Ensom Egoisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
// Der var engang en helt almindelig pige... Sådan begynder Riley Browns fortælling ikke, for hun har aldrig været særlig normal. Hun er tarvelig, utålmodig og irriterende, og hun bryder sig i bund og grund ikke om andres selskab. Men da Riley bliver sendt af sted til Californien for at bo hos sin farmor, tvinger skæbnen hende til at ændre sig. Hun kommer nemlig til at køre fyren Logan ned, og det bringer både utålelig skyldfølelse og uventede problemer med sig. Riley er fast besluttet på at rense sin samvittighed, men hendes jævnlige besøg hos Logan udvikler sig til mere end blot et ønske om tilgivelse. Et usædvanligt venskab begynder, men det er ikke til at sige, hvordan det ender - i kærlighed eller katastrofe.

140Likes
189Kommentarer
8442Visninger
AA

8. Kapitel 6

 

Jeg rejser mig op med det samme og overvejer mine muligheder. Skal jeg lyve og sige, at jeg er en veninde fra skolen? Gå ned på knæ og bede om tilgivelse?
”Hvem i alverden er du?” spørger manden med rynkede øjenbryn. Hans hår er overraskende tykt og ikke-gråt for en midaldrende mands at være. Jeg skæver usikkert over mod hospitalssengen, men fyren er faldet i søvn igen. Jeg kunne ellers virkelig bruge en afledningsmanøvre.
”Nu ikke så uhøflig, Thomas,” siger kvinden og ser bebrejdende på ham. Hun knuger sin halskæde med den venstre hånd. Vedhænget er et kors.
”Er du en af Logans venner?” spørger hun og rækker mig en tynd, lille hånd. Jeg tager tøvende imod den.
”Øh,” begynder jeg. Måske skulle jeg bare sige det, som det er. Undgå at lyve for en gangs skyld. Hvis moren er kristen, burde hun så ikke gå op i tilgivelse?
Jeg piller lidt nervøst ved mit hår, og pludselig flyver det bare ud af mig. ”Jeg hedder Riley. Og det var faktisk mig, der ved et uheld kom til at køre jeres søn ned.”
Det kom slet ikke ud, som jeg gerne ville have det.
Virkelig flot, Riley. Virkelig flot.
Mrs. Reeves måber og trækker sin hånd ind til sig, som havde hun brændt sig. Mit hjerte banker hurtigt, og jeg kan mærke panikken snige sig ind på mig.
”Jeg ønsker bare at fortælle jer, at jeg er inderligt ked af det,” siger jeg og synker en klump, mens jeg nervøst knuger mine hænder. Det her er ikke mig. Jeg synker ikke klumper. Jeg er ikke nervøs. Jeg knuger ikke mine hænder. Jeg er ikke sådan her. Men når man næsten slår nogen ihjel, fører det vel forandringer med sig.
Ingen af dem svarer. Stilheden er øredøvende, og det føles som om, at den bliver ved for evigt.
”Måske skulle jeg bare gå…” mumler jeg for mig selv og peger mod døren, og de nikker, stadig uden at skænke mig et eneste ord eller se mig i øjnene. Deres blikke er vendt mod gulvet, og jeg skynder mig ud, før de kommer sig over chokket.
Jeg lukker døren nænsomt i, hvorefter jeg udånder højlydt og læner mig op ad væggen. Pludselig det går op for mig, at deres søn rent faktisk er vågnet, uden at de er klar over det.
Mindre detalje. Det skal de nok finde ud af.
Desuden ville det nok heller ikke være den bedste idé at fortælle dem, at de ikke selv var til stede, men at det derimod var deres søns næsten-morder, der stillede op som velkomstkomité.
Min hjerne bliver ved med at cirkulere mine gode argumenter som en sindssyg mantra, igen og igen, mens jeg tager dybe indåndinger. Hvis nogen filmede mig lige nu, ville jeg ikke vide, hvordan jeg nogensinde skulle genopbygge min værdighed.
Jeg går ned ad gangen og styrer mod elevatoren, og jeg føler mig knap så svimmel nu, men jeg ville ikke betegne det som direkte bedre. Hvad fanden har jeg lavet?
Jeg trykker på knappen, der lyser ved min berøring, og inden længe åbnes dørene med det samme, velkendte ding. Gudskelov er der ikke andre mennesker denne gang, men alligevel føles det som om, at selv væggene ser bebrejdende på mig, og lampernes lys er en anelse mere koldt.
Jeg ryster myrekrybet af mig og træder ud af elevatoren, men jeg får kun taget få skridt, før det hele sker så hurtigt, at jeg næsten ikke når at opfatte det.
”Jeg vidste det!” udbryder farmor, der teknisk set begynder at slå mig, da hun svinger med sin dametaske.
