Ensom Egoisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
// Der var engang en helt almindelig pige... Sådan begynder Riley Browns fortælling ikke, for hun har aldrig været særlig normal. Hun er tarvelig, utålmodig og irriterende, og hun bryder sig i bund og grund ikke om andres selskab. Men da Riley bliver sendt af sted til Californien for at bo hos sin farmor, tvinger skæbnen hende til at ændre sig. Hun kommer nemlig til at køre fyren Logan ned, og det bringer både utålelig skyldfølelse og uventede problemer med sig. Riley er fast besluttet på at rense sin samvittighed, men hendes jævnlige besøg hos Logan udvikler sig til mere end blot et ønske om tilgivelse. Et usædvanligt venskab begynder, men det er ikke til at sige, hvordan det ender - i kærlighed eller katastrofe.

140Likes
189Kommentarer
8439Visninger
AA

5. Kapitel 3

 

Inspektøren gav mig en seddel med til farmor. Det viste sig dog, at hun allerede vidste, at jeg var røget på kontoret, da jeg kom hjem.
”Jeg siger dig, Barbara, jeg kan godt forstå hvad du mener… Ja, og er du klar over, hvor mange kontakter, jeg har måttet udnytte for at få hende ind på skolen med så kort varsel? Det pigebarn skulle du ikke have sendt ned til mig, du burde sende hende til…” plaprer farmor med skinger stemme, hvorefter hun opremser diverse krigsramte lande.
Så lydløst som muligt stiller jeg min skoletaske i gangen og tager mine sandaler af, men farmors halvdøve ører hører mig alligevel.
”Riley?” kalder hun og lægger røret på, og jeg mumler en række bandeord, før jeg med det samme flygter op ad trapperne. Jeg når ikke mit værelse i tide.
Hun tager fat i mine skuldre og vender mig rundt, så jeg står ansigt til ansigt med hendes vrede.
”Farmor-” begynder jeg med min mest uskyldige stemme, men det stopper hende ikke fra at fortsætte sit raseriudbrud. Jeg beslutter mig for ikke at komme med indskydelser undervejs, og i stedet nikker jeg bare, indtil hun er færdig med at tale. Efter lidt tid er jeg helt uforstående overfor, hvad det overhovedet er, hun siger, for hendes skældud består for det meste af selvafbrudte sætninger og aggressive armbevægelser.
”Er det forstået?” slutter hun af, og jeg nikker med seriøs mine, selvom jeg slet ikke fatter, hvorfor hun er så vred. Det er jo ikke verdens undergang, og egentlig gjorde jeg ikke noget særligt galt. Jeg kom ikke op at slås, jeg kastede ikke med madpakker og jeg bandede ikke engang.
”Din mor er bekymret, Riley. Du kan ikke være det bekendt at opføre dig sådan. Ikke overfor lærerne, ikke overfor mig, og ikke overfor din mor,” siger farmor og lægger armene over kors.
”Synes du ikke, at du overreagerer?” spørger jeg roligt, selvom det virkelig irriterer mig, at hun altid skal blande min mor ind i alting. Som om at alt, hvad jeg gør, er som en dolk i ryggen på hende.
”Overreagerer?” gentager farmor og ryster på hovedet. ”Riley, du ødelægger ikke kun livet for dig selv, men også for dem omkring dig.”
”Nu overdriver du.”
”Hvis du bare for en gangs skyld kunne være normal…”
”Nå ja, for du er jo selv-”
”Din far ville-”
”Hvad? Hvad ville han? Skamme sig over mig?” foreslår jeg surt, og farmor lukker munden. ”Jamen, far er her ikke. Far er død. Og jeg slog ham jo ikke ihjel, vel? Så lad være med at behandle mig som om, at jeg gjorde,” siger jeg sammenbidt.
Jeg ved godt, at det var tarveligt sagt, og at jeg ikke skulle have brugt min fars død imod hende. Men det er som om, at hun for alt i verden vil have, at jeg skal være ligesom ham. Det er jeg bare ikke, og det er hun heller ikke selv, så hvorfor skal jeg være den, der skal kompensere for, at han ikke er her?
Jeg tror ikke, at hun havde forventet, at vores diskussion eskalerede så hurtigt. I nogle sekunder ser hun på mig med et chokeret ansigtsudtryk. Så kommer hendes hånd flyvende, og hun stikker mig en syngende lussing. Og i det den rammer, bliver al farve igen suget ud af verden, og det eneste, jeg føler, er, at jeg ikke har lyst til at være her længere.
Jeg løber ned ad trappen, griber mine bilnøgler og løber udenfor uden sko på, hvorefter jeg hurtigt sætter mig ind i bilen. Uden en destination trykker jeg på speederen og kører ud ad indkørslen, så dækkene hviner mod gruset. Jeg kigger i bakspejlet, men hoveddøren står stadig åben, og farmor er ikke til at se.
Jeg trækker vejret så roligt som jeg kan, men det fungerer ikke særlig godt. Jeg banker rasende mine knytnæver ind i rattet, hvilket får bilen til at dytte, og lyden og bilens hastighed får flere mennesker til at gibbe forskrækket. Hvorfor skulle jeg også sige lige præcis det?
Jeg drejer rundt om endnu et gadehjørne, og på trods af at det ikke er ligeså varmt i dag, koger min krop af frustration og raseri. Jeg er måske ikke det helt store vidunderbarn, men jeg kan idet mindste indrømme det. Det er ikke mig, der sidder og spiller hellig i mit dyre hus med alle mine penge og mit lilla hår, med fine restaurantbesøg og fornemme kjoler. Det er ikke mig, der sidder fast. Hun er ikke et hak bedre selv.
Jeg kommer til at skrabe det ene sidespejl mod en lygtepæl, hvilket med det samme får mig vækket fra mine tanker. I starten ærgrer det mig, og jeg læner mig udad vinduet for at se på skaden, men egentlig føles det ikke så slemt alligevel. Det føles rart.
Jeg sætter farten op, og mine reflekser klarer arbejdet, mens jeg som et lyn kører igennem endnu en gade. Før jeg ved af det, er jeg ude af byen, og jeg kører på en mennesketom vej omgrænset af palmer. Den fortsætter ligeud, og hyggelige villaer suser forbi med jævne mellemrum. Solen skinner fra en skyfri, blå himmel, og der er forunderligt stille.

