Ensom Egoisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
// Der var engang en helt almindelig pige... Sådan begynder Riley Browns fortælling ikke, for hun har aldrig været særlig normal. Hun er tarvelig, utålmodig og irriterende, og hun bryder sig i bund og grund ikke om andres selskab. Men da Riley bliver sendt af sted til Californien for at bo hos sin farmor, tvinger skæbnen hende til at ændre sig. Hun kommer nemlig til at køre fyren Logan ned, og det bringer både utålelig skyldfølelse og uventede problemer med sig. Riley er fast besluttet på at rense sin samvittighed, men hendes jævnlige besøg hos Logan udvikler sig til mere end blot et ønske om tilgivelse. Et usædvanligt venskab begynder, men det er ikke til at sige, hvordan det ender - i kærlighed eller katastrofe.

140Likes
187Kommentarer
8420Visninger
AA

9. Kapitel 7

 

”Pak dine ting.”
”Hrumpf,” svarer jeg og presser hovedet længere ind i puden.
”Riley, du har fået rigeligt med søvn. Og ifølge lægerne er din hjernerystelse ikke så alvorlig, så der er ingen undskyldning for at blive liggende. Skolen starter i morgen.”
”I morgen?” spørger jeg med en stemme, der mindst er steget en oktav, og jeg løfter hovedet for at se på hende. Hun står utålmodigt med krydsede arme. På bordet bag hende står den samme slags yoghurt med lilla emballage som den dagen før.
”Jeg hader altså yoghurt,” klager jeg.
”Men du burde skære ned på pandekagerne. Det sætter sig på din numse, ved du nok.” Og med det er hun vandret ud gennem døren, hvad end hun så skal derude.
Jeg grynter frustreret og lader mig falde tilbage ned på den bløde pude. Skole. I morgen. Hvis ikke jeg allerede havde hjernerystelse, så ville Sasha Thompsons skingre stemme da i hvert fald være nok til at give mig én.
Jeg hiver modvilligt min dyne af og tager sko på. Jeg fik ikke engang taget mit tøj af i går, før jeg faldt i søvn. Min mobil ligger på sengebordet, og jeg trykker på skærmen. Min mor har ikke svaret endnu.
Jeg er ikke helt klar over, hvilke ting jeg skal pakke, eftersom det er farmor, der har slæbt det hele med, mens jeg lå og sov. Jeg finder min hårbørste, en trøje og endda også min make-uppung. Jeg har ikke ligefrem overskud til at tage mascara på, og jeg tvivler på, at selv den bedste foundation ville kunne dække flængen i min pande.
Det banker på døren, og jeg når slet ikke at undre mig over, at farmor banker på, når hun normalt bare braser ind ad døren, før jeg får sagt ”kom ind.”
Døren åbnes langsomt, og ind træder Mr. og Mrs. Reeves.
”Jeg…” begynder jeg, men mine ord dør hen, og min underkæbe falder ned i en måben.
”Dit navn var Riley, ikke sandt?” spørger Mrs. Reeves.
”Uh, jo,” svarer jeg og synker en klump. De ser ikke vrede ud - nærmere en smule skamfulde. Min forståelse kører rundt i cirkler, og jeg ved ikke, om det er hjernerystelsen eller min forvirring, der giver mig ondt i hovedet.
”Vi vil gerne undskylde for vores reaktion. Vi blev bare en smule… chokerede,” fortsætter Mr. Reeves og smiler forsigtigt.
”Jeg tror ikke, at jeg forstår,” indrømmer jeg. Hvordan kan de stå og undskylde, når det er mig, der har gjort noget galt?
”Logan er vågnet, og han skal nok få det fint. Vi er naturligvis klar over, at det ikke var med vilje. Dit eget liv var trods alt også i fare,” siger Mrs. Reeves. Hun ser mildt på mig.
