Ensom Egoisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
// Der var engang en helt almindelig pige... Sådan begynder Riley Browns fortælling ikke, for hun har aldrig været særlig normal. Hun er tarvelig, utålmodig og irriterende, og hun bryder sig i bund og grund ikke om andres selskab. Men da Riley bliver sendt af sted til Californien for at bo hos sin farmor, tvinger skæbnen hende til at ændre sig. Hun kommer nemlig til at køre fyren Logan ned, og det bringer både utålelig skyldfølelse og uventede problemer med sig. Riley er fast besluttet på at rense sin samvittighed, men hendes jævnlige besøg hos Logan udvikler sig til mere end blot et ønske om tilgivelse. Et usædvanligt venskab begynder, men det er ikke til at sige, hvordan det ender - i kærlighed eller katastrofe.

140Likes
189Kommentarer
8460Visninger
AA

6. Kapitel 4

 

”Riley? Riley, er du vågen?”
Jeg løfter døsigt mine øjenlåg, men mit syn kan ikke stille skarpt. Der er nogen, der tager min hånd.
”…Far?” mumler jeg og lukker øjnene, og jeg mærker et klem. Min mund smager metallisk, og mit hoved føles tungt.
”Nej skat, det er mig. Det er farmor,” siger hun, og jeg kan dufte hendes parfume.
Jeg åbner øjnene lidt mere. ”Hej farmor.”
Hun klukker lidt, selvom det lyder hæst, og hendes øjne er våde. Jeg smiler beroligende til hende, men så begynder hun at græde. Rigtig meget.
Mit smil falmer. ”Er han død?” spørger jeg.
Hun ryster på hovedet.
”Er jeg død?”
Hun griner. ”Nej skat, men du har vist fået rigeligt med medicin,” siger hun. ”Sov.”
Og det gør jeg.

”Kan du stå selv? Ms, jeg skal bede dig… Hjælp mig lige, hun besvimer.”
”Han mister meget blod! Kan jeg få noget assistance?”
”Han har næsten ingen puls, han…”
”Hun er alt for tung, så hjælp mig dog!”
”Læg hende ned.”
”Ms, kan du høre mig?”
”Få ham ind til operation, nu!”
”Ms? Ms?!”
”Hun vågner. Kan du høre mig?”
”Ja.”
”Du er på hospitalet. Du har været i en bilulykke.”
”Hospitalet? Nej, jeg må ud, jeg…”
”Ms, jeg skal bede dig om at forholde dig roligt…”
”Nej, jeg kan ikke være her, jeg-”
”Ms, forhold dig rolig!”
”Hvor er min far?”
”Øh, har nogen set hendes far?”
”Far… far!”
”Ms, du bliver nødt til-”
”Bedøv hende.”
”Nej, far, jeg vil ikke, jeg… jeg…”


