig, men det her er en mærkelig mellemting.
Jeg fjerner blikket fra ham og blinker et par gange. ”Øh, wow,” mumler jeg og klør mig i nakken. ”Det er fair nok. Men når du nu har fået det ud af systemet, må jeg så også lige sige noget uden at blive afbrudt?”
Han ser pludselig småforlegen ud. Måske havde han troet, at det var mig, der ville sidde og krumme tæer af skam, men han ved vist ikke, hvem han er oppe imod.
”Hør,” siger jeg for at gentage hans ord, vrænger det nærmest. ”Jeg forventer ikke, at du fucking elsker mig eller sådan noget, men lad mig i det mindste sige undskyld. For det var ikke med vilje, og det var et uheld, og jeg er meget ked af det og alt det der. Der er ikke mere i det. Jeg synes bare, at du skulle vide det, så du ikke tror, at jeg er en eller anden… koldblodig stodder.”
Logan er stille i et øjeblik og trækker så på skuldrene. ”Okay. Du har ret. Det var lidt tarveligt af mig,” siger han, og jeg når lige at blive lettet over, at han har trukket tænder og klør tilbage, da han tilføjer: ”Men jeg stadig temmelig pissed.”
Jeg kan ikke lade være med at grine og tage mig til panden. Hans humørsvingninger gør mig mildest talt meget forvirret, og han er vist også selv klar over det, for han ler og ryster opgivende på hovedet. Jeg lægger mærke til, at hans Colgate-tænder i det mindste stadig er i perfekt stand.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” mumler han så. Jeg svarer, at jeg heller ikke ved det, og i lidt tid er der ingen af os, der siger noget. Det føles som om, at vi har været rundt om det væsentlige, men jeg har ikke lyst til at gå.
”De savner dig på skolen,” fortæller jeg ham. ”Men det ved du vel.”
Logan kigger rundt på blomsterne og piller ved kortet på buketten tættest på. ”Nah,” siger han tøvende, men noget andet falder ham ind. ”Vent, går vi på samme skole?”
”Jeg flyttede hertil for nylig.”
”…Nå. Jamen, velkommen til. Forhåbentlig har du haft en fest indtil videre,” siger han med et skævt smil. Jeg har lyst til at slå ham let på armen, bare som sådan et venskabeligt dask, men jeg lader selvfølgelig være. For det første ville det sikkert gøre meget ondt på ham, og for det andet ville det være upassende.
”Der er ingen, der ved, at det er mig, der kørte dig ned. Ellers ville hele skolen sikkert brænde min bil, kaste med sten eller dræbe mig i min nattesøvn.” Jeg skærer tænder ved tanken. Jeg glæder mig virkelig ikke til, at de finder ud af det.
”Bare rolig, så meget betyder jeg vist ikke for dem,” mumler Logan.
”Hvad mener du?”
”Der er ikke én eneste, der har besøgt mig. De har sendt en masse blomster, men de har ikke gidet bruge tid på at se mig. Det er sjovt, egentlig. Nærdødsoplevelser sætter åbenbart tingene i perspektiv på den ene eller den anden måde.”
Jeg ser beklagende på ham. Hvis jeg var i hans situation, ville det ikke være særligt overraskende, at jeg ikke fik besøgende, men han har venner. Det lignede det i hvert fald på skolen, hvor folk lige så godt kunne have holdt en gudstjeneste til hans ære i hvert frikvarter. Men et par stearinlys og en plakat er ikke det samme.
”Måske ved de ikke, at du må få besøg?” foreslår jeg. Han skæver misbilligende til mig, og jeg ved, at han tror lige så lidt på det, som jeg selv gør.
”Jeg kunne godt besøge dig igen, hvis det er,” tilbyder jeg.
Han stirrer overrasket, næsten skræmt på mig. ”Øh… ikke for at være alt for tarvelig, men nej tak. Selv om du har ret i, at det var meget rart i det mindste at møde dig, så er du stadig den person, der næsten slog mig ihjel. Det ville være ret mærkeligt.”
Af en eller anden grund bliver jeg en smule såret af hans kommentar, fordi jeg synes, at vi faktisk havde en god snak sammen. Jeg troede, at jeg ved at se på ham kun ville se min egen skyldfølelse. Måske endda se noget af min far og en masse billeder, som jeg ville ønske, at jeg kunne fortrænge. Men jeg kan faktisk godt… lide ham. For selv om alle hans sår og skrammer minder mig om, at jeg meget vel kunne have dræbt ham, så ser jeg også lidt af mig selv i hans sarkastiske og utilregnelige måde at være på.
”Kom nu. Vi behøver ikke at snakke pænt sammen. Du må også gerne råbe og skrige af mig. I det mindste har du så noget at lave,” siger jeg afslappet.
Logan ser skeptisk ud, men siger så modvilligt: ”Så har du også bare at være morsom at snakke med.”
Jeg retter stolt ryggen. ”Humor er mit speciale.”
Han himler med øjnene og er tydeligvis ikke imponeret, men jeg skal nok vise ham. Han kommer til at glemme alt om sine ligegyldige venner. Jeg kan være langt mere underholdende end dem alle tilsammen, og i sidste ende vil han slet ikke være i stand til at hade mig længere. Forhåbentlig.
Da Mrs. Reeves træder ind ad døren, aftaler jeg med ham at mødes igen i morgen efter skole. Jeg siger farvel til dem begge og forlader værelset.
Hvorfor gør jeg det her? tænker jeg og går ned ad gangen mod elevatoren. Mit hoved kommer frem til flere konklusioner. Selv om han tolererer mig, vil jeg stadig gerne tilgives. Selv om han for det meste er venlig, er han egentlig bare høflig, fordi han ved, at jeg heller ikke ønskede det her. Men det skete, og han ligger fastlåst i en hospitalsseng døgnet rundt, tilmed uden venner til at besøge ham. Måske var alle de venskaber blot en illusion, men hvis det her er alternativet, ville enhver foretrække illusionen. At hans venner er overfladiske idioter er ikke min skyld, men jeg har trods alt brudt den illusion, og hvis jeg var ham, ville jeg heller ikke tilgive mig for dét.
Jeg har lyst til at tro, at jeg for det meste agerer ud fra medmenneskelighed. At jeg oprigtigt bare har lyst til at holde ham med selskab, fordi jeg har ondt af ham. Men måske er det egentlig mig, der har brug for selskab for første gang i mit liv. Er dette virkelig for hans skyld? Eller er det som sædvanligt bare for mig egen?
Nej, tænker jeg. Fra nu af skal egoisme og næstekærlighed gå hånd i hånd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...