Mine øjne begynder at prikke, og jeg blinker et par gange. ”Jamen, hvorfor…”
”Vi synes bare, at du skal vide, at vi ikke giver dig skylden. Det var et uheld,” siger hun, og da det endelig går op for mig, hvad hun siger, er lettelsen så overvældende, at jeg ikke kan holde mine tårer tilbage.
”T-tak!” udbryder jeg, og til deres og min egen overraskelse omfavner jeg dem begge. Mrs. Reeves er så lille, at jeg er bange for, at mine 1,80 meter maser hende fuldstændig, men hun ler forskrækket og krammer mig tilbage. Mr. Reeves giver mig også et akavet klap på ryggen.
Jeg trækker mig forlegent tilbage og fører en vildfaren, blond hårlok tilbage bag øret. Så kommer jeg i tanker om, at det nok ville være en god ide at forklare, hvad i alverden jeg lavede på deres søns hospitalsværelse dagen forinden.
”Øhm, i går… Det beklager jeg. Jeg var bare nysgerrig og ville se, hvordan han havde det.”
Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers skal sige, og det ser ud til, at Mr. og Mrs. Reeves har det samme problem. De sender hinanden et sigende blik, før Mr. Reeves nikker. Hvad nu?
Han rømmer sig. ”Hvis du stadig har lyst, må du gerne komme på besøg en dag.”
Jeg løfter øjenbrynene. ”Virkelig?”
De nikker begge to, og jeg får næsten lyst til at kaste mig over dem igen, men det tror jeg ikke, at de ville sætte pris på. I stedet rækker de en hånd frem, og jeg ryster dem begge på skift.
”Det var hyggeligt at møde dig, Riley. Og god bedring.”
Jeg nikker til tak, og de forsvinder ud gennem døren. Mine ben er bløde som gelé, og mit hoved snurrer og dunker, men det er fuldstændig ligegyldigt.

Ti minutter efter kommer farmor tilbage og siger, at papirerne er blevet underskrevet, og at vi endelig kan tage hjem. Jeg fortæller hende ikke noget om Logan Reeves’ forældre. Jeg har på en måde ikke overskuddet til at finde ud af, hvordan jeg skulle forklare det.
Farmor bærer alle taskerne, fordi det, som hun siger, åbenbart er belastende for mit hoved, og jeg påpeger, at det nok mere belaster hendes pensionistryg, men den kommentar falder ikke i god jord.
”Går det?” spørger jeg med overdreven venlighed, da hun prøver at mase sig gennem hospitalindgangens glasdør, og hun sender mig et dræberblik og forsøger igen. Det var hende, der tog så mange ting med – jeg har ikke engang brugt en tiendedel af dem. Hvad i alverden skulle jeg stille op med et par stilletter, når jeg knap nok kan holde balancen i forvejen?
Endelig får hun mast sig uden for, og jeg følger trop. Vejret er stegende hedt, og jeg misser med øjnene for at vænne mig til den bagende sol. En mand kommer over til farmor for at spørge, om han kan hjælpe hende med taskerne, men hun vrisser af ham og går fornærmet videre. Caspar sidder allerede og venter i den sorte Mercedes, og hans runde ansigt lyser op, da han ser mig.
”Miss Riley! Godt at se Dem!” råber han og vinker ud af det åbne vindue ved førersædet. Jeg vinker tøvende tilbage. Caspar træder med besvær ud af bilen, og han vipper lidt frem og tilbage på sædet, før han endelig lander fladt på jorden med sine korte ben. Han skynder sig over for at åbne døren for farmor, der allerede står og venter utålmodigt, som om hun – på trods af lige at have slæbt tre tasker – ikke er i stand til at række armen ud og åbne sin egen bildør.
Jeg træder selv ind i bilen og dumper ned på lædersædet. Åh, aircondition. Du er og bliver min bedste ven, tænker jeg træt og lukker øjnene. Jeg opfanger svagt, at bilen starter, og at klassisk musik begynder at strømme ud fra højtalerne, før jeg falder i dyb, dyb søvn.

