Ensom Egoisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
// Der var engang en helt almindelig pige... Sådan begynder Riley Browns fortælling ikke, for hun har aldrig været særlig normal. Hun er tarvelig, utålmodig og irriterende, og hun bryder sig i bund og grund ikke om andres selskab. Men da Riley bliver sendt af sted til Californien for at bo hos sin farmor, tvinger skæbnen hende til at ændre sig. Hun kommer nemlig til at køre fyren Logan ned, og det bringer både utålelig skyldfølelse og uventede problemer med sig. Riley er fast besluttet på at rense sin samvittighed, men hendes jævnlige besøg hos Logan udvikler sig til mere end blot et ønske om tilgivelse. Et usædvanligt venskab begynder, men det er ikke til at sige, hvordan det ender - i kærlighed eller katastrofe.

140Likes
189Kommentarer
8438Visninger
AA

4. Kapitel 2

 

Jeg har mine op- og nedture. Det har de fleste vel.
Aftenen startede egentlig meget godt ud. Jeg fik lov til at køre hen til restauranten i min nye bil. Det var en fancy restaurant – der var romantisk belysning og tjenere i habitter, fornemme gæster og dyr mad, som smagte helt fantastisk. Vi hyggede os i starten, snakkede ikke så meget, men spiste vores mad. Og pludselig blev den romantiske belysning lidt mere kølig, vi hyggede os ikke længere, og maden smagte af ingenting.
Farmor blev irriteret. Nu havde vi lige haft sådan en god aften, og så begyndte jeg at blive muggen, og jeg gad ikke at snakke længere. Så vi tog hjem. Farmor sagde godnat, og hun sagde, at skolen allerede startede i morgen, så jeg skulle hellere tage at blive i godt humør igen. Mor ringede, men jeg tog ikke telefonen.
Jeg er ikke selv helt sikker på, hvad det er. Det sker bare engang imellem. Jeg føler mig ikke på den måde vred eller ked af det. Det er mere som et anfald af dovenskab, der pludselig sætter ind, og jeg er tilbage i femårsalderen og den tid, hvor jeg ikke rigtig gider snakke. Som om at jeg har været social nok for en tid.
Min mor har altid haft svært ved at forstå det, men min far accepterede det. Nogle gange tog han mig med på fisketur, selvom jeg egentlig ikke kan komme i tanker om noget kedeligere, men i stedet for at dyrke stilheden alene, kunne jeg idet mindste dyrke den sammen med ham. Så mens vi begge sad og fiskede, var der ikke andre lyde end det bevægende vand, de skræppende fugle og engang imellem fars stemme, der fortalte en historie eller snakkede lavmælt med sig selv. Nogle gange stillede han mig et spørgsmål, men han krævede aldrig et svar.