”Jeg har taget mad med til dig. Har du brug for hjælp?” spørger farmor.
”Øh, hva?” mumler jeg.
”Har du brug for hjælp?” gentager hun tydeligere og rynker øjenbrynene. ”…Med at spise din mad, Riley.”
Jeg sætter mig lidt længere op i hospitalssengen. ”Øh, næh, nej ellers tak,” mumler jeg døsigt og gnider mine hænder mod mit ansigt. De støder på et stort plaster i højre side af min pande.
”Lægerne siger, at du har fået en hjernerystelse,” forklarer farmor og rækker mig en yoghurt. Jeg hader yoghurt, men idet mindste behøver jeg ikke at tygge.
”Er jeg blevet syet?” spørger jeg, og farmor kigger undrende på mig.
”Ja, kan du ikke huske det?” spørger hun bekymret.
”Joh…” lyver jeg. Farmor ser ikke overbevist ud.
”Der burde komme en læge om lidt og stille nogle spørgsmål,” siger hun og rejser sig op fra stolen ved siden af min seng. ”Jeg henter noget mad, så kommer jeg igen.” Hun svinger sin violette håndtaske om skulderen og forlader værelset, og jeg dumper træt tilbage i sengen. Jeg gad vide, hvor længe jeg har været bevidstløs. Mon farmor har været her i al den tid?
Der høres et bank på døren, og få sekunder efter stikker en kvindelig læge sit hoved frem bag døren.
”Er du Riley Brown?” spørger hun, træder ind i værelset og lukker døren efter sig. Jeg nikker bekræftende, og hun sætter sig ned.
”Jeg har et par spørgsmål. Kan du forklare mig præcist, hvad-”
”Jeg har også et par spørgsmål,” afbryder jeg, og hun holder op med at tale og ser tålmodigt på mig. Hendes hud er gylden, og hun har mørkt, bølget hår. Hun ligner ikke en typisk læge eller sygeplejerske, bortset fra at hun har det samme, pædagogiske udtryk i ansigtet. Som om at jeg er et stykke knust glas, der skal svøbes i beroligende ord.
”Ham jeg ramte…” begynder jeg i håbet om, at hun eventuelt vil afslutte min sætning. At hun bare vil give mig svaret på et eller andet.
”Hans tilstand er stabil,” siger hun. ”Desværre ramte han med hovedet først ind i ruden, så hans ansigt er…” fortsætter hun, men med hvert et ord kan jeg mærke, at jeg ikke skulle have spist den yoghurt.
”Øh, tak,” mumler jeg afbrydende, og en anelse irriteret sukker hun.
”Er der andet, du vil vide, eller må jeg spørge om noget nu?” Hun lyder ikke bitter. Hun snakker med den samme, rolige stemme, som hun sikkert har brugt hele sin karriere. Den stemme, som hun bliver vant til at tale med, hver gang hun tager på arbejde, og hver gang hun enten skal fortælle en patient, at han eller hun blot har en forkølelse, eller at deres far er død. Jeg kender den stemme bedre end meget andet.
”Du må godt,” mumler jeg bare til svar, og hun kigger ned i sine medbragte papirer.
”Kan du forklare mig præcist, hvad der skete?” spørger hun, og hun ser afventende på mig, da jeg ikke svarer.
”Undskyld?”
”Vil du fortælle mig om ulykken, Riley?” omformulerer hun sig. Jeg synker en klump.
”Jeg så ham ikke, og så-”
”Var du påvirket af noget?”
”Altså stoffer eller alkohol? Nej.”
”Var du følelsesmæssigt påvirket?” spørger hun, og jeg tøver lidt med at svare.
”Jeg havde lige været oppe at skændes med min farmor,” indrømmer jeg.
”Så du var følelsesmæssigt påvirket,” konstaterer hun og skriver ned.
”Ja, jo…” mumler jeg.
Hun vender hovedet væk fra papirerne og tilbage på mig. ”Hvordan har du håndteret din fars død, Riley?” spørger hun.
”Jeg kan ikke rigtig se, hvad det har med sagen at gøre.”
”Vil du være sød at svare på spørgsmålet?” Hun bruger igen sin bløde, pædagogiske stemme.
”Nej, jeg vil ikke være sød at svare på spørgsmålet. Faktisk er jeg temmelig træt, så hvis du vil have mig undskyldt-”
”Riley.”
”Hvad?”
”Medmindre du vil uddybe, går jeg bare ud fra, at du vist håndterede det skidt.”
”Hvorfor vil du overhovedet vide det?” spørger jeg irriteret.
”Fordi du blev ved med at skrige og hyle efter din far, da du kom herind,” forklarer hun. Jeg forholder mig tavs.
”Jeg kan bare ikke lide hospitaler,” siger jeg.
”På grund af dårlig erfaring?” tilføjer hun forstående.
”Ja,” sukker jeg. ”De gør mig bare lidt… bims.”
”Hm.” Hun skribler ned på et notatark, og jeg prøver forgæves at tyde hendes feminine håndskrift. Mit syn er stadig en smule slørret, og det gør det ikke nemmere, at ordene står på hovedet.
"Din farmor har beskrevet dig som... humørsvingende, af og til. Kan du bekræfte det?" spørger hun. Jeg trækker på skuldrene.
”Jeg vil foreslå, at du går til psykolog en gang om ugen,” siger hun og udfylder en blanket, som hun rækker mig mellem to neglelaksbeklædte fingre.
”Jeg har ikke brug for en hjernevrider, ellers tak,” siger jeg, men hun ligger irriteret hovedet på skrå, og jeg tager imod sedlen.
”Har været udsat for voldsomt traume?” spørger jeg, da bogstaverne endelig tager form. Jeg skal til at protestere, men hun holder en hånd op.
”Jeg vil ikke tvinge dig, Riley. Men bare tænk over det,” siger hun. Jeg lukker munden i igen.
Hun sukker og rejser sig op fra stolen. ”Det var alt,” siger hun og smiler. ”Forsikringen burde klare din bil og den påkørtes skader.” Hun åbner døren og skal til at forlade rummet.
”Vent lidt,” siger jeg, og hun vender sig rundt igen.
”Hvad hedder han?” spørger jeg, og min hals føles underligt tør. Jeg er ligeglad med bilen. Jeg vil bare gerne vide, hvad den person, jeg næsten har slået ihjel, hedder.
”Det kan jeg desværre ikke fortælle dig lige nu,” siger hun. Hun forlader mig siddende med en kvalmende klump i halsen og en tung seddel i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...