”Riles?” udbryder far panikslagen. ”Riley!”
”Riley!” råber farmor igen.
Jeg sætter mig op med et gisp og blinker et par gange.
”Hold da helt karrykylling, hvad foregår der i hovedet på dig, pigebarn?”
Jeg opfatter ikke så meget andet end ordet ”karrykylling.” Ti sekunder efter er jeg temmelig sikker på, at det ikke er et normalt benyttet udtryk.
”En gang til?” mumler jeg.
”Riley, træd så ud af bilen,” siger farmor, som om jeg har besluttet mig for aldrig at forlade den. Jeg sidder stadig på bagsædet. Bilen holder parkeret i indkørslen.
”Uh, nå ja,” mumler jeg og gnider mit ansigt. Jeg må have opført mig underligt i søvne, siden farmor sådan kommenterede det. Det har jeg faktisk aldrig tænkt på. Altså, om jeg siger alt muligt pinligt, mens jeg drømmer.
Jeg rejser mig fra bilen og træder ud i sollyset. Det er som om, jeg er blevet allergisk over for lys eller sådan noget. Caspar er i gang med at bære mine tasker, og jeg slæber mine fødder op ad trappen til villaen. Farmor kalder på mig, og jeg vender mig rundt.
”Ja?”
Hun piller lidt ved sine hænder. Tøver. ”Jeg tænkte bare på, om du tror, du kan magte skole i morgen? Det er selvfølgelig forståeligt, hvis du har brug for lidt tid..." siger hun.
Jeg har lyst til at lyve og sige, at jeg har det virkelig skidt. Så ville jeg ikke være nødt til at gå i skole. Men hun står der og er så oprigtigt bekymret, at jeg ikke kan få mig selv til det.
”Jeg har det faktisk ikke så slemt. Skole i morgen er fint,” svarer jeg. Idet mindste har jeg en undskyldning overfor Sasha, når jeg bliver tvunget til at stå ansigt til ansigt med hende. Jeg har hjernerystelse, så du må ikke råbe!
Farmor nikker, og jeg går inden for. Jeg kan stadig ikke vænne mig til tanken om, at det her skal være mit nye hjem i de næste mange måneder. Min mor og jeg boede i en simpel toværelseslejlighed, og selv om vi til tider gik hinanden på nerverne og altid skændtes om badeværelset, så var det plads nok. Farmors villa må være næsten ti gange så stor.
Jeg går op ad trapperne og op på min egen etage, hvor jeg smider mig på sengen. Jeg er så ubegribeligt træt, selv om jeg ikke ved hvorfor. Jeg har nærmest ikke gjort andet end at sove. Jeg tvinger mig selv op at sidde, da Caspar kommer ind. Han sender mig et hurtigt smil og nikker, før han stiller mine tasker på gulvet og går igen.
Jeg går hen foran spejlet.
Urgh.
Jeg går ikke normalt op i mit udseende som sådan, men det her er slemt. Meget slemt. Toppen af mit hoved ligner en fuglerede, og mit lyse hår ser helt dødt og mat ud. Jeg har stadig det der åndssvage plaster i panden, og små hår sidder fast i klisteret. Eller også er det indtørret blod. Fy for dælen.
Jeg hiver lidt i det og laver en grimasse. Så tæller jeg til tre og river det hele af. Jeg bider tænderne sammen og betragter plasteret, så snart den kortvarige smerte er forsvundet igen.
Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at jeg havde haft et brugt menstruationsbind i ansigtet, tænker jeg og væmmes. Jeg skynder mig at smide det i skraldespanden.
Såret ser helt misfarvet ud, og jeg har en hævelse, der næsten er i alle regnbuens farver, men det kunne være meget værre. Jeg kunne have ligget i koma ligesom Logan Reeves og have brækket alle mine lemmer. Jeg kan stadig ikke holde ud at tænke på det.