”Har du set, hvor flot det er, Riles?” spørger han, og han løfter blikket fra fiskestangen og ser op mod trækronerne, hvor solen kaster et grønt lys ned over os. Han har allerede fortalt mere end én historie, og når han endelig løber tør, kan han have en tendens til at blive poetisk.
Han rejser sig op og rækker mig fiskestangen, som jeg med et fast greb tager imod. Hans gummistøvler larmer, når han går hen ad jorden. Flop, flop, flop.
Han kravler op i et lavt, bredt træ og sætter sig med ryggen op ad stammen, og et veltilfredst suk undslipper hans læber. Pludselig høres et andet flop, og jeg rejser mig forskrækket op. Det er første gang, at jeg har fået bid på krogen, og teknisk set er det jo også fars fiskestang.
Han hopper med et smil ned fra træet og går afslappet og roligt hen til mig. Han sætter sin varme hånd på fiskestangen ved siden af min, og sammen hiver vi den i land. Men det er som om, at krogen sidder fast, og med et ”Hm,” rynker far brynene og hiver hårdere til.
”Det er vist en stor krabat!” griner han, selvom vi aldrig plejer at kunne fange noget længere end ti centimeter fra den sø. Pludselig giver det et ryk i fiskestangen, og vi får begge overbalance og falder bagover. En sølle, lille fisk ligger og spræller.
Far hjælper mig op at stå, og han holder den lille fisk nænsomt mellem sine fingre.
”Det må jeg nok sige, Riles. Hvis du kan fange sådan en, så er der vist ikke noget, du ikke kan.”


Jeg kan stadig huske det evige smil, han altid havde på læben, og den måde han altid grinede og fandt det positive i selv de mest ligegyldige ting. Men jeg kan også huske dengang, hvor vi som så mange gange før kørte hjem fra søen. Og den tur hjem var langtfra som alle andre.
Som jeg kører på den stille villavej, fordybet i mine egne tanker, når jeg slet ikke at se ham, før det er for sent. Bilen rammer, ruden knuses, og så bliver alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...