Næste morgen da jeg har gjort mig klar, springer jeg ned ad trappen, og farmor og jeg siger godmorgen til hinanden som om, at ingenting er hændt. Caspar er i fuld gang med at tilberede morgenmaden, og med hovedet begravet i sin avis rækker farmor mig en brochure fra skolen. Der står et eller andet pis om accept og sammenhold printet ovenpå et billede af en flok smilende unger, der ligger og soler sig i sommergrønt græs. Originalt.
”Skynd dig lidt. Du skulle nødigt komme for sent,” siger farmor, stadig meget optaget af avisen, men hun sætter alligevel de spidse, lilla briller længere op på næseryggen og betragter mig, mens jeg langsomt indtager Caspars himmelske pandekager.
”Er der noget Nutella?” spørger jeg med munden fuld af mad, mens jeg hiver en vaffel over på min tallerken. Farmor ryster opgivende på hovedet.
”Riley, skynd dig nu,” siger hun.
”Okay, okay,” mumler jeg og ser på uret, og hun har vel ret i, at det ikke er særlig smart at komme for sent på første dag. Jeg hiver fat i min rygsæk, tager hurtigt et par sandaler på og træder udenfor, hvor varmen slår imod mig med fuld kraft.
”Farmor, må man gerne komme nøgen i skole?” råber jeg, men det eneste svar, jeg får, er lyden af hendes stilletter, der tripper hen til hoveddøren og smækker den i bag mig. Så meget for humoristisk sans.
Jeg skynder mig at finde bilnøglen frem, men idet jeg sætter mig ind på forsædet, må jeg med det samme springe op igen, fordi undersiden af mine lår lige er blevet svitset af de brandvarme sæder.
Note til mig selv: Husk at parkere bilen i skyggen.
Jeg tager en dyb indånding for ikke at skulle inhalere den kvalmende lugt af varmt læder, læner mig ind i bilen og tænder for airconditionen. Da bilen endelig er helt afkølet, er klokken allerede over 8, så jeg skynder mig at indtaste adressen i GPS’en og følge ruten. Der er ikke særlig langt, men den ligger i centrum af byen, der består af en masse snørklede veje, som GPS’en gudskelov afholder mig fra at fare vild i. Hvert et hjørne ligner det andet, men pludselig kommer skolen til syne, og jeg finder hurtigt en parkeringsplads. Her er fuldstændig mennesketomt, fordi klokken sikkert allerede har ringet, så jeg kan ikke spørge nogen om vej. Mit eneste selskab er mængden af lækre Porscher. Og jeg troede, at jeg havde en fed bil.
Jeg folder brochuren og mit skema ud og forsøger at følge kortet over skolen, og jeg kommer frem til, at min første time i matematik foregår i en af de bagerste bygninger. Jeg går ind ad døren og hen ad gangene, der får lyden af mine skridt til at give genlyd i den stille bygning. Da jeg endelig mener, at jeg har fundet det rigtige lokale, tager jeg fat i håndtaget og træder ind ad døren. Hele klassens øjne rettes mod mig.
Jeg ignorerer den pludselige opmærksomhed og skynder mig hastigt ned på den nærmeste frie plads.
”Du kommer for sent,” siger læreren ved tavlen, og han lægger kridtet fra sig og tager brillerne op i håret med en dyb seriøsitet. På tavlen bag ham står en masse matematiske symboler skrevet ned, som min hjerne slet ikke kan finde ud af at oversætte.
”Det ved jeg,” siger jeg og trækker på skuldrene, og en pige ved siden af mig sender mig et advarende blik. Nu hviler læreren hænderne på katederet og rynker øjenbrynene.
”Undskyld, men hvem tror du, du er?” spørger han. Han er høj og ranglet med små øjne og tyndt, gråt hår.
”Jeg er ret sikker på, at jeg er mig,” svarer jeg neutralt, og bag ved mig er der en, der fniser.
”Prøver du på at være morsom?” spørger han.
”Prøver du på at være truende?” En uuuh-lyd spreder sig gennem klasseværelset.
Han sukker. ”Hvad hedder du?”
”Riley Brown,” svarer jeg.
”Ms. Brown, vil du være venlig at gå op på kontoret og sige, at mr. Allen har sendt dig?” spørger han høfligt. Jeg beslutter mig for at holde mund, nikker og rejser mig for at forlade klasseværelset ligeså hurtigt, som jeg kom. Da jeg lukker døren bag mig, er jeg lige ved at åbne den igen for at spørge, hvor kontoret ligger henne, men det ville nok være en dum idé.
Jeg hiver kortet frem igen og vender det på hovedet og drejer det, mens jeg prøver at tyde de mikroskopiske bogstaver. Pludselig ringer klokken, og der går kun få sekunder, før alle døre med det samme åbnes, og elever siver ud. Forskrækket prøver jeg at finde et hjørne, hvor der ikke står nogen, men jeg indser hurtigt, at det er så godt som umuligt, så jeg bliver stående i midten af gangen, indtil alle har mast sig forbi mig.
”Øh, undskyld, kunne du…” forsøger jeg, men der er ingen, der hører. Pludselig skærer en stemme sig igennem larmen.
”Riley Brown?!”
Forbløffet snurrer jeg rundt om mig selv og koncentrerer mig om at holde godt fast på alle mine ejendele, mens jeg forgæves prøver at finde ud af, hvem stemmen tilhører. Jeg får en albue i siden og krymper mig, hvilket blot resulterer i, at en skoletaske rammer mig i hovedet.
”Fanden i helvede…” mumler jeg og tager mig til panden, men gudskelov er menneskestrømmen tyndet ud, og jeg har mere plads til at se mig omkring.
”Stå ikke der og ignorer mig, din lede bitch!” lyder stemmen bag mig.
Jeg stivner og vender mig langsomt rundt for at stå ansigt til ansigt med djævelen selv. ”Hej… Sasha.”
Hun går imod mig med raske skridt, og lyden af hendes høje hæle er så velkendt, at mine indvolde næsten begynder at vende sig. ”Hvad fanden laver du her?” spørger hun skingert, og rundt om os er folk begyndt at standse for at følge med i vores samtale.
Jeg rømmer mig en anelse usikkert. ”Jeg ville egentlig stille dig det samme spørgsmål, men faktisk skal jeg op på kontoret, så hvis du-”
”Du skal ingen steder, før du fortæller mig, hvorfor du forfølger mig,” afbryder Sasha og lægger armene over kors.
Forfølger dig? Hvorfor i alverden ville jeg have lyst til nogensinde at se dit ondskabsfulde fjæs igen?” spørger jeg med sammenknebne øjenbryn.
Sasha himler med øjnene og slår ud med armene. ”Hvordan skulle jeg vide det? Men er det ikke lidt underligt, at du havner på den præcis samme skole som mig?”
”Karma er en kælling.”
”Jeg er ubeskriveligt træt af dine smarte bemærkninger, Riley,” snerrer hun. Hun er ikke i godt humør i dag, ser det ud til. Hendes veninde bag hende skæver usikkert til os, som om vores samtale er en tidsindstillet bombe, der kan sprænge hvert sekund. Jeg beslutter mig for at komme væk inden.
”Nå, men det var knap-så-hyggeligt at se dig igen,” siger jeg og forsøger mig med et anstrengt smil. ”Lad os håbe, at det ikke kommer til at ske tit fremover…” Jeg mumler det sidste lavmælt og begynder at gå, men jeg kan nærmest mærke Sashas temperament eksplodere bag mig.
”Jeg skal nok sørge for, at du ikke holder ud en eneste dag, Riley Brown. Folk kommer til at hade dig meget, at selv ikke du vil kunne tage det,” siger Sasha sammenbidt og ryster tilfreds på hovedet ved tanken. Bare forestillingen om, hvordan hun overlegent står bag mig med sin forsamling af venner omkring sig er nok til at få irritationen til at vokse inden i mig, men jeg bider det beslutsomt sammen, før det når at falde ud af min mund.
Jeg vender mig roligt om. ”Du kender mig vist ikke særlig godt, Sasha. Det var trods alt ikke mig, der flygtede, bare fordi kæresten bollede ved siden af,” siger jeg, og hun måber chokeret. Et par drenge griner, og Sashas kinder bliver ligeså flammende røde som hendes hår.
Hun kan ikke finde på mere at sige, og jeg trækker derfor bare på skuldrene og baner mig vej igennem mængden, der uden tøven flytter sig for mig, indtil hun endelig råber: ”Brænd i helvede, Riley Brown!”
Jeg ler og vender mig rundt. ”Vi ses dernede!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...