Jeg burde spørge farmor, hvad jeg skal gøre ved min besynderlige pande, men jeg kan ikke engang overskue at gå nedenunder. I stedet går jeg tilbage på min seng og tillader mig selv at ligge ned. Bare lidt…
Min telefon ringer.
”Det’ Riley.” Jeg sætter mig op i en fart og skynder mig at svare uden at tage et nærmere kig på displayet.
”Skat?”
Jeg rynker brynene. ”…Mor?”
Hun er stille i den anden ende. Som om hun er bange for, at hun ved at trække vejret vil gøre mig vred og få mig til at lægge på igen.
”Jeg har savnet dig,” siger hun så, og jeg kan næsten høre, at hun er ved at græde. Det lyder helt sart og forsigtigt, og jeg ved, at der er så mange andre ting, hun har lyst til at sige. At hun var helt ude af sig selv. At hun troede, jeg var død. Ligesom far.
”Jeg… i lige måde,” svarer jeg, men jeg får om muligt endnu dårligere samvittighed. Jeg har ikke rigtig savnet hende, for at være ærlig. Det har været lidt af en befrielse at komme væk, og det siger en del, eftersom mit ophold indtil videre ikke har været særlig succesfuldt.
”Har du det okay?” spørger mor.
”Ja. Jeg har det helt fint.”
Hun er stille igen, og jeg skal lige til at spørge hende, om hun stadig er der, da hun fortsætter. ”Jeg tænkte på at komme over. Til LA.”
Hendes ord kommer bag på mig. Hele pointen med, at jeg skulle rejse, var, at vi trængte til at komme væk fra hinanden, før det gik endnu mere galt. Selv om jeg ikke just var fan af ideen om at blive sendt i opdragelseslejr hos min farmor, var det nok den eneste ting, vi kunne blive enige om – at vi begge havde behov for at være alene. Det har uheldet ikke ændret på.
”Det er altså ikke nødvendigt,” siger jeg. Det er det sidste, jeg har brug for lige nu.
”Er du sikker?”
”Ja, mor.”
”…Okay så.”
Naturligvis er hun skuffet. Det ved jeg. Men det er hun jo så tit alligevel.
”Undskyld,” kvækker jeg, og det kommer bag på mig, at jeg lige pludselig sidder med en hånd foran munden og må gøre mit bedste for at kvæle et hulk. Jeg flytter telefonen længere væk fra mit ansigt i tilfælde af, at en lyd alligevel skulle slippe ud.
De har så meget givet mig et eller andet hormonforstyrrende stof på hospitalet.
”For hvad dog, min skat?” spørger mor blidt.
”For hvis… jeg gjorde dig bange, eller noget,” siger jeg og bider mig i læben. Jeg trækker tøvende på skuldrene, selv om hun selvfølgelig ikke kan se det.
”Naturligvis gjorde du det, men det er jo ikke din skyld,” siger mor beroligende. Jeg ved ikke, hvor mange detaljer hun har fået om uheldet, men jeg er lige ved at bryde sammen og tude at jo, det var min skyld. Hun tænker måske kun på mig og mit helbred og på, om jeg har det okay, men hun forstår ikke, at jeg ikke kunne være mere ligeglad. Jeg har fået en bule, der er Anders And værdig, men det er også det. Det er en banalitet i forhold til Logan Reeves.
Trætheden kryber sig stille tilbage ind i min krop, og jeg synker ned på den bløde dyne og krøller mig sammen i fosterstilling, stadig med mobilen for mit øre.
”Jeg må nok gå,” mumler jeg til hende. ”Men vi kan vel snakkes en anden dag,” tilføjer jeg for ikke at såre hende. Hun svarer, at det er i orden, og at hun meget gerne vil snakke en anden dag, og jeg tror ikke engang, at jeg når at lægge på, før jeg falder i søvn med telefonen i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...