”Arh!” krymper jeg mig, da hendes tynde, lakerede hånd kommer daskende mod mit hoved og rammer mig på syningen i min pande. Rundt omkring i forhallen holder folk diskret øje med situationen bag deres aviser.
Farmor tager hårdt fat i min arm og trækker mig ind på værelset igen. Hun skubber mig ned i stolen.
”Der må være temmelig mange ting, som du har fuldstændig misforstået,” hvisler hun, da hun tårner sig op over mig. Det har sjældent bekymret mig, at hun er blevet vred, men denne gang gør det. Blomsten i hendes hat dingler frem og tilbage i takt med hendes hurtige vejrtrækning, og hendes isblå øjne stikker ned i mine som nyslebne køkkenknive.
”For det første er du ikke engang udskrevet, og du er i ingen tilstand til at vandre rundt, fatter du det?” tordner hun, og jeg nikker sammenbidt. ”For det andet gjorde jeg det fuldstændig klart, at du skulle holde dig væk. Hvad i alverden er det, du ikke forstår?”
”…Undskyld.”
Undskyld?!” 
”Hvad fanden skal jeg ellers sige?!” protesterer jeg. Farmor opgiver at svare – ikke fordi hun har givet op, men fordi hun ikke aner hvordan, hun skal få formuleret sin vrede. Den sitrer ud fra hver en celle i hendes krop som et elektrisk kraftfelt, der kan mærkes selv på afstand.
”Jeg blev nødt til at gøre noget,” siger jeg.
”Ja! Holde dig væk!”
”Og hvad skulle det måske gøre godt for?” spørger jeg og rejser mig fra stolen, så jeg igen er højere end hende. ”Det er bedre end at lade som ingenting som et eller andet egoistisk svin. Det ved vi vist begge to.”
Jeg ved, at jeg ramte plet. Jeg kan mærke det selv. Vi har de samme ømme punkter, de samme sorger, de samme ting, vi aldrig nogensinde siger. Man skulle tro, at de bragte os sammen. Men de har kun drevet os længere fra hinanden.
Farmors mund lukker i, og hendes ansigtsudtryk skifter. Hendes blik bliver tomt, og samtidig er det så fyldt af ham; far. Hendes søn. Og jeg tror, at vreden er blevet udskiftet med en anden følelse, som jeg aldrig har brudt mig om at røre ved.
”Du kunne have slået ham ihjel, Riley,” hvisker hun.
Mine øjne begynder at prikke. ”Tror du ikke, at jeg ved det?”
Farmors øjne bliver mildere, og det er som om, at hendes skuldre falder sammen, og aggressiviteten forsvinder. Før jeg ved af det, har hun omfavnet mig. Hver en muskel i min krop spændes.
”Jeg var så bange, Riley,” hvisker hun ned i min skulder, og jeg nikker sammenbidt. Min hals er snøret sammen, og mine øjne svier. Heldigvis kan hun ikke se det.
Vi står sådan længere, end man skulle forvente, og det er som om, at jeg endelig giver slip på en indånding, som jeg ikke vidste, at jeg holdt til at begynde med. Jeg ryster en anelse.
Endelig trækker farmor sig småforlegent væk. Ingen af os ved, hvad vi skal sige – det er ikke ligefrem en velkendt situation for nogen af os.
”…Du burde sove. Så snakker jeg med lægen om at få dig udskrevet, okay?” foreslår farmor, og jeg føler mig også træt og svagelig i hele kroppen, så jeg nikker. Farmor bliver stående et øjeblik, som om hun vil sige mere, men så tager hun fat i dørhåndtaget og lukker døren forsigtigt i bag sig.
Jeg sætter mig på sengen og vipper mine sko af. Min mobil begynder at veje tungt i lommen. Jeg har ikke snakket med min mor, siden jeg ankom. Ved nærmere eftertanke snakkede jeg egentlig heller ikke med hende før det.
Jeg føler mig ikke helt overskudspræget nok til at ringe til hende. I stedet sender jeg bare en sms, hvor jeg gentagne gange sletter indholdet og skriver noget nyt. Jeg ender med at skrive ”jeg har det fint,” selvom der nok kunne forventes mere i sådan en situation. Alligevel ved jeg, at hun i det mindste vil sætte større pris på dét, end på hvis jeg fortsat lod være med at svare overhovedet.
Det burde ikke betyde så meget. Der er så mange ting, der ikke burde være. Det er som om, at hele verden er vendt på vrangen, og pludselig står farmor og jeg og krammer og tuder, og pludselig overvejer jeg at ringe til min mor, og pludselig går det op for mig, at verden måske ikke vender sig tilbage igen. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Kun hvis denne Logan Reeves bliver normal igen – først da kan jeg blive normal. Jeg er ikke sådan her. Og jeg bryder mig ikke om det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...